Jeg sidder her foran skærmen og har en snigende fornemmelse af, at vi ikke længere ser nyheder, men er statister i en storstilet Hollywood-produktion, hvor manuskriptet er skrevet af frygt og instrueret af de store tv-stationers grafiske afdelinger.
Der er noget galt med den måde, vi modtager information på i dag. Hvis man tænder for fjernsynet eller åbner de store nyhedssites, bliver man mødt af en æstetik, der minder mere om en thriller med Dustin Hoffman eller Brad Pitt, end det minder om klassisk, sober journalistik. Det er, som om nyhedsværterne har fået besked på at skrue op for den dramatiske underlægningsmusik i deres stemmeføring, mens de gule og røde bjælker blinker om kap med vores puls. Vi befinder os i det her mærkelige vakuum, hvor smitten i Norditalien bliver præsenteret som en invaderende hær, der står ved grænsen og kun venter på det rette øjeblik til at storme ind over de danske ligusterhække. Men er det information, vi får, eller er det bare en effektivt orkestreret spændingsopbygning, der skal sikre, at vi bliver hængende til næste reklameblok?
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvornår nyhederne holdt op med at være en service og i stedet blev til et produkt, der skal sælges på drama. Vi står på tærsklen til noget, vi endnu ikke kender omfanget af, men medierne har allerede besluttet sig for genren. Det er ikke en dokumentar, det er en katastrofefilm. Vi ser kort over Europa, hvor de røde prikker spreder sig som en digital pest, og hver gang en ny person bliver sat i karantæne, lyder det som en breaking-nyhed af historiske dimensioner. Det er en farlig vej at gå, når vi som samfund har brug for ro og overblik, men i stedet bliver fodret med en konstant strøm af adrenalin.
Regnearkenes og frygtens tyranni
Det minder mig om den gamle sandhed, at når man har en hammer, ligner alt et søm. Når medierne har et breaking-skilt, ligner alt en katastrofe. Vi ser eksperter blive trukket ind i studiet for at svare på spørgsmål, de umuligt kan kende svaret på endnu, men de skal svare, for tavshed sælger ikke aviser. Vi ser journalister stå på tomme pladser i Milano og tale med en alvor, der antyder, at verden, som vi kender den, er ved at ophøre. Det er en form for kollektiv iscenesættelse, hvor vi alle forventes at spille rollen som de bekymrede borgere, der suger hvert eneste ildevarslende ord til os.
Søren Kierkegaard sagde engang, at af alle latterlige ting forekommer det ham at være det allermest latterlige at have travlt. I dag kunne man tilføje, at det er endnu mere absurd at have travlt med at være bange for noget, vi endnu ikke har set i øjnene. Medierne har skabt et rum, hvor tvivlen ikke længere er en sund, filosofisk tilgang, men en kilde til yderligere dramatik. Er de ved at informere os, eller er de ved at skabe den virkelighed, de bagefter kan rapportere fra? Det er det store spørgsmål, som vi må stille os selv, når vi ser de flimrende skærme.
Den tabte dannelse i nyhedsstrømmen
I min verden handler god kommunikation om ordentlighed. Det handler om at give folk det fundament, de skal bruge for at træffe deres egne beslutninger, ikke om at skubbe dem ud over kanten af bekymring. Men i disse dage virker det, som om den journalistiske dannelse er blevet erstattet af en algoritme, der måler succes i klik og seerandele. Vi har glemt, at ord skaber det, de nævner. Hvis vi bliver ved med at tale om virussen som en Hollywood-thriller, så begynder vi også at opføre os derefter. Vi begynder at hamstre, vi begynder at mistro vores naboer, og vi mister det blik for medmenneskelighed, som burde være vores vigtigste våben.
Jeg har ofte i mine foredrag og i mit arbejde med virksomheder talt om vigtigheden af at bevare roen, når det stormer. Det gælder både i krisekommunikation og i det daglige lederskab. Men hvordan skal man kunne bevare roen, når de mennesker, der er sat i verden for at oplyse os, gør alt, hvad de kan, for at ryste os? Det er en kynisme, som jeg har svært ved at acceptere. Det er, som om medierne har fundet den ultimative historie, og nu har de tænkt sig at malke den for hver eneste dråbe af dramatik, uanset hvad det koster for vores mentale sundhed og sociale sammenhængskraft.
Vi ser det samme mønster hver gang. Fra terrorangreb til finanskrise, og nu denne virus. Mekanismerne er de samme. Man tager en flig af virkeligheden og pakker den ind i så meget grafik og så mange dommedagsprofetier, at selve kernen forsvinder. Det, der burde være en saglig opdatering om sundhedsmæssige forholdsregler, bliver til en fortælling om det uundgåelige sammenbrud. Det er ikke journalistik; det er emotionel manipulation forklædt som oplysning.
En bøn om journalistisk ordentlighed
Hvis vi skal igennem det her, uanset hvad det viser sig at være, så har vi brug for medier, der tør være kedelige. Vi har brug for journalister, der tør sige, at vi ikke ved alt endnu, i stedet for at gætte på det værste. Vi har brug for en nyhedsformidling, der prioriterer dannelse over sensation. For når alt kommer til alt, så er virkeligheden sjældent en Hollywood-film. Den er ofte meget mere kompleks, meget mere hverdagsagtig og meget mere menneskelig.
Det er på tide, at vi kræver vores nyheder tilbage fra de underholdningschefer, der tilsyneladende har overtaget redaktionslokalerne. Vi har ikke brug for flere røde maps med blinkende lys. Vi har brug for ordentlighed. Vi har brug for en samtale, der ikke er drevet af frygt, men af en fælles forståelse for, at vi skal passe på hinanden uden at miste forstanden undervejs.
Som jeg ofte skriver i mine andre indlæg her på siden, så handler det om ånd og folkestyre. Hvis vi lader frygten styre ordet, så mister vi begge dele. Vi må insistere på, at nyheder skal gøre os klogere, ikke mere bange. Og vi må huske, at selvom medierne forsøger at gøre hver dag til en finale i en spændingsfilm, så er det stadig os selv, der bestemmer, hvordan vi vil reagere på historien.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
