Langt ude i den dybe skov findes en mand, der passer på alle verdens gode idéer. Ella opdager, at skovens lys brænder svagt, og sammen med lygtemanden må hun finde tilbage til barnets magiske blik for at redde lyset.
Der var engang en lille pige, der hed Ella. Ella var ikke som de fleste andre børn, for hun havde det, som hendes bedstefar kaldte for “stjernestøv i øjnene“. Det betød ikke, at hun havde fået noget i øjet, men derimod at hun kunne se ting, som voksne for længst havde glemt eksisterede. Hun kunne se, hvordan vinden legede tagfat med bladene, og hun kunne høre, hvad de gamle egetræer hviskede om natten, når alle andre sov. Hendes hus lå lige i udkanten af en skov, som folk i byen kaldte for Den Mørke Skov. De voksne sagde altid, at man skulle holde sig væk, for der var intet andet end skygger og grene, der kradsede. Men Ella vidste bedre. For hende var skoven ikke mørk; den var bare fuld af hemmeligheder, der ventede på at blive opdaget.
En aften, hvor månen hang som en stor, lysende osteskive på himlen, sad Ella i sin vindueskarm og kiggede ud. Hun lagde mærke til noget mærkeligt. Dybt inde i skoven glimtede et lille, orange lys. Det var ikke et almindeligt lys som fra en lommelygte eller en lygtepæl. Det dansede og hoppede, som om det var i live. Uden at tænke sig om to gange, smuttede Ella i sine gummistøvler, trak sin varme trøje over hovedet og listede ud af bagdøren. Græsset var vådt af dug, og luften duftede af gran og eventyr. Da hun trådte ind under de første træer, føltes det, som om skoven bød hende velkommen med et lunt pust.
Jo længere Ella gik, desto tydeligere blev lyset. Hun mærkede ikke kulden eller mørket, for hendes nysgerrighed brændte som et lille bål i hendes mave. Pludselig kom hun til en lysning, hun aldrig havde set før. Midt i lysningen stod et træ, der var så stort, at dets krone lignede et helt slot af blade. Og dér, ved foden af træet, sad en skikkelse. Det var en meget høj og meget tynd mand med en frakke, der var så lang, at den slæbte hen ad jorden. Men det mest fantastiske var, at frakken var dækket af hundredvis af små, glitrende lygter. De hang fra knapperne, fra lommerne og endda fra hans lange, hvide skæg.
Det må være lygtemanden, tænkte Ella og trådte forsigtigt frem. Manden kiggede op, og hans ansigt var fyldt med rynker, der lignede små stier på et kort. Men hans øjne var ikke gamle. De strålede med den samme gnist, som Ella havde i sine egne. Han smilede til hende, men smilet var lidt sørgeligt. Han holdt en lille lygte i hånden, men flammen indeni var så svag, at den næsten var gået ud. Han pustede forsigtigt på den, men intet skete.
Hvem er du? spurgte Ella med en stemme, der var lille, men modig. Manden rettede sig op, og lygterne på hans frakke klirrede som små kirkeklokker. Jeg er lygtemanden, svarede han med en stemme, der lød som raslende blade. Jeg tænder lysene her i skoven. Men det er ikke almindelige lys, lille ven. Hver gang et barn får en rigtig god idé, eller hver gang en drøm bliver født i et lille hoved, så tændes der en lygte her hos mig. Skoven lever af barnesindets lys. Men se dig omkring, Ella. Verden er ved at blive så alvorlig og travl, at idéerne visner, før de overhovedet bliver tænkt færdige. De voksne siger til børnene, at de skal være fornuftige, og så holder de op med at forestille sig det umulige. Og når de gør det, går mine lygter ud.
Ella så sig omkring, og nu opdagede hun, at mange af lygterne i skovbunden og oppe i træerne var mørke. Det var derfor, folk kaldte det Den Mørke Skov. Det var ikke, fordi der ikke var lys, men fordi menneskene havde glemt at tænde det. Hun mærkede et stik i hjertet. Hun tænkte på alle de gange, hun havde fået at vide, at hun ikke skulle dagdrømme, eller at hendes tegninger af flyvende fisk var fjollede. Det er jo forfærdeligt, sagde hun. Vi må gøre noget. Jeg har masser af idéer. Jeg tænker tit på, hvordan det ville være, hvis skyerne var lavet af candyfloss, eller hvis man kunne tale med myrerne.
I det øjeblik Ella sagde det, blussede den lille lygte i lygtemandens hånd op. Den lyste med et kraftigt, lyserødt skær, og snart begyndte andre lygter på hans frakke at vågne. Lygtemandens øjne lyste op. Du har ret, Ella! Du bærer barnets lys i dig. Men jeg kan ikke gøre det alene. Jeg har brug for en som dig til at hjælpe mig med at finde de glemte steder i skoven, hvor mørket har fået overtaget. Hvis vi ikke får tændt lygterne i nat, vil skoven blive sort for evigt, og så vil ingen børn nogensinde kunne drømme her igen.
