Egernet Emil var skovens ubestridte mester i at gemme forråd, men da vinterens første sne lagde sig over de krogede grene, opdagede han til sin skræk, at hans hukommelse var gået i dvale længe før ham selv. Tag med på en magisk rejse gennem den rimfrostklædte skov, hvor glemte skatte og nye venskaber venter under den hvide dyne.
Egernet Emil var ikke et helt almindeligt egern. Han var, efter eget udsagn, verdensmester i logistik og opbevaring. Mens de andre egern i den store, dybe skov bare gravede deres nødder ned tilfældige steder og håbede på det bedste, havde Emil et system. Han gemte hasselnødder under de rødbrune blade ved den gamle sten, han kilede valnødder fast i barkens revner på den østlige side af bøgetræerne, og han havde et hemmeligt lager af bog dybt inde i en hul stub, som kun han kendte til. Han var så grundig, at han ofte brugte hele eftermiddage på at flytte sine nødder fra ét sikkert sted til et endnu sikrere sted. Han var en sand kunstner i at gemme ting for sig selv.
Men en morgen vågnede Emil i sin lune rede højt oppe i granens top, og verden var forandret. Den velkendte duft af fugtig muld og visne blade var erstattet af en skarp, ren kulde. Da han stak snuden ud af reden, var alt hvidt. Sneen var faldet lydløst i løbet af natten og havde lagt et tykt, glitrende tæppe over hele skoven. Det så fortryllende ud, som om nogen havde drysset flormelis over hver eneste gren og sten. Men for Emil var det et mareridt. Hans system var væk. Den gamle sten var nu bare en hvid bule, barkens revner var fyldt med is, og den hule stub var begravet under en snedrive, der lignede en kæmpe marengs.
Emil mærkede en lille rumlen i sin mave. Det var på tide med morgenmad, men uanset hvor meget han kradsede i sneen, lignede det hele hinanden. Han hoppede febrilsk fra gren til gren, mens hans buskede hale vippede uroligt bag ham. Hvor var de nødder, han havde brugt hele efteråret på at samle? Han kunne huske følelsen af dem i sine poter, men han kunne ikke huske, hvor i alverden han havde gjort af dem.
Den kloge ugle i det store egetræ
Emil indså hurtigt, at han havde brug for hjælp. Han satte kursen mod Det Store Egetræ, hvor skovens klogeste beboer, uglen Ulla, holdt til. Ulla havde set det meste og vidste næsten alt, hvad der var værd at vide om skovens hemmeligheder. Da Emil nåede frem, sad hun på en gren, der var dækket af et fint lag rimfrost. Hendes store, gule øjne lyste bag et par indbildte briller, og hun så ud, som om hun var midt i en meget vigtig tanke.
Ulla lyttede tålmodigt, mens Emil forklarede sit problem med rystende stemme. Han fortalte om sit fantastiske system, om de flyttede nødder og om den uretfærdige sne, der havde slettet alle hans landemærker. Ulla blinkede langsomt med det ene øje. Hun vidste godt, at Emil var lidt for god til at gemme ting. Nogle gange gemmer man ting så godt, at selv tanken om dem bliver væk, sagde hun med en dyb, beroligende stemme. Verden forandrer sig, Emil, og hvis man kun stoler på sit eget hoved, kan man let fare vild i sit eget system.
Hun rådede ham til ikke at lede efter de specifikke steder, han havde glemt, men i stedet kigge på skoven med nye øjne. Prøv at tænke som en, der ikke har gemt noget, foreslog hun. Hvor ville nødderne gerne være, hvis de selv måtte vælge? Emil forstod ikke helt, hvad hun mente, men han takkede høfligt og hoppede videre. Han følte sig stadig sulten, men uglen havde givet ham en lille gnist af håb. Måske lå løsningen ikke i at huske fortiden, men i at forstå nutiden.
Rævens listige råd
Længere inde i skoven mødte Emil ræven Frede. Frede var kendt for sin skarpe lugtesans og sin evne til altid at finde vej, selv i den tætteste tåge. Han stod midt i en lysning, og hans røde pels strålede om kap med den lave vintersol. Da han så Emil, lagde han hovedet på skrå og vippede med ørerne. Du ser lidt pjusket ud, lille ven, sagde Frede og smilede, så man kunne se hans hvide tænder. Har du mistet noget, eller er det bare vinteren, der driller dig?
