Der var engang en drage, der hed Gorm, som boede på toppen af det højeste, mest spidse bjerg i hele verden, men Gorm havde et problem, som de færreste drager har, for han følte sig overhovedet ikke som en drage indeni. Mens de andre drager brugte deres eftermiddage på at øve sig i at brøle så højt, at ruderne i landsbyen nede i dalen klirrede, eller på at pudse deres skarpe kløer mod de hårde klipper, sad Gorm bare og kiggede op på himlen med et drømmende blik i sine store, gule øjne. Han var nemlig slet ikke interesseret i at spy ild eller vogte over bunker af guld, som man alligevel kun fik ondt i ryggen af at sove på, for Gorm ville faktisk meget hellere være en sky, da han syntes, at de hvide, vatsvage væsener på himlen så ud til at have det meget sjovere, når de drev lydløst afsted uden at skulle skræmme nogen som helst.
Hans far, der var en stor, mørkerød drage med navnet Bulder, forstod det slet ikke og rystede på sit enorme hoved, så gnisterne fløj til alle sider, hver gang Gorm forsøgte at forklare sit ønske om at blive blød og luftig. Du er en drage, Gorm, og drager er skabt til at være tunge, varme og meget, meget farlige, sagde Bulder med en stemme, der lød som en tordenvejr i en tønde, men Gorm kunne ikke lade være med at øve sig, når de andre ikke kiggede, ved at puste sig helt op med luft og forsøge at gøre sine skæl så lyse og gennemsigtige som muligt. Han lærte sig selv at holde vejret så længe, at han næsten følte sig let nok til at slippe bjerget og bare drive væk med vinden, og han opdagede, at hvis han lukkede øjnene rigtig hårdt, kunne han næsten mærke, hvordan hans tunge krop blev forvandlet til en let og svævende tåge, der bare ville kramme verden i stedet for at brænde den.
En sommer blev det så varmt i dalen, at græsset blev helt gult, og blomsterne hang med hovederne, mens menneskene sukkede efter bare en lille smule skygge, for solen bagte ned fra en skyfri himmel dag efter dag uden pause. De andre drager elskede varmen og fløj rundt og lavede kunstflyvning, som kun gjorde det hele endnu varmere med deres varme vinger, men Gorm kunne se fra sit bjerg, hvordan børnene nede i landsbyen slet ikke orkede at lege, fordi der ikke var et eneste sted at søge ly for de skarpe stråler. Det var her, Gorm fik en idé, som var både modig og en lille smule mærkelig, for han vidste, at hvis han virkelig ville hjælpe, måtte han holde op med at lade som om, han var en farlig drage, og i stedet blive lige præcis det, han altid havde drømt om at være.
Han tog en enorm indånding, den største han nogensinde havde taget, og så sprang han ud fra bjerget, men i stedet for at baske vildt med vingerne, bredte han dem helt fladt ud og lod sig glide på de varme luftstrømme, mens han koncentrerede sig om at tænke på alt det bløde, hvide og kølige, han vidste. Langsomt, mens han dalede ned mod landsbyen, begyndte han at puste en fin, kølig vandtåge ud af næseborene i stedet for røg, og fordi han var så stor, bredte tågen sig som et kæmpe, hvidt tæppe, der lagde sig præcis mellem solen og landsbyens tage. Folk kiggede op og spærrede øjnene op, for de troede først, at en kæmpe sky pludselig var opstået ud af ingenting, men da de så Gorms glade ansigt kigge ned gennem den tynde tåge, forstod de, at det var den mærkelige drage fra bjerget, der havde bragt dem den skygge, de så desperat havde brug for.
De andre drager landede på klipperne og kiggede måbende på Gorm, der nu hang helt stille over landsbyen og lignede noget, der var halvt drage og halvt candyfloss, og for første gang i dragehistorien var der ingen, der grinede af ham, for de kunne se, hvor glade menneskene blev, og hvordan børnene pludselig begyndte at løbe og lege igen i den kølige skygge. Gorm følte sig for første gang helt rigtig, selvom han var helt anderledes, og han lærte den dag, at man ikke behøver at spy ild for at være stærk, og at man nogle gange gør den største forskel ved bare at turde være den bløde sky, man inderst inde ved, man er.
Læs næste eventyr: #32 – Den usynlige by i kælderen
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
