EN DØD I MIN STØRRELSE, KAKKELFRIT DANMARK OG EN MOR MED ET SKIB

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Hvordan pokker har nogle glæde i det kakkelbord, de havde til salg for 250 kroner nede i genbrugsbutikken. Og hvilket væsen har dog i sin vildeste fantasi tænkt, at andre kunne få glæde af det. Man risikerer at præge en stue i så voldsom grad, at selv folk i Baghdad efter første golfkrig ville mene, ødelæggelsen var for barsk.

Jeg har lige været dernede. Jeg siger ikke hvilken genbrugskæde, da de jo ikke kan gøre for, at folk der indleverer, har dårlig smag. Jeg elsker genbrug og kan slet ikke se, hvorfor man skulle kunne være imod. Ting jeg ikke længere kan bruge, kan skabe stor glæde hos andre. Men det kan kakkelbordet altså ikke.

MOTIV SOM EN HUNDELORT
Bordet er godt 1,5×1 meter. Brunt træ, der ligner mahogni og har gjort en del ud af at forsøge at ligne det. Det er bare skallet af flere steder, og mahogni kan ikke skalle af, ligesom det ikke normalt har klister på bagsiden. Klinkerne i bordet er grønlige med et lortebrunt tvist, med noget mønster som enkelte vil genkende som blomster, men kun hvis de er fra stenbroen og primært har styr på mælkebøtter. Resten af os genkender omridset af en hundelort. Nylagt, trods alt.

Bordet er lavt. Men der er plads til den obligatoriske hylde, hvor der kan ligge fjernbetjeninger, så man ikke skal rejse sig op lige i det sekund, hvor Bendixen er ved at give point for en elendig tango på TV2 – og da bordet er så enormt, kan man, uden at det ses udefra, skubbe opvask helt ind under bordet.

Yderste del af sådan en hylde er reserveret til alt det, gæsterne kan se. Et par udgaver af Stiftstidende, strikketøj, Bo Bedres juleudgave fra i fjor og så en bog. Helst tyk og med et lyst omslag, så man ser den tydeligt på mahogni.

PLATTER I MASSEVIS
Jeg valgte bordet fra og fortsatte indad i junglen af blondeservietter, snebolds-lysestager af klar glas, en kontorstol der kun mangler et enkelt hjul og platterne. Tallerkner til at hænge på væggen – typisk blåagtige og med forskellige motiver, hvoraf en stor del kæmper med kakkelbordet om at ramme hundelort lige i måsen. Spiste man på dem, ville der gemme sig rester af sovs i rillerne.

De er til pynt, som man siger om alle ting, der er ubrugelige. Hvor må det altså være trist at være en ubrugelig tallerken, der ikke engang pynter.

EN DØD PÅ MIN STØRRELSE?
Endelig når jeg min destination: Herretøj. Jeg kigger ofte lige indenfor, da man kan være usandsynlig heldig, at der er nogle mennesker på ens størrelse, der er døde for nyligt. Det er der også. Men han har virkelig haft en dårlig smag. Enkelte jakker kan direkte være dødsårsagen.

Jeg øjner en Hugo Boss skjorte ved et stativ ved siden af – men ser også ud af øjenkrogen en anden mand, med samme retning. Som var vi begge i gang med at fange en Pokemon, går vi målrettet efter stativet. Jeg kom først og den anden fortsætter forbi mig ned ad gangen, uden at blinke – som om han i virkeligheden gik efter noget andet. Så dumme er vi mænd. Hellere fortsætte hen til en platte, der hylder 50-året for dagligvarehandel i Ølstykke, end at folk tror, man kom ind som nummer 2.

Skjorten er perfekt. Den koster 80 kroner, ligesom alle andre. De ældre damer i butikken har ikke den store indsigt i mærkevarer. Det sorte Hugo Boss logo kender de, og kan finde på at prissætte som om det var kronjuvelerne – men det orange logo fra Boss tror de er en kopi, så den ryger til spotpris. Skjorten passer næsten. Jeg skal ikke tage hænderne så højt op over hovedet, men hvad pokker skal de også der.

Læs også:  Curiosity Killed the Cat

TILBUD PÅ GRIMME TRØJER
Der er tre skjorter for 200. Straks må jeg rode videre i bunker af dødsårsager. Farverne er virkelig spændende og jeg er sikker på, at min morfar svagt vil kunne erindre dengang de var moderne. Det er før matador. En del har haft godt af de mange vaske gennem tiden. Andre absolut ikke.

I en bunke finder jeg et par striktrøjer, der ved fjernere eftersyn godt kunne gå for pæne. På afstand i hvert fald. Folk der kommer tæt på er selv ude om det. Trøjerne kan dække den skjorte, som jeg kom først til sidste gang, men som viste sig at have nogle irriterende sprækker mellem knapperne på forsiden, så snart den er knappet. Sprækker der kommer med tiden, hvis man vokser. Figursyet efter elefant. De sprækker kan trøjerne fint dække.

VILD MED DANS
På vej mod kassen passerer jeg en elektronisk kirkegård af stavblendere, autentiske sodastream, håndmixer med ekstra kødkroge, og et hi-fi-stero anlæg med en enkelt højttaler. Det er sådan et køb, der kun kan afspille Hinterseer og radio Nibenitten. Men der er casettebåndafspiller. En fladskærm, som da de kom frem. Mindre flad og mindre skærm. Scartstik og en ridse i venstre side. Det gør ikke så meget, da pointtavlen som Bendixen holder i hånden altid er midterstillet og på Jens Werner, der sidder til venstre, gør en ridse hverken fra eller til.

