I en hule dybt inde i det Sorte Bjerg boede dragen Gorm. Alle troede, at Gorm brugte sin tid på at pudse sine skarpe kløer og øve sig i at sprutte med ild, så han kunne skræmme hele kongeriget. Men Gorm havde en hemmelighed, som kun de små skovmus kendte til.
Gorm hadede nemlig at skræmme folk. Hver gang han prøvede at se farlig ud, endte han med at ligne en, der havde fået en flue i øjet. Det, Gorm i virkeligheden elskede, var duften af nystegte pandekager. Han havde bygget sit eget lille køkken inde i hulen med en kæmpe pande, som han havde smedet af et gammelt ridderskjold. Mens de andre drager i nabolaget konkurrerede om, hvem der kunne brænde flest træer af, stod Gorm med sin hvide kokkehue og vendte pandekager i luften med en elegance, man aldrig ville tiltro en drage på fem tons.
En dag slap melet op, og Gorm blev nødt til at tage ned til landsbyen. Han var rædselsslagen, men sulten var større end frygten. Da han landede på markedspladsen, skreg folk og gemte sig bag deres boder. Gorm rømmede sig, men i stedet for ild kom der en lille sky af flormelis ud af hans næsebor. Han rakte forsigtigt en kæmpe bakke med lune pandekager frem. Landsbyens bager var den første, der turde smage, og han spærrede øjnene op. Det var de bedste pandekager i verden. Snart var Gorm ikke længere bjergets skræk, men byens officielle pandekage-drage, og han lærte alle, at man sagtens kan have store vinger og stadig have et hjerte, der banker for bagværk.
Nogle gange er det slet ikke meningen, at man skal være det, som alle andre forventer. Det kræver bare mod at bytte ilden ud med en paletkniv.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
