I den lille by Tandhjuls-købing, hvor alt tikkede og takkede helt præcist, boede Elias, der elskede ting, som var gået lidt i stykker. En dag fandt han noget helt særligt gemt under en bunke gamle fjedre og glemte visere.
Tandhjuls-købing var ikke som andre byer, for her var husene formet som store ure, og vejene var lavet af glitrende messingskinner, der altid førte folk præcis derhen, hvor de skulle være til tiden. Alle i byen gik i takt, og hvis en dør knirkede det mindste, kom byens smører med sin store oliekande med det samme for at fjerne lyden. Elias var dog anderledes. Han havde altid lommerne fulde af skruer, møtrikker og små stykker metal, som andre havde smidt ud. Han syntes nemlig, at ting, der var lidt slidte, havde meget mere at fortælle end de nye og skinnende.
En eftermiddag, da Elias sneg sig ind på det store skrotloft bag rådhuset, så han en mærkelig form under en støvet presenning. Da han løftede klædet, kom et par store, matte øjne til syne. Det var en robot, men ikke en af de smarte, nye modeller, der kunne lave pandekager eller støvsuge i søvne. Denne robot var lavet af mørkt kobber, og dens led var dækket af et fint lag rødbrun rust. Elias rørte forsigtigt ved dens arm, og med et højt “knirk-brak-pling” bevægede robotten sig en lille smule. Den så frygtelig ensom ud, og Elias besluttede sig for, at den skulle have et navn. Han kaldte den Brumle, fordi dens motor lød som en lille, træt humlebi, der forsøgte at finde vej hjem.
Elias brugte mange dage på at rense Brumle for støv og spindelvæv. Han fandt sin største skruenøgle frem og strammede de løse bolte, men han passede meget på ikke at fjerne rusten på robottens mave. Han syntes faktisk, at det lignede et hemmeligt landkort over glemte eventyr. Da Elias endelig fik gang i Brumle, viste det sig, at robotten overhovedet ikke kunne finde ud af at gå i takt. Når alle andre i Tandhjuls-købing tog et skridt med højre ben, tog Brumle to små hop med det venstre og lavede en mærkelig fløjte-lyd med sin skorsten. Folk i byen stoppede op og rystede på hovedet. De mente, at en robot, der ikke kunne gå i takt, var en fejl, der burde sendes tilbage til skrotloftet med det samme.
Men Elias var ligeglad. Han opdagede nemlig noget, som de andre ikke så. Brumle var måske ikke god til at holde takten, men han var verdensmester i at finde ting. Hvis en lille pige havde mistet sin glaskugle, kunne Brumle lugte sig frem til den bag en gammel skorsten. Hvis postbudet havde glemt et brev, kunne Brumle høre det rasle nede i en dyb kloakrist. Og vigtigst af alt, så kunne Brumle spille musik. Hans rustne led knirkede ikke bare; de sang. Når han bevægede armene, lød det som en gammel cello, og når han rystede på hovedet, ringede det som små sølvklokker.
En aften, da byens store tårnur pludselig gik i stå, blev der helt stille i Tandhjuls-købing. Alle stod som forstenede, for uden urets tikken vidste ingen, hvad de skulle gøre. De voksne løb forvirrede rundt med deres oliekander, men intet hjalp. Elias tog Brumle i hånden og førte ham op i det højeste tårn. Brumle kiggede på de enorme tandhjul, der sad fast. Han prøvede ikke at tvinge dem i gang, men i stedet begyndte han at danse sin mærkelige hop-hop-dans. Hans knirkende sange og fløjte-lyde fyldte tårnet, og vibrationerne fra hans rustne krop fik de store hjul til at ryste. Pludselig gav det et kæmpe ryk, og turet begyndte at gå igen – men nu med en helt ny og meget sjovere rytme.
Siden den dag blev der aldrig mere talt om at sende Brumle tilbage til skrotloftet. Byen lærte, at man ikke behøver at være skinnende og perfekt for at være værdifuld. Nogle gange er det netop de skæve hop og de rustne knirk, der får verden til at køre bedst. Elias og Brumle sad tit ved havnen og kiggede på stjernerne, mens Brumle spillede en lille godnatsang med sine albuer, og Elias vidste, at han havde fundet sin allerbedste ven i hele den tikkende verden.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Den flyvende tekopper og de forsvundne småkager]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
