Malthe var ikke som de andre børn i vejen. Hans ben føltes som om, de var lavet af de mest spændstige stålfjedre, man kunne forestille sig, og hver gang han tog et skridt, endte han med at tage et lille hop i stedet.
De utrættelige ben og de store drømme
Hjemme i haven var der intet, der kunne holde Malthe nede. Mens de andre børn legede med biler eller tegnede med kridt på fliserne, brugte Malthe det meste af sin tid på at øve sig i at hoppe. Han startede med at hoppe over haveslangen, så over de lave buske, og snart kunne han med et enkelt sæt springe over havebordet uden overhovedet at røre kanten. Hans forældre kiggede tit ud af vinduet med en blanding af beundring og nervøsitet. De vidste, at deres søn havde en helt særlig gave, men de frygtede også, at han en dag ville hoppe så højt, at han glemte at komme ned igen.
Hver aften, når mørket faldt på, og stjernerne begyndte at titte frem over de danske hustage, sad Malthe ved sit vindue. Han kiggede op på månen, der hang deroppe som en stor, lysende lygte. Han synes altid, at månen så lidt ensom ud. Den hang der helt alene i det store, sorte rum, mens jorden nedenunder var fyldt med lys, mennesker og lyde. Malthe tænkte, at hvis han bare kunne hoppe lidt højere, så kunne han måske besøge den og fortælle den, at den slet ikke var glemt.
En aften var månen ekstra stor og rund. Det var fuldmåne, og lyset fra den var så kraftigt, at det lyste hele Malthes værelse op, selvom gardinerne var trukket for. Malthe kunne mærke en sitren i sine ben. Det var som om, fjedrene i hans knæ bad ham om at tage det største spring nogensinde. Han vidste, at i nat var natten, hvor han skulle prøve det umulige.
Det store spring mod nattehimlen
Malthe listede ud af sengen i sin stribede pyjamas. Han bevægede sig lydløst gennem det mørke hus, forbi de sovende forældre og ud gennem havedøren. Græsset var køligt og fugtigt af dug under hans bare fødder, og luften duftede af sommernat og kaprifolier. Han stillede sig midt på plænen, præcis der hvor månens lys ramte allerstærkest.
Han tog en dyb indånding. Han kunne mærke jorden under sig, men mest af alt kunne han mærke himlen over sig. Han bøjede dybt i knæene, indtil hans hænder næsten rørte jorden. Han lukkede øjnene et kort øjeblik og forestillede sig, at han ikke vejede mere end en mælkebøttefnug. Med et mægtigt brøl inde i sit hoved satte han af.
Verden forsvandt under ham på et splitsekund. Først passerede han toppen af det gamle egetræ i haven, hvor en lille ugle kiggede forvirret på ham med sine store, gule øjne. Så røg han forbi skorstenene på de omkringliggende huse, og snart var hele byen blot en lille klynge af funklende lys langt nede. Malthe mærkede ingen frygt. Han mærkede kun frihed. Luften blev køligere, jo højere han kom op, og stjernerne begyndte at skinne med et skær, han aldrig havde set før. De lignede små diamanter, der var spredt ud over et fløjlsklædt bord.
En rejse gennem stjernernes rige
Som han svævede højere op, begyndte tyngdekraften at slippe sit tag i ham. Han behøvede ikke længere at kæmpe for at komme opad; han flød nærmest gennem mørket. Han så en flok vildgæs, der fløj mod syd, og han vinkede til dem, mens han passerede. Gæssene baskede overrasket med vingerne, for det var ikke hver dag, de mødte en lille dreng i pyjamas i deres flyvehøjde.
Månen kom tættere og tættere på. Den var ikke bare en lille hvid skive længere. Den var enorm. Malthe kunne se de store sletter og de dybe kratere, som lignede ansigter og figurer, hvis man kiggede rigtigt efter. Hele månens overflade glimtede som sølv, og en mild varme strålede fra den, stik imod hvad Malthe havde lært i skolen om, at rummet var iskoldt.
Han indså, at månen ikke var en kold sten, men et magisk sted fyldt med minder fra alle de drømme, børn på jorden havde sendt op til den gennem tiderne. Han kunne høre svage lyde af latter og vuggeviser, der ekkoede mellem kraterne. Malthe rettede sig op i luften. Han ville ikke bare lande på månen; han ville gøre det, han var bedst til. Han ville hoppe over den.
Med et elegant sving og en lille rotation i luften fløj han i en perfekt bue hen over den lysende månekant. Mens han var lige over den, kunne han mærke et blødt strejf af sølvstøv mod sine kinder. Månen smilede til ham. Ikke med en mund, men med en følelse af taknemmelighed, der fyldte hele Malthes krop. Han havde vist, at med mod og de rigtige ben, er der ingen grænser for, hvor langt man kan nå.
Hjemturen og det magiske støv
Efter det store hop begyndte turen tilbage mod jorden. Det var som at glide ned ad en usynlig rutsjebane lavet af månestråler. Malthe kiggede ned og så Danmark brede sig ud under sig. Det lignede et lille puslespil af marker, skove og byer, der alle sov trygt under nattens tæppe. Han styrede mod sin egen have, og jo tættere han kom på græsset, jo langsommere dalede han.
Han landede så blødt, at ikke engang duggen på græsstråene blev rystet af. Han stod et øjeblik og pustede ud, mens han kiggede op på månen en sidste gang. Den blinkede til ham, før den gemte sig bag en let sky. Malthe mærkede sit tøj. Hans pyjamas, der før var almindelig blå og hvid, glimtede nu med et fint lag stjernestøv. Det lyste op i mørket og gjorde ham til det mest lysende barn i hele kvarteret.
Han listede tilbage ind i huset og sneg sig op i sin seng. Da han lagde hovedet på puden, føltes hans ben stadig spændstige, men på en god og rolig måde. Han vidste nu, at selv de højeste mål og de mest ensomme steder kan nås, hvis man bare har hjertet med og tør sætte af fra jorden.
Næste morgen, da Malthes mor kom ind for at vække ham, undrede hun sig over, hvorfor der lå en lille smule sølvglimmer på lagnet, og hvorfor Malthe sov med det største og mest tilfredse smil, hun nogensinde havde set. Men Malthe sagde intet. Han vidste, at nogle eventyr er bedst, når man gemmer dem indeni, som en lille hemmelighed om, hvad man kan opnå, når man tør bruge sine fjedre-ben.
Læs næste eventyr: Den fortryllede fløjte i den grønne dal
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
