At sige undskyld er blevet en holdsport for systemfolk, hvor bolden altid spilles udenom det personlige ansvar. Velkommen til den moderne manual for magthavere, der vil beklage alt uden at stå på mål for noget som helst.
Kunsten at sige alt uden at sige undskyld
Der var engang, hvor en undskyldning betød, at man havde begået en fejl, indrømmede det og tog konsekvensen. Det er længe siden. I dag er undskyldningen blevet et strategisk værktøj. En sproglig kappe, man tager på for at dække over det faktum, at man reelt er flintrende ligeglad med andet end at overleve næste pressemøde. Vi lever i en tid, hvor ordet “beklageligt” er blevet en universel affaldsspand for alt fra ulovlige instrukser til milliarder, der forsvinder i Skats sorte huller. Det er fascinerende at observere, hvordan sproget bliver brugt til at fjerne mennesket fra ligningen.
Når en direktør eller en minister træder frem på skærmen, er det sjældent for at sige: “Jeg dummede mig, og det koster mig jobbet.” I stedet får vi en nøje koreograferet forestilling, hvor passiv form er det vigtigste våben. Ting “sker”. Beslutninger “bliver truffet”. Fejl “opstår”. Det er som om, systemet lever sit eget biologiske liv, hvor ingen har fingrene i maskinmaskineriet, når det sprøjter med mudder. Det er en kærlighedserklæring til anonymiteten. Hvis ingen har gjort det, kan ingen straffes. Det er den ultimative forsikringspolice for magtens cirkler.
Systemfejl – det moderne frikort til ansvarsfrihed
Hvis du virkelig vil undgå at tage ansvar, skal du lære ordet “systemfejl” at kende. Det er det moderne samfunds svar på “hunden har spist mine lektier”. Når vi taler om systemfejl, flytter vi fokus fra den person, der godkendte strategien, til den algoritme eller den arbejdsgang, der åbenbart har sit eget frie valg. Ifølge analyser fra blandt andet CBS er denne tendens med at gemme sig bag komplekse systemer blevet en indgroet del af vores ledelseskultur. Du kan læse mere om denne devaluering af undskyldningen hos CBS her, hvor forskere peger på, hvordan vi har forfinet kunsten at beklage uden at betale prisen.
Det er en genial opfindelse. For hvem kan fyre et system? Hvem kan drage en proces til ansvar? Systemet er en tåge, man kan forsvinde ind i, når det brænder. Det handler ikke længere om ordentlighed, men om overlevelsesretorik. Ordentlighed kræver nemlig, at man står ved sit ord, også når det er dyrt. Men i systemets verden er ordentlighed noget, man skriver i en værdipolitik på side 42 i en årsrapport, som ingen læser. Det er ikke noget, man praktiserer, når krisen kradser. Her handler det om at rulle pindsvinet sammen og vente på, at nyhedsstrømmen finder et nyt offer.
Når “vi tager ved lære” betyder “vi glemmer det i morgen”
Næste skridt i manualen er den klassiske frase: “Vi tager det her meget alvorligt, og vi vil nu tage ved lære af forløbet.” Det lyder jo smukt. Det lyder som dannelse og refleksion. Men i virkeligheden er det ofte en verbal sovepille. Ved at sige, at man “tager ved lære”, parkerer man problemet i fremtiden. Man siger reelt: “Lad os tale om noget andet nu, mens jeg lader som om, jeg går i gang med en proces.” En proces er systemets bedste ven. En proces har ingen bagkant. En proces kan vare i årevis, og til den tid er alle alligevel glemt, eller også er direktøren skiftet ud med en ny, der kan sige: “Det skete før min tid.”
