Der findes øjeblikke i en mands liv, hvor verden står stille, og alt det overflødige skrælles væk. Det handler ikke om store livsbegivenheder, bryllupper eller dybe filosofiske erkendelser ved bålet. Nej, det handler om det sekund, hvor man holder foran den lukkede port til vaskehallen på en solskinsdag i april, taster koden til ”Guldvasken” ind på det fedtede tastatur og mærker den sitrende forventning om en total eksistentiel genfødsel.
Det er den 10. april. Foråret har endelig vundet kampen over den evige, grå og salte danske vinter, der har klistret sig til alt som en dårlig samvittighed. Min bil har de sidste fire måneder lignet noget, der er blevet trukket op af en mose her i Jylland. Man kan ikke se lakken, man kan dårligt se gennem ruderne, og hvis man ved et uheld strejfer dørkanten med buksebenet, efterlades en hvidlig stribe af vejsalt, der minder en om, at naturen langsomt er ved at fortære ens ejendele. Men i dag skal det være slut. I dag skal vi gennem dåben.
Den hellige ventetid i køen
Køen ved vaskehallen er et af de få steder i det moderne samfund, hvor mænd stadig kan være sammen i et tavst, helligt fællesskab. Ah jo, også den 23 december ved en pølsevogn, fordi vi i sidste sekund skal købe julegaven til kæresten. Men ellers… Vi sidder der, række efter række, i vores respektive metalkasser. Vi kigger ikke på hinanden. Vi stirrer stift fremad eller ned i den telefon, vi lover os selv snart at lægge væk. Men vi ved, at de andre er der. Vi mærker deres nærvær. Der er en stiltiende forståelse for, at vi alle er her i samme ærinde: Vi skal have renset sjælen via en underspuling og en omgang hotwax.
Der er altid ham i den store stationcar tre biler foran, som tydeligvis har valgt det billigste program. Han er hurtigt ude igen. Vi andre ser på ham med en blanding af medlidenhed og foragt. Man køber ikke en ”Basisvask” i april. Det er som at gå til en tre-retters middag og kun bestille postevand og en tør kiks. Man skal have hele pakken. Man skal have den skum, der dufter af kunstig fersken eller kemisk skovbund. Man skal have børsterne, der pisker løs på taget som et piskesmæld fra en rasende gud.
Mens jeg venter, falder mine tanker på den gamle romerske filosof Seneca, der engang sagde noget i retning af, at man skal leve hver dag, som var det den sidste. Jeg er ret sikker på, at han også ville have nydt en god vaskehal, hvis romerne havde haft teknikken til det. Der er noget grundlæggende menneskeligt i at ville have orden i kaos. Og efter en vinter, hvor alt har været mudret, uoverskueligt og koldt, er vaskehallen det tætteste, vi kommer på at nulstille virkeligheden.
Dåben i det blå mørke
Så bliver det endelig min tur. Porten glider op med en mekanisk brummen, der lyder som indledningen til en science fiction-film. Jeg ruller langsomt frem. Venstre, højre, stop. Den røde lampe lyser. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg sidder i mørket, mens de første stråler af vand rammer forruden. Det er her, transformationen begynder.
Først kommer forvasken. Det er her, de store synder – vinterens salt og skidtet fra de mørke landeveje – bliver blødt op. Derefter bliver bilen indhyllet i et tykt lag hvidt skum. Det er som at sidde i en vaskemaskine fyldt med barberskum. Man mister orienteringen. Man kan ikke se verden udenfor. Der er kun mig, mine tanker og den rytmiske lyd af maskineriet. Det er her, man reflekterer over livet. Er jeg den mand, jeg gerne vil være? Har jeg husket at købe røræg til morgenmaden i morgen? Og hvorfor i alverden koster en liter sprinklervæske det samme som en god flaske rødvin på tankstationen?
Når de store, roterende børster rammer bilen, føles det som en renselse. Det larmer, det ryster, og man beder en stille bøn til, at man huskede at skrue antennen af og klappe sidespejlene ind. Der er en sær tryghed i det voldsomme sceneri. Det er en kontrolleret ødelæggelse, der i virkeligheden bygger op. Vandet fosser ned over ruderne, og langsomt kan man se farven på kølerhjelmen igen. Den er ikke grå længere. Den er sort og skinnende, som den dag den forlod fabrikken. Eller næsten da.
Mikrofiberens riddere og de tørre kanter
Men den sande satire begynder først, når man kører ud af hallen. Den grønne lampe lyser, porten går op, og man ruller ud i det skarpe april-lys, blændet af solens genskin i den våde lak. Det er her, mændene for alvor viser deres værd. For det er ikke nok at lade maskinen gøre arbejdet. Nej, nu kommer efterbehandlingen.
Ved siden af vaskehallen findes et område med støvsugere og skraldespande, og her udspiller sig hver forår et helt særligt ritual. Det er her, mikrofiber-ridderne samles. Jeg ser dem med det samme. Mænd i deres bedste alder, der står med en lille, gul klud og tørrer de indvendige dørkanter. De gør det med en præcision, som var de ved at restaurere et maleri af Rembrandt. De bukker sig ned, tørrer en dråbe væk fra kanten af bagklappen, træder to skridt tilbage, lægger hovedet på skrå og vurderer resultatet.
Det er fuldstændig absurd. Vi taler om en maskine, der er designet til at transportere os gennem regn, slud og mudder. Men lige her, i solskinnet efter forårsvasken, behandler vi den som et skrøbeligt relikvie. Jeg gør det jo selv. Jeg har en klud i handskerummet, som kun bliver brugt til dette formål. Jeg tørrer instrumentbordet af, mens jeg lader som om, jeg leder efter noget vigtigt, så jeg ikke virker alt for manisk over for de andre mænd. Men vi kender alle sandheden. Vi elsker det.
Der er en sær tilfredsstillelse i at fjerne det støv, der har samlet sig i kopholderen siden november. Det er som om, at hvis bare bilen er ren indeni, så er der også styr på resten af tilværelsen. Det er naturligvis en illusion, men det er en af de mere behagelige af slagsen.
En kortvarig lykke i et uforudsigeligt landskab
Mens jeg kører væk fra tankstationen, føles bilen lettere. Motoren lyder bedre (hvilket naturligvis er rent psykologisk), og jeg sidder lidt rettere i sædet. Jeg har genvundet kontrollen over mit materielle domæne. Jeg ved godt, at det i morgen sikkert vil regne, eller at en flok optimistiske fugle vil beslutte sig for at bruge min nypolerede kølerhjelm som skydeskive. Men lige nu er alt perfekt.
Forårsvasken er mere end bare vedligeholdelse. Det er et tegn på, at vi tør tro på lyset igen. At vi har overlevet mørket, de glatte veje og de endeløse timer med viskerne kørende på højeste gear. Det er en hyldest til det overfladiske, som alligevel stikker dybere, end vi vil indrømme. For hvis vi ikke kan finde glæde i en skinnende bil på en forårsdag, hvad har vi så egentlig tilbage af de små, hverdagsagtige mirakler?
Jeg kører hjemad mens solen står lavt og får alt til at glitre. Der er ingen store dagsordener, ingen svære samtaler, kun lyden af dækkene mod asfalten og duften af “Guldvask”. Det er måske ikke en religiøs oplevelse i traditionel forstand, men for en moderne mand i april måned, er det vel det tætteste vi kommer på himmerige.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
