Jeg stod ved køkkenvasken i morges og lod det kolde vand løbe. Det rislede ud i glasset, klart, friskt og fuldstændig upåvirket af verdens øvrige ulykker. Men et eller andet sted derude i cyberspace sidder der en sælger med smart hår og et Excel-ark fyldt med skræmmescenarier. Han vil så gerne have mig til at tro, at jeg sidder med en kemisk dødbombe mellem hænderne, hver gang jeg slukker tørsten.
Vi er nået dertil, hvor det ikke længere er nok, at noget virker. Det skal helst pakkes ind i tre lag panik, før vi tør røre det. Det danske drikkevand har længe været en af de få ting, vi kunne tage fuldstændig for givet. Det vælder op fra undergrunden, bliver renset nænsomt og sendt ud i hanerne uden den store ståhej. Men det kan åbenbart ikke betale sig rent markedsføringsmæssigt. Tryghed sælger åbenbart dårligere end akut apokalyptisk angst.
Derfor skyder den ene smarte webshop for vandfiltre op efter den anden. De lover guld og grønne skove og ikke mindst et vandrensningsanlæg, der kan redde dig fra alt fra glemte medicinrester og PFAS til gamle ufo-nedstyrtninger og uidentificerede kim. Det lyder næsten som en aktie i dommedag. Sælgerne maler fanden på væggen med så tykke penselstrøk, at man skulle tro, vores vandværker blev bestyret af fordrukne amatører med en haveslange.
Nu har Danske Vandværker heldigvis fået nok af den gang plat. De har måttet slå i bordet og minde folk om, at vandet fra de danske haner altså stadig er blandt det absolut reneste i hele verden. De har endda måttet gå til Forbrugerombudsmanden for at få stoppet de vildledende skræmmekampagner. Det er alligevel en tilstand. At en brancheforening skal politianmelde eller klage over, at private leverandører bildes ind, at danskerne drikker kloakvand iført kridhvid emballage.
Man tages af dage ved tanken. Vi er begyndt at opføre os som folk, der er strandet i en radioaktiv ørken, selvom vi bor i et land, hvor vandkvaliteten bliver overvåget strengere end kongehusets kalender. Alligevel står hr. og fru Jensen i parcelhuset og kigger mistroisk på et glas vand, mens de overvejer, om de skal investere i et tre-trins omvendt osmose-anlæg til tyve tusind kroner. For man kan jo aldrig vide. Nærmest som om naboens haner pludselig sender flydende plutonium ud i kaffen.
Hele branchen for hjemmefiltre lever af at udnytte den moderne, rodløse mistillid. Vi stoler ikke på myndighederne, vi stoler ikke på systemet, og vi stoler i sandhed ikke på det, der er gratis og lige ved hånden. Hvis det er gratis og kommer ud af en standard metalhane, må der være et hage ved det. Det skal koste penge, have blinkende LED-lamper og kræve et vedligeholdelsesabonnement, før vi føler, at det er af ordentlig kvalitet.
Det er en underlig form for fremskridtstro, hvor vi med den ene hånd bygger fantastiske, offentlige forsyningsstrukturer og med den anden hånd forsøger at afvikle dem indefra med private plastikfiltre fra en tilfældig webshop. Det er den ultimative individualisering af et kollektivt goder. Hvorfor støtte det fælles vandværk og det lokale ansvar, når man kan sidde i sit eget lille sterile laboratorium og rense sit eget vand i ensom majestæt?
Eksperter har ellers sagt det igen og igen. De uafhængige fagfolk står i kø for at forklare, at private filteranlæg i de fleste tilfælde er fuldstændig unødvendige. Og ikke nok med det. Hvis man ikke passer vanvittig godt på de filtre, og hvis man ikke skifter dem oftere end sine egne sokker, ender man med at avle flere bakterier i filteret, end der nogensinde har været i hele det danske grundvand. Så har man pludselig opfundet sin egen private bakteriebombe i bryggersets mørke.
Men den slags tekniske detaljer forstyrrer jo sjældent en god salgstale. Frygt er et fremragende smøremiddel for økonomien. Når først folk er overbeviste om, at deres børn drikker sig til en snarlig visnen, sidder dankortet løst. Så er der råd til alt fra kulfilterpatroner til UV-bestrålede glasklare kander med Bluetooth-forbindelse.
Det er her, absurditeten rammer bunden. Vi bor i et samfund, hvor vi diskuterer mikroskopiske partikler i vandet, samtidig med at vi lystigt inhalerer alverdens tvivlsomme stoffer fra andre dele af tilværelsen. Vi køber flaskevand fløjet ind fra fjerne bjerge, selvom det i bund og grund bare er det samme postevand, der har fået en finere sløjfe på. Vi vil så gerne kontrollere det ukontrollable.
Vandet flyder stadig igennem rørerne derude. Det kommer fra de samme dybe boringer, det bliver kontrolleret på de samme laboratorier, og det lever op til de samme tårnhøje krav. Men følelsen af kontrol er blevet en luksusvare. Vi vil hellere betale i dyre domme for at føle os som kloge kemikere i vores eget køkken end at acceptere, at nogle ting i samfundet bare fungerer, uden at vi behøver at pille ved dem.
Det er måske det egentlige problem. At vi har glemt kunsten at lade tingene være i fred. Hvis alt omkring os konstant skal optimeres, filtreres og mistros, så ender vi med at sidde i et sterilt miljø, hvor vi er bange for vores egen skygge og vores egen hane. Næste skridt bliver vel, at vi skal have personlige iltrensningsanlæg i stuen, fordi luften uden for lugter af virkelighed.
Imens ruller vandet bare videre. Stille, koldt og helt upåvirket af de voksende regninger og de smarte salgstaler. Det venter bare på, at vi holder op med at lege panikslagne vandværksdirektører på deltid og i stedet drikker det glas vand, vi har fået forærer forærende af et velfungerende samfund.
Så kan sælgerne sidde der med deres filtre og kigge på hinanden, indtil det går op for dem, at man ikke kan sælge tørst til folk, der allerede har slukket den.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