Denne ansvarsforflygtigelse har en pris. Det underminerer tilliden til vores fælles institutioner. Når borgerne gang på gang oplever, at store svigt blot bliver mødt med tekniske forklaringer og symbolske ritualer, så dør noget af respekten for magten. Mandag Morgen har tidligere beskrevet, hvordan de mange officielle undskyldninger risikerer at blive tømte ritualer, hvis de ikke følges op af reel handling. Men handling er besværligt. Det kræver mod. Det kræver, at man tør sige det, som det er, uden at konsultere en hær af kommunikationsrådgivere først.
Det er her, vi har brug for en modvægt. Vi har brug for folk, der tør kalde en spade for en spade. Jeg har selv siddet i de rum, hvor strategierne bliver lagt. Jeg ved, hvordan man vender og drejer ord for at få en katastrofe til at ligne en “uheldig omstændighed”. Det er netop derfor, jeg insisterer på at tale om ordentlighed som en absolut nødvendighed. Ikke som et konsulentord, men som en måde at være menneske på. Hvis du vil høre mere om, hvordan vi genfinder den ægte kommunikation bag systemets mure, så tjek mine foredrag om kommunikation og værdier her. Vi har brug for at sprænge rammerne for den polerede ansvarsløshed.
Ordentlighed som den ultimative oprørshandling
Hvad ville der ske, hvis en leder rent faktisk udviste ordentlighed? Hvis han eller hun sagde: “Jeg så det, jeg vidste det var galt, men jeg prioriterede forkert. Jeg undskylder til de mennesker, det er gået ud over, og jeg tager min afsked i dag.” Det ville være en revolution. Det ville være så menneskeligt, at systemet sandsynligvis ville kortslutte. Men det er præcis det, vi savner. Vi savner ånd i maskineriet. Vi savner ledere, der ikke bare er administratorer af processer, men mennesker af kød og blod, der tør mærke konsekvenserne af deres egne handlinger.
Systemets kærlighedserklæring til sig selv er en lukket cirkel. Den handler om at bevare magten og minimere risikoen. Men livet er ikke risikofrit. Det at lede er ikke risikofrit. Hvis man vil have æren, må man også tage skammen. Det er den simple kontrakt, vi har glemt i vores iver efter at professionalisere alt. Vi har erstattet moral med jura og samvittighed med compliance. Resultatet er et samfund, hvor vi har masser af regler, men alt for lidt retning.
Når jeg kører landet tyndt for at tale med virksomheder og foreninger, mærker jeg en enorm tørst efter det ægte. Folk er trætte af spin. De er trætte af de samme fem sætninger, der bliver gentaget hver gang en sag ruller i medierne. Vi vil have det rå og det ærlige. Vi vil have søeforklaringer, der faktisk forklarer noget, i stedet for at tilsløre. Det kræver, at vi tør slippe kontrollen og tale til hinanden som medborgere, ikke som systemenheder. Det er den eneste vej tilbage til en ordentlighed, der betyder noget.
Vi skal holde op med at acceptere beklagelser, der lugter af Excel-ark. Vi skal kræve, at magten har et ansigt. At fejlen har et navn. Og at undskyldningen har en pris. Ellers ender vi i et samfund, hvor alt er beklageligt, men intet nogensinde bliver bedre. Det er på tide at rive manualen i stykker og begynde at tale sammen igen. Rigtigt sammen. Uden filter og uden systemets beskyttende tåge.
{“@type”:”BlogPosting”,”image”:”https://cdn.marblism.com/HIOlwMNlL1y.webp”,”author”:{“name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Person”},”@context”:”https://schema.org”,”headline”:”Systemets kærlighedserklæring: En manual til din næste undskyldning”,”publisher”:{“logo”:{“url”:”https://jeppe.dk/logo.png”,”@type”:”ImageObject”},”name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Organization”},”description”:”En satirisk gennemgang af, hvordan magthavere og systemfolk bruger sproget til at undgå ansvar gennem ‘systemfejl’ og tomme beklagelser.”,”datePublished”:”2026-05-29″,”mainEntityOfPage”:{“@id”:”https://jeppe.dk/blog/systemets-kaerlighedserklaering”,”@type”:”WebPage”}}
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
