Forestil dig et land, hvor skyggerne aldrig er kolde, og hvor solen aldrig går helt i seng. Her er sommeren ikke bare en årstid, men en evig legekammerat for alle, der tør tro på lyset og lade fantasien spire.
Vejen til den gyldne dal
Langt bagefter de højeste bjerge og gemt bag de tykkeste skyer findes en dal, som kun få har set, men som mange har drømt om. Den kaldes for Solens Dal, og her er det altid midt på dagen i juli. Græsset er altid saftiggrønt, og de vilde blomster dufter så kraftigt af honning og frihed, at man bliver helt let om hjertet bare ved at trække vejret. I denne dal boede en lille pige ved navn Mia og hendes bedste ven, Villum. De vidste ikke, hvad en flyverdragt var, og de havde aldrig set en vante. For i deres verden var luften altid som et varmt knus fra en bedstemor.
Mia og Villum brugte deres dage på at udforske de hemmelige stier, der snoede sig mellem de store bøgetræer. Men det var ikke almindelige træer. Bladene var lavet af det fineste smaragdgrønne lys, og når vinden suser gennem kronerne, lød det som lyden af små klokker, der ringede om kap. De voksne i dalen passede deres haver med solstråler i stedet for vand, og hver morgen kunne man se dem “høste” dagens lys i store kurve, så de havde noget at lune sig på, hvis en lillebitte sky skulle finde på at kigge forbi.
Men det bedste af det hele var ikke blomsterne eller de varme vinde. Det var selve sollyset. I Solens Dal var lyset nemlig ikke bare noget, man så med øjnene. Det var noget, man kunne røre ved. Når solen stod højest, faldt strålerne ned til jorden som lange, glitrende tråde af guld, og hvis man var hurtig og forsigtig nok, kunne man fange dem.
Legen med de vilde solstråler
En eftermiddag, hvor luften var ekstra fyldt med duften af nyslået græs og søde jordbær, besluttede Villum og Mia sig for at lave noget helt særligt. De ville fange nok solstråler til at bygge en bro over den lille bæk, der løb gennem midten af dalen. Bækken var ikke fyldt med almindeligt vand, men med smeltet sølv, der klukkede glad, hver gang en fisk hoppede op for at snappe efter en lysflue.
“Se, Mia!” råbte Villum og rakte hænderne op mod himlen. En tyk, gylden stråle dalede langsomt ned, og han fangede den mellem sine håndflader. Den føltes som varmt silke og kildede helt ud i fingerspidserne. Han begyndte at rulle strålen sammen som et garnnøgle, mens Mia samlede hvide margueritter og blå kornblomster. Hun havde fundet ud af, at hvis man vævede solstrålerne ind i blomsterne, blev de ved med at lyse, selv når man gik ind i skyggen af de store træer.
De sad i græsset i timevis og arbejdede. De flettede og vævede, og snart havde de lavet de smukkeste kroner af rent lys. Da de satte dem på hovedet, følte de sig som konger og dronninger af sommeren. Det var en leg, der aldrig blev kedelig, for solstrålerne skiftede farve alt efter, hvad man tænkte på. Hvis man tænkte på en lækker is, blev strålen lyserød og duftede af vanilje. Hvis man tænkte på at løbe stærkt gennem skoven, blev den lyseblå og knitrede af energi.
Landsbyen hvor husene synger
Da sulten begyndte at melde sig, vandrede de to venner tilbage mod deres landsby, Lyshusene. Husene her var ikke bygget af mursten og beton, men af hvide sten, der var poleret af flodens vand, og dækket af klatreroser, der aldrig tabte deres kronblade. Hvert hus havde sin egen lille melodi. Når solen ramte de mange vinduer, sang glasset en svag, beroligende sang, der fik alle i landsbyen til at smile og bevæge sig i en rolig rytme.
I Lyshusene var der ingen travlhed. Man kunne ikke komme for sent til noget, for tiden opførte sig anderledes i den evige sommer. Urene havde ingen visere, men viste i stedet billeder af ting, man kunne lave: en kurv med frugt betød frokost, og et billede af en sommerfugl betød tid til leg. Mia og Villum løb hen til det store torv, hvor alle landsbyens beboere var samlet. Her var der dækket op til den daglige sommerfest, som de holdt hver eneste dag, bare fordi de var glade for det gode vejr.
Bordene bugnede af mad, som man kun finder i eventyr. Der var kager bagt på solvarme og honning fra de flinkeste bier i verden, og kanderne var fyldt med saftevand, der smagte af alle de bær, man bedst kunne lide, på én gang. Men det mest fantastiske var solfrugterne. De lignede små, gennemsigtige appelsiner, men indeni glødede de som små lanterner. Når man tog en bid, bredte en varme sig i hele kroppen, og man fik lyst til at hoppe og danse hele vejen til månen og tilbage igen.
En middag under den varme himmel
“Prøv denne her,” sagde Villum og rakte Mia en lysende frugt, der glimtede i alle regnbuens farver. Mia tog en bid og grinede højt. “Den smager af solskin og ferie!” udbrød hun. Omkring dem sad naboer og venner og fortalte historier om de mærkeligste ting, de havde set i udkanten af dalen. Nogle talte om skyer, der lignede elefanter, og andre fortalte om bjerge, der kunne flytte sig, hvis man sang den rigtige sang for dem.
Der var en helt særlig ro over selskabet. I en verden, hvor det altid er sommer, findes der ingen bekymringer om regnvejr eller mørke vintre. Man ved, at i morgen er præcis lige så varm og lys som i dag. Det gav børnene i dalen en helt særlig ro i øjnene. De vidste, at der altid var tid nok til at lege færdig, tid nok til at bygge huler af sollys og tid nok til at være sammen med dem, man holdt af.
Da de havde spist sig mætte i de magiske frugter og drukket den sidste dråbe af den glitrende saftevand, lagde de sig alle i det bløde græs. De kiggede op på den store, gyldne sol, der stod som en beskyttende vagt over deres verden. De vidste, at så længe de blev ved med at lege og være gode ved hinanden, ville solen aldrig holde op med at skinne.
Den fløjlsbløde nat der aldrig er mørk
Selvom det altid var sommer, havde dalen alligevel en form for nat. Men det var ikke en nat, man kunne blive bange for. Når det var tid til at hvile sig, skiftede himlen farve fra den klare blå til en dyb, fløjlsblød lilla og brændende orange. Solen gik ikke ned bag horisonten, men gemte sig bag en blid, lysende tåge, der lagde sig som et lunt tæppe over landskabet.
Blomsterne i græsset begyndte at lyse svagt, som om de havde gemt dagens lys indeni sig, og luften blev fyldt med de fineste små sølvstøvskorn, der glitrede som stjerner tæt på jorden. Det var den tid på døgnet, hvor alt blev stille, og hvor selv bækken dæmpede sin klukken. Mia og Villum fandt deres små senge, der var lavet af de blødeste skyer, man kunne tænke sig.
De lå og kiggede ud ad vinduet på de lysende blomster og mærkede den varme vind, der stadig strøg dem over kinderne. De vidste, at i morgen ville de vågne op til endnu en dag med solstråle-leg og gyldne eventyr. I Solens Dal var drømmen om den evige sommer nemlig ikke bare en drøm, men en virkelighed, man kunne vågne op til hver eneste dag. Og med den tanke i hovedet lukkede de øjnene, mens de stadig kunne mærke varmen fra den sidste solstråle, de havde gemt i deres håndflader.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den forsvundne skygge
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
