I byen Farveløse-Hverdag var intet nogensinde det samme to dage i træk. Hver morgen når solen stod op, skiftede alt i hele byen farve, så ingen vidste, om græsset ville være lilla eller deres hoveddør ville være prikket med guld.
I hjertet af en by, der lignede en blanding af en gammel dansk købstad og en kasse væltede farvekridt, boede en dreng, der hed Buster. Buster var en helt almindelig dreng, men han boede et sted, hvor intet var almindeligt ret længe ad gangen. Byen hed Farveløse-Hverdag, hvilket var et mærkeligt navn, for den var alt andet end farveløs. Navnet kom fra gamle dage, hvor folk var så trætte af, at farverne hele tiden hoppede rundt, at de drømte om en dag, hvor tingene bare blev stående i deres rigtige nuancer.
Hver eneste nat, når alle sov, sneg farverne sig nemlig ud af deres ting. Den røde farve slap taget i brandbilen, den blå gled væk fra borgmesterens hat, og den gule sivede ud af alle mælkebøtterne. De mødtes på byens torv, dansede en vild nattefest, og når vækkeurene ringede næste morgen, skyndte de sig at finde et nyt sted at bo. Derfor kunne Buster vågne op og opdage, at hans morgenmadshavregryn var blevet neongrønne, mens hans trofaste hund, Plet, nu var dækket af lyserøde stjerner.
Folkene i Farveløse-Hverdag var blevet vant til det. De kiggede bare ud af vinduet og sagde: “Nå, i dag er himlen vist ternet,” eller “Husk nu, at postkassen er den, der er stribet med sølv i dag.” De fulgte bare med strømmen. Men Buster var begyndt at blive lidt træt af det. Han følte, at hvis alt hele tiden skiftede, så var der aldrig noget, der rigtig var ens eget.
En tirsdag morgen – hvor alle træerne i parken var blevet gennemsigtige som glas – besluttede Buster sig for, at han ville have noget, der aldrig skiftede. Noget, der var hans helt eget, uanset hvor meget farverne dansede om natten. Han ville male sin cykel. Men ikke bare i en farve, de allerede havde i byen. Nej, han ville finde en farve, der slet ikke fandtes endnu.
“Det kan man ikke,” sagde hans nabo, Hr. Grå (som i dag var helt orange i ansigtet). “Alle farverne er her allerede. Vi har dem alle sammen. De flytter bare rundt. Du må bare vente på, at din cykel bliver en pæn farve i morgen.”
Men Buster rystede på hovedet. Han vidste, at et sted derude, gemt mellem tankerne og drømmene, måtte der findes en farve, som farve-festen på torvet havde glemt alt om. Han tog sin gamle trækvogn og drog ud på en ekspedition i sin egen baghave og ud mod den store skov, hvor farverne nogle gange gemte sig i skyggerne.
Buster ledte hele dagen. Han prøvede at blande lyden af en glad barnelatter med duften af nybagte pandekager, men det blev bare til en lidt klistret grød. Han prøvede at fange glimtet i et øje, der smiler, og røre det sammen med den kølige fornemmelse af at stikke tæerne i en bæk. Han fandt mange flotte ting, men ingen af dem var en ny farve.
Da solen begyndte at gå ned, og himlen forberedte sig på at blive… tja, hvem ved hvad… satte Buster sig på en gammel sten. Han var lidt modløs. Men så så han noget. Lige i det øjeblik, hvor dag bliver til nat, findes der et lille sekund, hvor alt står stille. Buster lukkede øjnene og tænkte på alt det, han var indeni. Han tænkte på, hvordan det føltes at være helt sig selv, selv når alle andre bare lignede det, som dagen dikterede.
Han tænkte på modet til at sige nej, glæden ved at løbe stærkt og varmen fra et kram. Da han åbnede øjnene, så han det. På bunden af hans medbragte malerbøtte lå der nu en klat maling, som han aldrig havde set før. Den var ikke blå, ikke rød, ikke grøn. Den lignede lidt det sølvskær, man ser på vandet, men blandet med varmen fra en pejs og dybden i en stjernehimmel. Det var “Selv-farven”.
Buster skyndte sig hjem. Mens hele byen lagde sig til at sove, og farverne så småt begyndte at slippe deres tag i husene for at gøre klar til nattefesten, malede Buster sin cykel. Han malede hver en eger, styret og det lille ringbind bagpå. Da han var færdig, lyste cykelstellet med den mest mærkværdige, smukke og ubeskrivelige glød.
Næste morgen vågnede byen op til en eksplosion af prikker. Alt var prikket. Husene var hvide med sorte prikker, bilerne var gule med blå prikker, og selv borgmesterens skæg var dækket af små, lilla prikker. Folk kom ud af deres huse og grinede over, hvor fjollede de så ud.
Men så kom Buster kørende.
Han kom susende på sin cykel, og alle stoppede op. De glemte helt at kigge på deres egne nye prikker. Busters cykel var nemlig ikke prikket. Den var præcis den samme farve, som han havde malet den aftenen før. Farverne på torvet havde forsøgt at hive fat i den om natten, men de kunne ikke få fat. De kendte ikke denne nye farve, og derfor kunne de ikke flytte den.
“Hvad er det for en farve?” råbte Hr. Grå (som i dag var hvid med grønne prikker).
“Det er min egen,” svarede Buster og ringede med klokken. “Den findes kun, fordi jeg har fundet på den.”
Folkene i byen stirrede. Nogle syntes, det var mærkeligt. Andre syntes, det var irriterende, at Buster ikke lignede alle de andre i “prikke-dagen”. Men inderst inde kunne de allesammen mærke en lille kildren. For første gang i mange år fik de lyst til selv at finde en lille ting – måske bare en sko eller en kaffekop – og give den en farve, som de selv havde opfundet.
Buster kørte videre ud i verden. Han vidste nu, at selvom hele verden skifter ansigt hver eneste dag, og selvom alle andre bare gør det, som strømmen siger, så kan man altid finde sin helt egen farve, hvis man bare tør kigge de rigtige steder hen.
Og den farve? Den sidder fast. Ligesom det man har i hjertet.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #23 – Dragen der hellere ville bage boller]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
