Der var engang en have, som var så glemt, at selv vinden glemte at pibe gennem dens hække, og regnen glemte at lade sine dråber tromme mod dens blade. Jorden var blevet hård og grå, som om den havde trukket vejret ind og holdt det i meget lang tid, og de store blomster hang med hovederne og lignede små, triste lamper, der var løbet tør for lys.
Midt i denne have boede Ellen. Hun var en lille pige med øjne så klare som glas og et hjerte, der var så stort, at hun nogle gange følte, det bankede helt ud i fingerspidserne. Ellen elskede haven, ikke fordi den var flot – for det var den jo ikke lige nu – men fordi hun vidste, at dybt nede under den hårde jord lå rødderne og drømte om saftige græsstrå og farverige kronblade. Hun gik hver dag en tur ad de små stier, men hendes fødder støvede, og de tørre blade knasede under hendes såler som gammelt bagepapir.
En eftermiddag, hvor solen stod stille og bagte på den trætte jord, satte Ellen sig under den gamle eg. Egetræet var havens konge, men hans krone var blevet tynd, og hans bark var sprækket af tørst. Ellen lagde sin hånd mod den ru stamme og mærkede, hvordan træet næsten sukkede. Det var ikke et suk af vrede, men et suk af træthed. Hun kiggede op på de få grønne blade, der var tilbage, og så ned på de små, visne margeritter ved hendes fødder.
Da mærkede Ellen noget varmt bag sine øjenlåg. Det var ikke, fordi hun var bange, og det var heller ikke, fordi hun var vred. Hun var bare så uendeligt trist på havens vegne. Hun følte en dyb medfølelse med hver eneste lille regnorm, der måtte grave ekstra dybt for at finde fugt, og hver eneste fugl, der fløj forgæves efter en vandpyt at bade sine vinger i. En enkelt, lille tåre slap fri fra hendes øjenkrog. Den rullede langsomt ned over hendes kind, glimtede som en lille diamant i sollyset og faldt så med et lydløst ”plop” direkte ned i en af de dybe revner i den tørre jord.
Normalt forsvinder en tåre jo bare, men denne tåre var anderledes. Den var fyldt med så meget kærlighed og ønske om liv, at jorden ikke bare opsugede den, men begyndte at nynne. Ellen spærrede øjnene op. Fra det sted, hvor tåren var landet, begyndte en lille, sølvfarvet stribe at pible op. Det lignede først bare en våd plet, men pletten voksede. Den blev til en lille kilde, der boblede forsigtigt, som om den lige skulle rømme sig efter en lang søvn.
Vandet var klarere end noget vand, Ellen nogensinde havde set. Det glitrede i alle regnbuens farver, selvom der slet ikke var regnvejr. Den lille kilde begyndte at løbe. Den fandt vej gennem de tørre sprækker, og overalt hvor den kom frem, skete der noget magisk. Jorden sukkede lykkeligt og blev mørk og blød igen. Den lille bæk rislede hen mod margeritterne, og så snart det kølige vand rørte ved deres rødder, begyndte de at rette sig op. Det var som at se små mennesker, der vågner efter en alt for lang middagslur; de strakte deres stilke, og deres hvide kronblade foldede sig ud med et lille, næsten uhørligt knæk.
Ellen rejste sig og fulgte efter den lille bæk. Den var ikke længere bare en stribe, men var blevet til en rigtig lille strøm, der nysgerrigt snoede sig rundt om sten og rødder. Den styrede direkte mod det gamle egetræ. Da vandet nåede de enorme, knortede rødder, skete der noget forunderligt. Egetræet begyndte at skælve en lille smule. En lav lyd, som om hundrede stemmer nynnede i kor, bredte sig gennem haven. Ellen kunne se, hvordan barken blev mere smidig, og oppe i kronen begyndte nye, lysegrønne skud at springe ud, hurtigere end man kunne tælle til ti.
Bækken stoppede ikke der. Den havde travlt. Den løb videre til rosenbedet, hvor de røde roser længe havde lignet små, sammenkrøllede papirkugler. Da vandet nåede dem, drak de så grådigt, at Ellen kunne høre det hvisle i bladene. Roserne åbnede sig, og en duft så sød og kraftig bredte sig i haven, at selv sommerfuglene, der ellers var fløjet væk, begyndte at vende tilbage i store, flaksende flokke.
Det var som om haven huskede, hvem den var. Den lille tåre, der var startet som en sorg, var nu blevet til en glæde, der bredte sig til hvert et hjørne. Ellen løb gennem haven, og hendes støvede fødder var nu våde og rene af det kølige vand. Hun lo, og bækken svarede med at plaske legesygt mod de sten, hun trådte på.
Ved havens baghegn mødte bækken den gamle, gnavne tjørnebusk. Tjørnen havde altid været lidt af en enspænder, stikkende og tvær, men selv den kunne ikke stå for det friske vand. Den lod sine grene sænke sig, drak en dyb tår og besluttede sig for første gang i mange år for at sætte små, hvide blomster, der lignede snefnug i sommervarmen.
Ellen satte sig ned ved bredden af sin nye bæk. Hun så, hvordan små insekter landede på de fugtige sten for at få slukket tørsten. En frø, der måske havde gemt sig i en kælder i årevis, hoppede pludselig frem og landede med et kæmpe plask midt i vandet. Haven var ikke længere stille og glemt. Den var fuld af lyde: vandets rislen, biernes summen og fuglenes sang, der nu lød stærkere end nogensinde før fra egetræets top.
Det mærkelige var, at bækken ikke blev større eller mindre. Den blev præcis så stor, som haven havde brug for. Det var som om, den forstod, at balance var det vigtigste. Den oversvømmede ikke de små planter, men sørgede for, at alle fik lige præcis det, de manglede for at kunne vokse og være sig selv.
Ellen forstod nu, at nogle gange skal der en lille smule tristhed til for at skabe noget meget smukt. Hvis hun ikke havde mærket havens tørst i sit eget hjerte, var tåren aldrig faldet, og kilden var aldrig sprunget frem. Hendes medfølelse var blevet til liv.
Da aftenen kom, og himlen blev farvet af lyserøde og orange skyer, lagde Ellen sig igen under egetræet. Denne gang var jorden under hende blød og dækket af det fineste, grønne mos, der føltes som et varmt tæppe. Hun lukkede øjnene og lyttede til bækken, der sang en godnatsang for haven. Vandet reflekterede stjernerne, der langsomt begyndte at titte frem, og det så ud som om, der løb en lille flod af flydende sølv gennem mørket.
Haven var ikke længere tørstig. Den var mæt af liv og fuld af taknemmelighed. Og midt i det hele sov Ellen med et lille smil om læben, mens bækken passede på hendes drømme og sørgede for, at hver eneste blomst havde vand nok til at vågne og blomstre igen næste morgen.
Solen gik helt ned, og månen tog over, men bækken blev ved med at risle. Den ville aldrig tørre ud, så længe der var nogen, der huskede at passe på haven med deres hjerte.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #106 – Villum og det flyvende tæppe af efterårsblade
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
