Det lugter af kardemomme og forræderi her i slutningen af marts. Hvis man bevæger sig ud i det danske forårsvejr, der som sædvanlig ikke helt kan beslutte sig for, om det vil være solskin eller slud, mærker man en tunghed i luften, som normalt kun er forbeholdt dagene efter et tabt landskamps-brag eller en uventet stigning i ejendomsskatterne. Men denne gang er det anderledes. Det er ikke økonomien eller fodbolden, der trykker os. Det er tabet af en fredag. Og ikke bare en hvilken som helst fredag, men selveste Store Bededag, som nu officielt er lagt i graven af os på Borgen.
Reaktionen her i landet har været fascinerende at følge. Vi danskere er jo ikke kendt for at gå på gaden med høtyve og fakler. Vi er ikke franskmændene, der brænder biler af, fordi pensionsalderen stiger med fjorten dage. Nej, når vi føler os trådt over tæerne af systemet, så gør vi noget meget mere drastisk og meget mere dansk: Vi går i kollektivt sukkerchok. Vi har besluttet os for, at hvis de tager vores fridag, så tager vi til gengæld alle bagerens hveder. Det er en form for gastronomisk modstandskamp, hvor våbnene er smør, tandsmør og ristet hvedebrød.
Kardemomme som politisk protest
Jeg har i denne uge observeret mine medborgere i køen hos bageren. Der er en næsten religiøs intensitet over den måde, folk peger på de firkantede hvedeknopper. Det er, som om vi forsøger at spise os ud af sorgen over den tabte tid. Man kan næsten høre det i samtalen ved disken. Det er ikke længere bare en hyggelig tradition; det er blevet en sag om national identitet. Folk køber hveder, som om det var det sidste måltid før en lang og mørk tidsalder uden pauser. Der bliver hamstret til fryseren, for tænk nu, hvis hvederne også bliver afskaffet? Hvis de kan tage fredagen, hvad forhindrer dem så i at forbyde kardemomme ved lov for at øge produktiviteten?
Det er her, det absurde for alvor sniger sig ind. Vi har i årevis taget Store Bededag for givet. Det har været den der lidt mærkelige helligdag, som ingen rigtig vidste, hvorfor vi havde, udover at det betød, at man kunne få ordnet haven eller sovet længe. Men nu, hvor den er væk, er det, som om selve den danske folkesjæl er blevet amputeret. Vi har opdaget, at vores frihed ikke måles i de store frihedsrettigheder, men i retten til at sidde i en havestol en fredag i maj og kigge på en mælkebøtte, mens vi overvejer, om vi skal tænde grillen.
Hygge-mentaliteten under pres
Jeg forstår godt vreden. Jeg er ikke begejstret for det, vi i regeringen lavede kompromis om. Jeg synes ikke man skal fjerne traditioner i en tid, hvor vi i den grad har brug for igen at mærke, hvem vi er. Corona rystede os, vi vil gerne tilbage til det normale – og så piller vi ved det, under dække af noget med arbejdsudbud og forsvar. Men fællesskabet har lavet et kompromis – og jeg forsvarer det kompromis, selvom det ikke er vokset i min baghave.
Det mest interessante er den måde, vi håndterer det på. Den berømte danske hygge er blevet vores forsvarsværn. Vi hygger os simpelthen i protest. Vi tænder stearinlys, rister brød og insisterer på, at intet kan røre os, så længe vi har vores kaffe og vores traditioner. Men bag de ristede hveder ligger der en sær melankoli. Det er følelsen af, at noget uerstatteligt er gået tabt i jagten på det, de kalder arbejdsudbud. Det er, som om man har glemt, at et folk ikke kun lever af at producere, men også af at trække vejret.
Jeg sad i går og kiggede på en hvede. En helt almindelig, lidt tør bolle, der egentlig ikke gør meget væsen af sig. Men i år repræsenterer den alt det, vi er bange for at miste. Den repræsenterer den pause, der er nødvendig for, at man kan være et helt menneske. Vi er blevet et folk, der definerer os selv gennem vores arbejde, men vores hjerte banker for vores fritid. Og når systemet kommer og fortæller os, at vi skal arbejde mere for at redde alt muligt, så svarer vi igen ved at insistere på, at pausen er hellig. Også selvom den nu kun findes som en smag af kardemomme i en travl hverdag.
Når ånden forsvinder i regnearkene
Der er noget fundamentalt galt, når vi begynder at måle vores samvær og vores traditioner i arbejdstimer. Det er her, kynismen sniger sig ind. Hvis vi mister evnen til at værne om det, der ikke kan gøres op i kroner og øre, hvad er vi så egentlig? Vi bliver til tandhjul i en maskine, der aldrig stopper. Og det er præcis det, der gør ondt midt i alt hvede-hysteriet. Det er følelsen af, at ånden er ved at blive kvalt af regnearkene.
Vi har altid været gode til at finde sprækkerne i systemet. Vi har fundet ud af, at man kan have det rart, selvom verden udenfor brænder. Men denne gang føles det, som om sprækken er blevet muret til. Derfor ser vi dette mærkelige fænomen, hvor en hel nation sørger over en fridag, som om det var et nært familiemedlem, der var gået bort. Det er en sorg, der udtrykkes gennem køer hos bageren og ophedede diskussioner over frokostbordet om, hvorvidt man skal riste dem på begge sider eller kun på toppen.
Det er i de småting, vi finder hinanden. Det er i de ligegyldige traditioner, at fællesskabet bliver tydeligt. Vi er måske uenige om alt muligt andet, men vi er rørende enige om, at man ikke piller ved vores hveder eller vores ret til at lave absolut ingenting en gang imellem. Det er den danske model, når den er mest irrationel og mest elskelig.
En fremtid med kortere pauser
Nu ser vi ind i en fremtid, hvor Store Bededag kun findes som et minde og som en opskrift i en gammel bagebog. Vi kommer til at gå på arbejde næste år, mens vi drømmer om det, der var. Og jeg er sikker på, at vi vil købe endnu flere hveder til den tid. Vi vil insistere på at fejre en dag, der ikke længere findes i kalenderen, bare for at vise, at vi stadig bestemmer over vores egen hygge.
Det er her, satiren bliver virkelighed. Vi er en nation, der protesterer ved at spise. Vi kæmper for vores værdier med en smørkniv i hånden. Og måske er det i virkeligheden det stærkeste våben, vi har. For så længe vi kan grine af det absurde og finde trøst i en varm bolle, så har systemet ikke vundet helt. De kan tage vores tid, men de kan aldrig tage vores evne til at gøre en ligegyldig fredag til noget særligt.
Så jeg vil opfordre alle til at gå ud og støtte deres lokale bager i dag. Køb de hveder, spis dem med god samvittighed, og mærk, hvordan hver eneste bid er et lille, velsmagende oprør mod en verden, der har glemt værdien af at holde fri. Det er måske naivt, og det ændrer intet på lovgivningen, men det hjælper på humøret. Og i en tid som denne, er det måske det vigtigste af alt.
Som Benny Andersen så smukt har mindet os om i andre sammenhænge, så er tiden noget mærkeligt noget. Vi har den altid, men vi har aldrig nok af den. Og når vi får mindre af den, bliver hver eneste time pludselig meget mere værd. Måske er det den lektie, vi skal tage med os fra dette hvede-hysteri. At vi skal huske at værdsætte de pauser, vi stadig har tilbage, før de også bliver sendt til tælling i et Excel-ark.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