De to begav sig ud på en rejse gennem skoven, der føltes meget længere end en nat. De besøgte Den Hviskende Bæk, hvor vandet plejede at fortælle vittigheder til fiskene, men nu var vandet helt stille og gråt. Ella satte sig på hug ved bredden og lukkede øjnene. Hun forestillede sig, at vandet ikke var vand, men flydende stjerneskin, der kildede bunden af bækken. Hun begyndte at nynne en sang, hun selv havde fundet på, og pludselig begyndte vandet at boble og gnistre. En lygte på en gren over bækken tændte med et blødt, blåt lys, og bækken begyndte at grine igen.
De fortsatte til Hvorfor-træet, et gammelt træ, der førhen havde været dækket af spørgsmålstegn, fordi børn altid kom derhen for at spørge om alt muligt. Nu hang træets grene tungt, fordi ingen længere stillede de skøre spørgsmål som “Hvorfor er himlen blå?” eller “Hvorfor kan hunde ikke spille trompet?”. Ella lagde sin hånd på den ru bark. Hun spurgte højt ud i luften: Hvorfor kan træer ikke danse, når det blæser? Og hvorfor smager regndråber ikke af jordbær? Træet rystede sig, som om det vågnede af en tung søvn, og hundreder af små, gule lygter sprang ud mellem bladene som lysende blomster.
Lygtemanden smilede og rettede sin lange ryg. For hver gang Ella brugte sin fantasi, blev hans frakke tungere af lys. Han forklarede hende, at børn har en helt særlig opgave i verden. De skal bære barnet i deres hjerte, uanset hvor store de bliver. De voksne tror ofte, at det vigtigste er at have travlt og få ret, men sandheden er, at det vigtigste er at bevare barnesindet. Det er det, der gør verden farverig og værd at leve i. Barnet skal bæres med, sagde han igen og igen, og Ella forstod, at han mente, at man aldrig må give slip på den lille pige eller dreng, man er inderst inde.
Da de nåede til skovens midte, mødte de den største udfordring. Her stod Glemselens Mur, en høj væg af grå sten, der var bygget af alle de gange, folk havde sagt “Det kan man ikke” eller “Det er bare din fantasi”. Bag muren var der helt sort. Ella kunne mærke, hvordan hendes eget mod begyndte at svigte. Hun følte sig pludselig meget lille og træt. Måske havde de voksne ret, tænkte hun. Måske er det her bare en drøm, og i morgen skal jeg i skole og sidde stille og lære tabeller.
Men lygtemanden lagde en hånd på hendes skulder. Han sagde ikke noget, men han rakte hende en af sine lygter. Da Ella tog fat i den, mærkede hun varmen fra alle de gode idéer, hun havde haft i sit liv. Hun huskede dengang, hun byggede et slot af papkasser, og dengang hun troede, hun kunne hoppe hele vejen over en vandpyt og lande på en regnbue. Hun så på muren og smilede. Jeg tror ikke på mure, råbte hun. Jeg tror på døre! Og jeg forestiller mig, at denne mur er lavet af chokolade!
I det sekund forvandlede de grå sten sig til glitrende stykker mørk chokolade, der smeltede og løb væk som en lækker flod. Bag muren lå det smukkeste syn, Ella nogensinde havde set. Det var Idéernes Have, hvor hver eneste lygte nu brændte med et klart og strålende lys. Hele skoven var nu oplyst, ikke af elektricitet, men af ren og skær magi og barnlig glæde. Lygtemandens frakke var nu så lysende, at han lignede en lille sol midt i mørket.
Natten var ved at være slut, og den første spæde stribe af sollys begyndte at titte frem over horisonten. Lygtemanden fulgte Ella tilbage til kanten af skoven. Han gav hende en lille, usynlig gave – følelsen af, at hun altid havde lyset med sig. Husk nu, Ella, sagde han. Verden vil prøve at gøre dig grå og alvorlig. De vil prøve at fortælle dig, at du skal vokse fra dine drømme. Men lov mig, at du altid vil bære barnet i dig. Lov mig, at du aldrig holder op med at spørge “hvorfor” og “hvad nu hvis”. For så længe du gør det, vil mine lygter aldrig gå ud.
Ella klatrede tilbage gennem sit vindue og lagde sig under sin varme dyne. Hun var træt, men hendes hjerte var lettere end nogensinde før. Da hun lukkede øjnene, kunne hun stadig se det varme lys fra lygtemandens frakke for sit indre blik. Hun vidste, at hun aldrig ville se på Den Mørke Skov på samme måde igen. For hende ville den altid være Idéernes Skov, og hun vidste, at hun altid ville have en ven derinde, der passede på hendes drømme.
Næste morgen vågnede Ella ved lyden af sin mors stemme, der sagde, at hun skulle skynde sig at blive klar til skole. Men Ella skyndte sig ikke. Hun brugte to minutter på at kigge ud på skyerne og forestille sig, at de var store hvide bjørne, der dansede ballet. Hendes mor kiggede på hende og smilede lidt forvirret. Hvad tænker du på, Ella? spurgte hun. Ella smilede bare hemmelighedsfuldt tilbage. Jeg tænker på, at jeg skal huske at være et barn, mor. Også når jeg bliver lige så gammel som dig. Og i det øjeblik syntes moderen, at hun et kort sekund kunne se et lille glimt af lys i datterens øjne, der mindede hende om noget, hun selv havde glemt for længe siden.
Læs næste eventyr: Den flyvende kuffert og de glemte grin
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