MØGDYR SPAREKASSE
Legetøjsafdelingen. Puslespillet med 4000 brikker, der efter 12 måneder ligner et schweizisk bjerglandskab og hvor 1/3 af toppen er blå himmel. 1500 ens brikker tager en uge eller to – og altid efterlader et hul i en sky, hvor brikken er borte. Det er faktisk det mest spændende ved de spil.

En hel hylde er dedikeret de gratis sparebøsser man får i banken. Egern, bævere, pingviner og nogle helt udefinerbare møgdyr, der til bankens glæde er produceret et sted, hvor logoet hurtigt blev slidt af.

I en rodekasse, der med sikkerhed oprindeligt var pakket til småt brændbart, ligger figurer i plastic der, før hunden fik ordenligt fat, kunne have været pirater. De ældre damer bag kassen har sikkert tænkt, at de gennemtyggede figurer lignede pokemon og skylanders, som deres børnebørn elsker, og har sat prisen derefter.

MOR MED PIRATBØRN
Og så så jeg hende. En kvinde på godt 20. Veltrimmet og sund, hvis man ser bort fra det afblegede hår, som veninderne med sikkerhed selv har blandet og smurt i. Jeg siger ikke, at hjemmeblegning er grimt, men det er det.
På gulvet foran hende to drenge, der var i færd med at lege med et træskib. Drengene grinede og mor så smilende ned på dem.

Drengene var tydeligt klædt på af butikkens andre afdelinger. Noget passede næsten. Andet slet ikke. Der var et hul i sålen på den størstes sko. Men selvom alt udenpå lignede den fattigdom, som Joachim B. Olsen ikke kan se, lignede deres ansigter og leg sammen det pureste guld.

Læs også:  Lars Løkke live på Facebook

IKKE RÅD TIL BÅD
Jeg bekræftes, da de små poder kiggede op på hende og spørger: “må vi ikke få skibet med hjem”. Hun kiggede på prisen. 120 kroner. “Det må altså blive en anden gang, venner. Den kan vi ikke klare nu”.

Børnene var skuffede, men virkede ret vant til det. I hvert fald reagerede de bedre end mine børn på afslaget. Jeg er sikker på, at jeg anede en ærgerlig trækning hos moderen, men det er nok ren indbildning. De legede videre og jeg kiggede ned. Der havde jeg en skjorte og to grimme trøjer, som jeg kun havde taget, fordi der var 3 for 200. Jeg ved jo godt, at de om kort tid ender med at være førstevalg, når jeg skal male.

Mit ekstra køb var på præcist 120 kroner… oveni skjorten.

TO TRØJER FOR EN SØRØVER
Jeg gik ned med de to trøjer igen – fast besluttet på at gøre ungerne til skibskaptajner. Og havde nu et dilemma. Man går jo ikke hen til en familie og forærer dem et sørøverskib. Når en pædagog ikke engang må kysse et grædende barn på kinden, må mænd på 45 heller ikke give sørøverskibe væk.

Det kan også virke arrogant, som om man har penge nok og er ligeglad, hvilket ikke er tilfældet her. Eller pinligt: Måske de slet ikke er i pengenød, men bare har glemt kreditkortet hjemme og synes tøjets udseende er ligegyldigt. Eller måske de faktisk mangler penge, men ikke vil passes op af fremmede, der kan se på deres tøj at de skal have almisser eller tænker det er en fra de unge mødre, der skal reddes. Hvis der er een ting som folk i nød har tilbage, er det oftest deres stolthed.

ALT ER GRATIS OM MANDAGEN
Jeg går derfor i stedet hen til kassen. ÆldreSagen begynder at folde min skjorte, der i forvejen er et røverkøb. Vi snakker om løst og fast. Hun er frivillig og elsker sit arbejde. Elsker at gøre en forskel. Jeg beundrer hende og folk med hendes sind. Også selvom hun sælger ting, der kan smadre begrebet “Danish design”, så vi aldrig igen kan få eksporten i gang.

Jeg aftaler med hende, at betale for deres sørøverskib, og at hun så går ned og siger til ungerne, at de gerne må få den med hjem, fordi den er gratis om mandagen.

Jeg går ikke normalt og deler gaver ud, men havde de ikke leget der på gangen, havde jeg nu stået med to dyre klude til at male i. De reddede måske mit liv, da begge trøjer var dødsårsager in spe. Det er da en skilling værd.

Jeg går ud med min skjorte og uden kakkelbord eller møgdyr med sprække til mønter. Jeg blev Boss og de blev kaptajner på hoppetossa.

OPERATION KAKKELFRIT DANMARK
Jeg overvejer at tage derned igen i morgen for at holde vagt. Står der en familie, der skal vælge mellem kakkelbord med lortemotiv og et andet bord, løber jeg op og betaler differencen og sender den frivillige ældre dame ned, med den nedsatte pris.

Ikke fordi jeg har råd – men ingen i vores land må være SÅ meget på spanden, at de både ser vild med dans og må nøjes med at lægge fjernbetjeningen på en grøn hundelort i keramik. Vil du hjælpe mig med kampen mod det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.