Højt mod nord, hvor vinteren normalt bed sig fast i måneder, boede en lille dreng ved navn Villum. Villum elskede lyden af biernes summen og duften af nyslået græs så højt, at han besluttede sig for at finde vejen til den evige sommer.
I Villums landsby vidste alle, at årstiderne skiftede, som vinden blæste, men Villum kunne ikke slippe tanken om, at et sted derude måtte solen altid skinne. Han pakkede en lille taske med tørrede æbler og en kande kildevand og begav sig ud på de støvede stier, mens de første gule blade begyndte at falde fra træerne. Han mødte en gammel hare, der sad i kanten af en mark og pudsede sine ører. Haren fortalte ham, at sommeren ikke er et sted, man rejser til, men noget man bærer i hjertet, når frostvejret bider. Men Villum var stædig og fortsatte sin vandring mod syd, hvor horisonten altid glødede af guld.
Efter mange dages vandring nåede han en dal, hvor solsikkerne var højere end huse, og hvor luften altid sitrede af varme. Her stod tiden stille. Folkene i dalen smilede altid, men de glemte også at sove, for solen gik aldrig ned. Villum satte sig i det varme græs og nød varmen på sine kinder. Men som dagene gik, begyndte han at savne noget. Han savnede spændingen ved det første snefnug og den hygge, der opstår, når man tænder stearinlys indendørs, mens stormen raser udenfor. Han opdagede, at uden mørket og kulden mistede den evige sommer sin magi, fordi der ikke var noget at glæde sig til.
Villum rejste hjem igen, netop som den første rimfrost lagde sig over hans mors køkkenhave. Han havde ikke fundet en evig sommer til landsbyen, men han havde fundet roen i, at alt har sin tid. Nu vidste han, at varmen smager bedst, når man har frosset en lille smule først.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
