DR sparerunde nummer ?

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Moderator Jeppe Søe

Jeres eneste mulighed for at overleve er jo altså IKKE at skære ned på de ting, der netop er et SÆRRÆG ved jeres organisation – men at skære det væk, som alle de andre gør så glimrende.

Vi har i Danmark et licenssystem, fordi vi mener der skal være en enkelt kanal, som ikke tænker i målgrupper og underholdningsværdi, men står fast på information og det såkaldte “public service”. Med andre ord betaler vi for, at I IKKE er som alle de andre. Gang på gang beviser I dog det modsatte. I er efterhånden så ufatteligt ligegyldige i forhold til særpræg, at I ligeså godt kunne blive solgt til højest bydende. I lukker udsendelser med få seere, i går efter de unge i stor stil, i opkøber store sportsbegivenheder som TV2 kan få betalt af andre – og i laver det halve Amager om, fordi det er fedt at lade en dame med skæg synge i en fabrikshal.

I virkeligheden betaler jeg GERNE min licens – og holder så meget af jer… men så vil jeg fandme også have noget særpræget for pengene. Altså noget, jeg ikke får de andre steder. Noget som kun I kan levere, fordi I ikke skal tænke i midler og seergrupper og alt det pjat, der gør de andre svære at holde ud i længden.

Jeg vil have nyheder, hvor I bruger 30 minutters fordybende TV på en finanslov, selvom det kun er de færreste der gider denne fordybelse – jeg vil have lange frodige samtaler med folk, der rykker mig, uden at man i den samtale afbrydes af et husorkester, der lige skal ind med en jingle. Jeg vil have skoleTV, der er med til at forme vores hjerneceller en smule mere, end at gætte hvem der først kan skære et træ over i Versus. Og jeg vil gerne have musik, fra nogle der virkelig kan – fremfor at sidde med min mobil og stemme nogle tåber ud af et koncept fra udlandet.

Læs også:  Jesus er svaret! Ok, men hvad er så spørgsmålet?

I lukker nu underholdningsorkestret og vil fyre et stort antal medarbejdere her og der. Hvis I nu også lige lukkede symfoniorkestret, DRs pigekor, Bigband – så er i PRÆCIS som alle de andre stationer, og så er I helt unødvendige at holde i live fra statens side. Så kan Murdoch og de andre bare komme og købe jer.

Vi vil ikke tabe en skid, for den kvalitet i leverer får vi tifold fra de andre.

Det er fint at I vil spare og leve op til en ny tids mediestrøm, og fint at I tager udviklingen alvorligt. Men jeg betaler faktisk for, at I tager udviklingen alvorligt ved at gøre det modsatte af alle andre – og det er den modstrøm, der berettiger det store statslige beløb.

Hver dag kommer vi tættere på en virkelighed, hvor borgerne er totalt ligeglade med hvilken løsning i vælger, da i er som alle de andre. Og så vokser modstanden mod licensen – med rette. Overlevelse er at gå nye veje – og slet ikke kopiere dem, der kan det i forvejen. Og da i sandhed slet ikke, når hele jeres grundlag bygger på et politisk pennestrøg, sat indirekte af vælgerne.

Gad vide om man kunne beholde underholdningsorkestret, hvis man ryddede op i de personer på DRs øverste etager, der ikke har visioner? Umiddelbart virker det som om der er meget at hente der…

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.