Der er øjeblikke, hvor man må gnide sig i øjnene og spørge, om logikken simpelthen er blevet sendt hjem med løn. For vi får at vide, at vi ikke kan gå i Parken. Det er for farligt. For tæt. For risikabelt. Men tusindvis må godt stå tæt på Rådhuspladsen og demonstrere, mens magthaverne nikker alvorligt og lader som om, det hele stadig hænger sammen. Det gør det ikke. Reglerne er blevet et tag-selv-bord for magthaverne. Man tager det, der passer til dagens politiske behov, og lader resten stå. Og så står vi andre tilbage og skal forestille at tro, at det stadig handler om sundhed.
Når reglerne skifter med stemningen
Det er jo det absurde i sin reneste form. Hvis smittefare er smittefare, så er den vel ligeglad med, om man synger slagsange mod racisme eller råber af dommeren fra tribunen. Virus spørger næppe, om forsamlingen har et godt formål. Den beder ikke om partibog. Den tjekker ikke hashtagget, før den hopper videre. Alligevel opfører vi os nu, som om den politiske hensigt kan gøre det ufarligt at stå tæt. Det er en mærkelig ny naturvidenskab.
Og nej, det her er ikke kritik af dem, der demonstrerer mod racisme. Det burde enhver ordentlig anstændighed kunne rumme. Det her er kritik af magten, som i månedsvis har banket ind i hovedet på befolkningen, at regler er regler, afstand er afstand, og forsigtighed er et fælles ansvar. Men i det øjeblik sagen bliver politisk rigtig, internationalt forståelig og mediemæssigt uangribelig, så bliver de samme regler pludselig elastik i metermål. Det er her, mistanken sniger sig ind: Er det stadig sundhed, der styrer os, eller er det bare politik forklædt som omsorg?
Autoritet dør, når forklaringerne gør
Det alvorlige er ikke bare billedet fra Rådhuspladsen. Det alvorlige er det, der sker inde i hovedet på helt almindelige mennesker, når de ser det. Noget knækker. Ikke med et brag. Mere med et træt suk. For hvis reglerne kun gælder, når sagen er upopulær nok, så er de jo ikke regler. Så er de politiske redskaber. Så er de små magtinstrumenter, der kan hives frem eller gemmes væk alt efter, hvad der er bekvemt i dagens fortælling.
Det er sådan, et samfund mister tillid. Ikke fordi borgerne pludselig bliver skøre eller uansvarlige, men fordi de kan se, når noget ikke hænger sammen. De kan mærke, når de bliver bedt om at adlyde noget, som magten selv fortolker efter behov. Og så opstår den farlige tvivl, som ingen pressemøde-minister kan vaske væk med alvorlig mine: Er vi styret af lægefaglige hensyn, eller er vi i virkeligheden bare ved at vænne os til, at politik kan kalde sig sundhed, når det er praktisk?
Magten elsker moral, men logik er åbenbart blevet hjemsendt
Der er noget næsten komisk over, hvor hurtigt principper kan skifte farve i de her måneder. Først får vi at vide, at fællesskab er farligt. Så får vi at vide, at fællesskab er smukt, hvis bare det har den rigtige overskrift. Først er store forsamlinger en trussel mod folkesundheden. Så er store forsamlinger et nødvendigt udtryk for samfundets samvittighed. Fair nok, hvis man vil mene det. Men så må man også have ærligheden til at sige, at det ikke længere kun handler om sundhed. Så handler det også om politik, symboler og den evige trang til at stå rigtigt i historiebøgernes kameravinkel.
Og det er måske netop dét, der nager. Ikke demonstrationen. Ikke sagen. Men at logikken forsvandt ud ad bagdøren, mens formaningerne stadig stod tilbage ved hovedindgangen og så myndige ud. Hvis regler skal have autoritet, må de være andet og mere end et tag-selv-bord for magthaverne. Ellers ender vi dér, hvor det hele bliver grinagtigt, selv om det egentlig burde være alvor. Og når et samfund begynder at grine ad sine egne regler, er det sjældent, fordi borgerne har mistet forstanden. Så er det ofte, fordi magten har mistet proportionerne.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