Emil forklarede sin situation for ræven. Frede grinede en lille smule, men det var ikke ondt ment. Du bruger for meget energi på at tænke, Emil. Din snude ved mere end dit hoved i dag. Sneen dækker for øjnene, men lugten af en god hasselnød kan trænge gennem selv det tykkeste islag, hvis man bare tager sig tid til at snuse rigtigt efter. Frede lærte Emil, hvordan man holder snuden tæt til sneen og leder efter de små, søde dufte af efterår, der gemmer sig dernede.
De to følges ad et stykke tid, og Frede viste Emil, hvordan vinden altid samler sneen på en bestemt måde omkring træernes rødder. Det er ikke tilfældigt, hvor sneen lægger sig, forklarede ræven. Hvis du ved, hvordan vinden blæser, ved du også, hvor dine gemmesteder er blevet dækket til. Det var en helt ny måde for Emil at se skoven på. Han begyndte at forstå, at alt i naturen hang sammen – vinden, sneen, træerne og de nødder, han så desperat ledte efter.
Musens varme hjem under jorden
Efter at have sagt farvel til Frede, blev Emil ledt af sin snude mod en lille bakke. Her duftede der ikke bare af nødder, men også af noget andet – noget varmt og rart. Han gravede forsigtigt hul i en snedrive og stødte pludselig på en lille dør lavet af sammenflettede kviste. Da han bankede på, blev døren åbnet af musen Mia. Hun bar et lille, strikket tørklæde og inviterede ham straks indenfor i sin hyggelige jordhule.
Inde hos Mia var der varmt og tørt. Væggene var foret med blødt mos, og der stod små møbler lavet af agernskaller og pinde. Mia serverede en lille kop varm hyldebærsaft til Emil. Jeg har set dig hele efteråret, Emil, sagde hun og smilede mildt. Du havde så travlt med at gemme nødder, at du helt glemte at se, hvem der boede ved siden af dig. Emil følte sig lidt flov. Han havde været så optaget af sit system, at han slet ikke havde lagt mærke til den lille mus.
Mia fortalte, at hun faktisk havde fundet nogle af de nødder, Emil havde tabt i sin iver. Jeg har gemt dem til dig, for jeg tænkte nok, at sneen ville gøre det svært for dig at finde vej, sagde hun. Emil blev rørt over hendes godhed. Han indså, at mens han havde forsøgt at sikre sig selv ved at gemme alt væk, havde han glemt vigtigheden af at være en del af et fællesskab. I Mias lille hule lærte han, at sikkerhed ikke kun handler om store lagre af mad, men om at have naboer, der holder øje med én, når man selv mister overblikket.
Den største skat er den, man deler
Med fornyet energi og en mave, der ikke længere knurrede helt så højt, takkede Emil Mia for gæstfriheden. Han tog en lille pose nødder med sig, som Mia havde insisteret på, at han skulle have. Men Emil havde lært lektien. I stedet for at skynde sig tilbage til sin egen rede for at spise dem alene, besluttede han sig for at gøre noget helt andet. Han ville bruge Fredes råd om vinden og Ullas råd om at se med nye øjne til at finde resten af sine forråd – ikke kun til sig selv, men til alle sine venner.
Han fandt den store sten, den hule stub og de hemmelige revner i barken. Det viste sig, at når man ikke leder med stress i kroppen, husker man meget bedre. Emil samlede nødderne sammen, og snart havde han en imponerende bunke. Men i stedet for at gemme dem igen, inviterede han Ulla, Frede og Mia til en stor vinterfest ved den hule log, der lå i læ for vinden.
Der blev dækket op med nødder, bær og tørrede rødder. Skovens dyr sad sammen og delte historier, mens sneen fortsatte med at falde udenfor. Emil kiggede rundt på sine venner og mærkede en varme i brystet, som ingen bunke nødder nogensinde havde kunnet give ham. Han havde måske glemt, hvor han gemte vinteren, men han havde fundet noget meget vigtigere: Han havde fundet ud af, at glæden ved at give er langt større end frygten for at mangle.
Da festen var slut, og månen lyste sølvagtigt over den hvide skov, kravlede Emil op i sin rede. Han var stadig et egern, der elskede nødder, og han ville sikkert stadig gemme et par stykker til i morgen. Men han vidste nu, at uanset hvor meget sne der faldt, og uanset hvor meget han glemte, så var han aldrig alene i den store, forunderlige skov. Han lukkede øjnene og faldt i søvn til lyden af vindens susen i granerne, mens han drømte om næste efterår, hvor han ville huske at gemme nødderne sammen med sine venner.
Læs næste eventyr: Silke og kufferten der var større indeni end udenpå
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
