Der var engang en dreng, som hed Emil, der boede i udkanten af en skov, hvor træerne hviskede hemmeligheder, og blomsterne lyste om natten. Emil var ikke en helt almindelig dreng, for han var nemlig i lære som troldmand hos den gamle, kloge Mester Glimmerskæg, og han havde fået sin helt egen tryllestav.
Det var den smukkeste stav, man kunne forestille sig. Den var skåret af det fineste sølvpilestræ og havde en kerne af en ægte dragehår, der glimtede som en lille stjerne indeni. Emil elskede sin tryllestav over alt på jorden, og han øvede sig hver eneste dag på at få små ting til at svæve eller lave farvestrålende gnister, der duftede af jordbær og sommerregn. Men en eftermiddag gik det galt, og det var et af de uheld, der føles som om, at hele verden stopper med at dreje rundt.
Emil ville nemlig vise sig lidt frem. Han ville ikke bare lave små gnister; han ville lave en kæmpemæssig, glitrende enhjørning af rent lys, som kunne galoppere hen over himlen. Han svingede staven med al sin kraft, men han snublede i en trækrod, og da han faldt, lød der et lille, sprødt knæk. Det var ikke et højt brag, men lyden var alligevel det værste, Emil nogensinde havde hørt. Da han så ned i sine hænder, lå den smukke tryllestav i to stykker. Dragehåret i midten var blevet mat, og magien var forsvundet som røg i vinden.
Emil mærkede en stor klump i halsen. Det føltes som om, hans hjerte også var knækket midt over. Han løb hjem til troldmandens værksted, hvor alt normalt var fyldt med spændende ting, men nu så de flyvende bøger og stjernestøvet bare hånligt på ham. Han gemte sig i et hjørne og prøvede at lime staven sammen med alverdens magisk lim, han kunne finde på hylderne. Han brugte “Evighedsklister” og “Trolletårer”, men uanset hvad han gjorde, ville de to dele ikke hænge sammen. Han følte sig som den dummeste troldmandselev i hele verden. Han tænkte, at Mester Glimmerskæg aldrig ville have ham som elev igen, og at han nu var en helt almindelig dreng uden nogen form for magi.
Han sad der i mørket og skældte sig selv ud. Hvorfor skulle han også være så voldsom? Hvorfor kunne han ikke bare have været forsigtig? Han blev ved med at tænke på det øjeblik, hvor han faldt, og han ønskede mere end noget andet, at han kunne spole tiden tilbage. Men tiden er som en flod; den løber kun én vej, og Emil var strandet på bredden med sine ødelagte drømme. Han følte, at fejlen var så stor, at den aldrig kunne blive god igen.
Næste morgen, da Emil stadig sad med de to stykker træ i hænderne og røde øjne, mærkede han en blød pote på sin skulder. Det var ikke Mester Glimmerskæg, men derimod Børge, en gammel grævling med små briller og en meget fin vest, der hjalp til i værkstedet. Børge sagde ikke noget med det samme. Han satte sig bare ned ved siden af Emil og tog en lille kiks frem fra lommen, som han delte i to og rakte den ene halvdel til drengen.
“Ved du hvad, Emil?” sagde Børge med en dyb og rolig stemme. “Jeg har boet i denne skov i mange, mange år, og jeg har set de dygtigste troldmænd og de klogeste ugler lave de mest utrolige fejl. Jeg har set drager nyse deres egne huler i brand, og jeg har set Mester Glimmerskæg forvandle sit eget skæg til blåskimmelost ved et uheld.” Emil kiggede overrasket op. Han kunne slet ikke forestille sig den store mester lave sådan en fejl.
Børge fortsatte, mens han tyggede færdig på sin kiks: “Det svære er ikke at lave fejlen. Det svære er at tilgive sig selv for den. Du sidder her og behandler dig selv som din værste fjende, fordi en pind er knækket. Men magien bor jo ikke i pinden, Emil. Den bor i dig. Og hvis du bruger al din energi på at være sur på Emil fra i går, så har Emil fra i dag slet ingen kræfter til at trylle.”
Emil så på den knækkede stav. “Men jeg har ødelagt den,” hviskede han. Børge nikkede. “Ja, den stav er færdig som stav. Men prøv at se på den med nye øjne. Ting, der går i stykker, behøver ikke at forsvinde. De bliver bare til noget andet.” Grævlingen tog en rød silkesnor op fra sin vestelomme og bandt de to stykker sammen, så de dannede et lille kryds. “Nu er det ikke en tryllestav mere. Nu er det en tryllevandringskæp til en lille troldmand, der tør gå videre, selvom han er faldet.”
Emil mærkede, hvordan klumpen i halsen begyndte at forsvinde. Han indså, at han havde brugt hele natten på at hade sig selv for noget, han ikke kunne ændre. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Han sagde til sig selv, helt stille indeni, at det var okay. Han var bare en dreng, der lærte, og når man lærer, så vælter man indimellem. Det var ikke verdens undergang. Det var bare en ny begyndelse.
Han rejste sig op, børstede støvet af sine bukser og takkede Børge. Da han gik ud i skoven med sin nye, sammenbundne kæp, følte han sig mærkeligt nok stærkere end før. Han prøvede ikke at lave en kæmpe enhjørning med det samme. I stedet satte han sig ned ved en lille bæk og kiggede på vandet. Han viftede forsigtigt med sin sammenbundne pind, og ud fra knækket, lige der hvor den røde snor sad, kom der en lillebitte, perfekt lysende sommerfugl, som baskede med vingerne og satte sig på hans næse.
Emil lo. Det var ikke den største magi, han havde lavet, men det var den vigtigste. Han vidste nu, at selvom man knækker, kan man godt bindes sammen igen med lidt snor og en hel masse tilgivelse. Og han vidste, at næste gang han faldt – for han vidste, at der ville komme en næste gang – så ville han ikke gemme sig i mørket. Han ville bare rejse sig op, børste knæene og se, hvad det nye uheld kunne bruges til.
Mester Glimmerskæg stod i vinduet og så ham gå gennem skoven. Han smilede og strøg sig over sit skæg, der heldigvis ikke var lavet af ost i dag. Han vidste nemlig, at Emil lige havde lært den allersværeste trylleformular af dem alle: Kunsten at være god mod sig selv, når man har dummet sig.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: De lynhurtige sko
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
