Solen bager over Danmark, mens en ny regering har indtaget de bonede gulve med et løfte om at køle kloden ned. Men midt i varmen og de store ord om forståelsespapirer og procenter, må vi spørge os selv, om vi har fundet retningen – eller blot en ny måde at tale udenom på.
Det er sommer, og Danmark sveder. Ikke bare fordi termometret kryber opad i en hedebølge, der føles som en fysisk advarsel fra en planet, vi har behandlet som et tag-selv-bord alt for længe. Vi sveder også, fordi vi lige nu befinder os i et politisk vakuum mellem de store valgløfter og den brutale virkelighed, der altid følger efter en rød sejr. Vi har fået en ny statsminister, vi har fået et ”forståelsespapir”, og vi har fået en ambition om 70 procent. Det lyder alt sammen smukt, næsten poetisk, hvis man er til teknokratisk lyrik. Men bag de store tal og de mange underskrifter gemmer der sig en snigende usikkerhed: Er vi ved at redde verden, eller er vi bare ved at bygge en ny katedral af papir?
Det er mærkeligt med det ord, ”forståelse”. I den virkelige verden, derude hvor folk lever, arbejder og trækker vejret, betyder forståelse, at man ser hinanden i øjnene og mærker, hvor skoen trykker. I politik er det blevet til et dokument, der skal holde hånden under en regering, mens man forsøger at navigere i et parlamentarisk landskab, hvor alle vil have det hele, men ingen helt ved, hvem der skal betale regningen. Vi taler om klimavalget, som om vi har vundet en krig, men i virkeligheden har vi bare meldt os til en maraton, mens vi stadig sidder i liggestolen med en kold øl.
Når procenterne skygger for mennesket
Jeg har altid været skeptisk over for systemets kærlighed til tal. 70 procent reduktion i 2030. Det er et tal, der er så stort og så flot, at det næsten er umuligt at være imod. Men når vi stirrer os blinde på procenterne, glemmer vi ofte menneskene bag dem. Vi glemmer de landmænd, der kigger mod himlen og frygter for høsten, ikke bare på grund af tørken, men på grund af de afgifter, der lurer i horisonten. Vi glemmer de familier i provinsen, for hvem bilen ikke er en luksus, men en livsnerve.
Som Grundtvig engang mindede os om, så er det ånden, der gør os til folk, ikke regnearkene. Hvis vi mister blikket for det fællesskab, der skal bære forandringerne, så ender vi med et samfund, der er grønt på overfladen, men iskoldt indeni. En sommer som denne bør minde os om, at vi hænger sammen. At varmen rammer os alle, uanset om vi stemmer på det ene eller det andet bogstav. Men hvis den grønne omstilling bliver et projekt for de få, mens de mange føler sig kørt ud på et sidespor, så dør folkestyret langsomt i mørket af sin egen selvretfærdighed.
Brexit, Boris og de brølende løver
Mens vi herhjemme diskuterer forståelse, ser vi over Nordsøen på et cirkus, der overgår selv den mest syrede sommerrevy. Boris Johnson er ved at gøre sig klar til at overtage nøglerne til Downing Street 10. Det er en mand, der har bygget sin karriere på at fortælle folk det, de gerne vil høre, uanset om det har hold i virkeligheden eller ej. Hans “do or die”-retorik om Brexit minder os om, at vi lever i en tid, hvor de store personligheder ofte skygger for de svære løsninger.
Det er nemt at grine af briterne. Det er nemt at ryste på hovedet af de interne magtkampe i Det Konservative Parti og de løfter, der flyver gennem luften som konfetti. Men vi skal passe på med at føle os alt for overlegne. Den bølge af populisme og mistillid til systemet, som bar Boris frem, findes også herhjemme. Den næres af følelsen af, at beslutningerne bliver truffet i lukkede rum af folk, der aldrig selv mærker konsekvenserne.
Når man ser Boris Johnson stå der med sit uredte hår og sit skæve smil, ser man også et tegn i sol og måne på, at sandheden er blevet en relativ størrelse. Hvis vi ikke passer på, ender vores egen politiske debat samme sted – et sted hvor det vigtigste ikke er, hvad der er rigtigt, men hvad der kan sælges på et pressemøde eller en hurtig opdatering på de sociale medier.
At turde tvivlen midt i troen
Det sværeste i denne sommer er måske at bevare forbeholdet midt i al den begejstring, der følger med en ny begyndelse. Vi vil så gerne tro på, at alt bliver bedre nu. At Mette Frederiksen har fundet nøglen til et mere retfærdigt Danmark, og at vi kan løse klimakrisen uden at det gør ondt. Men som Sebastian synger i “Sommerfuglen”: “Der er en drøm, som vi alle må dele”. Problemet er bare, når drømmen bliver til et dogme, man ikke må stille spørgsmål ved.
Ordentlighed kræver, at vi tør sige tingene, som de er. At 70 procent ikke er noget, man bare vedtager; det er noget, man skal kæmpe for hver eneste dag, og det kommer til at kræve ofre, som vi endnu ikke har turdet tale højt om. Det kræver også, at vi holder op med at behandle dem, der er skeptiske, som om de er fjender af fremtiden. Forbeholdet er ikke en bremse; det er en sikkerhedsanordning. Det er det, der gør, at vi ikke løber direkte ud over klippen i vores iver efter at nå målet.
Jeg sidder her i sommervarmen og tænker på, hvad vi egentlig forstår ved “forståelse”. Er det en accept af hinandens forskelligheder, eller er det bare en måde at få alle til at marchere i takt? Hvis det sidste er tilfældet, så går vi en kold tid i møde, uanset hvor meget solen skinner.
Folkestyrets fine balance
Vi skal genfinde respekten for det menneskelige. For tvivlen. For samtalen over hækken, hvor man ikke behøver at have de færdige svar, før man har hørt spørgsmålet. Den nye regering har fået et mandat, men de har ikke fået sandheden i deres varetægt. Den tilhører os alle.
Når ferien er slut, og hverdagen melder sig, vil vi se, om forståelsen rækker længere end til de næste par måneder. Om vi kan finde en vej, hvor vi både redder klimaet og bevarer det Danmark, vi kender – det Danmark, hvor vi taler med hinanden frem for til hinanden. Det kræver visioner, ja, men det kræver også en jordforbindelse, som man ikke finder i et regneark i Finansministeriet.
Lad os nyde sommeren, mens vi har den. Lad os mærke varmen og huske på, at vi er her for en kort bemærkning. Men lad os også bruge tiden på at tænke over, hvilke forbehold vi skal tage, for at den fremtid, vi bygger, rent faktisk er et sted, hvor mennesker kan holde ud at være.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
