En bus kører forbi med tre lilla vibratorer på bagenden. Det er ellers en ganske almindelig bus. Den larmer lidt. Den lugter af vådt overtøj. Chaufføren prøver at få 42 mennesker gennem byen uden at ramme en cyklist, en kantsten eller en mand, der opdager, at han har glemt sin telefon. Men denne bus har et problem. Den har set en orgasme.
Sinfuls reklame lovede “100 procent orgasmegaranti” og blev i Fredericia hurtigt skiftet ud med et mindre provokerende motiv efter klager. I andre byer lod trafikselskaberne den køre videre. Sådan kan en national diskussion om frihed, privatliv og offentlig moral begynde. Med en bus. Ikke med overvågning, ikke med kunstig intelligens, ikke med kameraer, der genkender ansigter på afstand. Den virkelige fare er en lilla reklame.
Det er interessant, hvad vi efterhånden kan rumme. Vi rummer, at telefoner lytter efter ord, vi aldrig har sagt højt. Vi rummer, at algoritmer vurderer vores kreditværdighed, vores helbred og vores personlighed. Vi rummer, at offentlige systemer kræver ansigtsgenkendelse og dokumentation for ting, vi allerede har dokumenteret fire gange. Men en diskret busreklame for et lovligt voksenprodukt? Der går grænsen. Så skal den væk. Og det skulle have været i går.
Det er ikke den enkelte borger, der er problemet. Man må gerne blive forarget, synes en reklame er grim og vende blikket væk. Det er en af de få gratis friheder, der stadig ikke kræver MitID. Problemet opstår, når den personlige smag bliver ophøjet til offentlig lov. En lovlig reklame fjernes ikke, fordi den er ulovlig, men fordi nogen synes, den er upassende. Først kommer en klage, så en lokal debat, så et politisk opslag, så et busselskab, der respekterer alle synspunkter, og til sidst et nyt motiv, som ingen kan blive stødt over medmindre man har et meget anstrengt forhold til is. Det er den moderne censur. Den kommer ikke i uniform med stempel, men med et venligt smil og ordene “per kulance”.
Bussen er et fremragende billede på Det offentlige rum. Alle kan se den, og ingen kan bestemme, hvem der står ved stoppestedet, når den kommer. Den kører forbi mennesker, som stemmer forskelligt, tror forskelligt, elsker forskelligt og har forskellige grænser for, hvad de gider se en tirsdag formiddag. Det er hele pointen med et offentligt rum. Det er ikke et sted, hvor alle slipper for at se noget, de ikke bryder sig om. Det er et sted, hvor vi møder virkeligheden uden at kunne bestille den i beige.
Når argumentet om børn bliver trukket frem, er det værd at huske, at børn kan spørge, hvad en reklame betyder. Det kan være besværligt, men det kan også være en anledning til at svare: “Det er noget for voksne.” Så er den samtale afsluttet, og barnet går videre til spørgsmålet om, hvorfor månen følger efter bilen. Børn bliver ikke ødelagt af at se en vibrator på en bus. De opdager bare, at voksne har kroppe, behov og et privatliv. Det kan faktisk være langt mere skadeligt at lære dem, at kroppen er noget farligt, der skal pakkes ind, skjules og omtales som på et hospital.
Så kommer dobbeltmoralen. Vi bliver hver dag mødt af reklamer, der lover evig ungdom, perfekte kroppe og et nyt liv i en bøtte med pulver. Vi ser alkoholreklamer, der sælger fællesskab og frihed i en flaske. Det accepterer vi. Men en vibrator må ikke være for synlig. Det er ikke moral. Det er generthed med beslutningskompetence.
Forargelsens vogtere elsker det synlige. De elsker det, der kan peges på, fotograferes og deles. En busreklame kan man få fjernet inden frokost. Et overvågningssystem skal man først forstå. Derfor bliver den lilla bus det perfekte mål, for den kan sendes ind i et byråd, hvor voksne mennesker kan tale alvorligt om, hvorvidt en tegning af et voksenprodukt udgør en trussel mod kommunens moralske klima. Imens står den virkelige frihed ude i regnen og venter på bussen.
Det offentlige rum skal ikke være pornografisk og heller ikke børnefjendtligt. Det skal være ordentligt. Men ordentlighed betyder ikke, at alt skal være så sterilt, at vi til sidst kun kan reklamere for rugbrød, høreapparater og kommunale affaldsordninger. Ordentlighed er at kunne tåle, at andre lever anderledes end en selv. Hvis vi begynder at fjerne alt, der støder nogen, får vi hurtigt et meget stille bybillede. Tilbage står en bus med en reklame for skatteoplysninger. Og den vil nogen naturligvis også klage over.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
