Jeg er helt med på, at det indirekte er vild reklame for Disney+ at skamrose deres nyeste film fra Pixar, men “Sjæl” er ganske enkelt enestående.
Jeg er fan af Disney i forvejen. Elsker alt fra de første eksperimenterende streger, den første lange tegnefilm og senere de mange digitale fremskridt, computerens indtog og endnu senere, da Disney startede med at lave de klassiske tegnefilm med levende mennesker. Så jeg erkender blankt, at de skal træde voldsomt i spinaten før jeg står af. Til gengæld kan jeg godt se kvalitet, når den viser sig. Og det gør den her.
Pixar har skabt små mirakler i mange år. Både Cars (biler) med den ungdommelige LynetMcQueen, der møder alderdommens erfaring og landsbyernes tankevirksomhed – over Toy Story, der gav legetøjet eget liv og satte ord på venskaber, misundelse – og sammenhold. Og så til de meget dybere og mere modige “OP”, om at genfinde glæden i det man troede var livets afslutning, “Inderst inde” om de minder, tanker og erfaringer man kan bruge i hjernen til at finde meningen med sit liv. “Coco” om at holde sammen i familien og huske på dem, der gik forud – vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte de efterlod.
Pixar har både en gruppe der formår og forstår at skabe de helt åbenlyst kommercielle kioskbaskere, der indeholder salg af merchandise og bliver eget brand – og en gruppe, der både har lavet små kortfilm om en bordlampe, en fugl der mobbes, en baby der er for voldsom – og så film som de dybe mere livsfilosofiske, der tør gå helt derud, hvor man ikke sidder og sluger råt, men må bruge hjernen undervejs for at finde helt ud af, hvor de vil hen. “Sjæl” er skabt af Pete Docter og Kemp Powers, der også skabte “Op” og “Inderst Inde” – som den er beslægtet emnemæssigt med.
“Sjæl” tilhører nemlig sidstnævnte mere alvorlige historiefortælling om livet – og især døden. Hvad skal vi nå? Hvad er vi hernede for? Hvad er formålet og livsgnisten – andet end bare at leve?
Udover at skabe en film om meningen med livet, set rent filosofisk, er der ikke lagt de sædvanlige morsomheder ind. Der er faktisk ikke rigtigt noget at grine af. Og da de skulle beslutte, hvad hovedpersonen skulle have livsgnisten af, valgte de Jazz. Ej heller det mest folkeforførende man kan tænke sig, hvis man vil skabe en populær billetsælger. Men det klæder dem – og filmen.
Hovedpersonen er jazzpianisten Joe Gardner (fremragende dansk stemme af Nikolaj Lie Kaas), der får tilbudt et fast job som musiklærer hos et børneorkester, der lyder forfærdeligt. Mor synes det er dejligt og trygt med fast job, men Joe sukker efter et mere usikkert og udsvævende liv som fuldtids-jazzmusiker, der er hans egentlige drøm og som han mener er formålet med hans liv, selvom det aldrig er lykkedes. Han får den HELT store chance som pianist for en kendt jazz-saxofonist samme dag som ansættelsen, men bliver slået ihjel da han euroforisk danser ud i trafikken og falder ned i en kloak. Han stikker af fra efterlivet og ender i førlivet, som er der, vores karakter og personlighed dannes. Her bliver han mentor for en sjæl, der endnu ikke har sat benene på jorden. Sammen kommer de tilbage til livet – som krop og kat – og finder meningen med livet, som er en helt anden end den, de begge troede. Og den ender ikke engang lykkeligt, i hvertfald ikke hvis man tænker levende.
Vi nærmer os en spoiler-alert – men det er ikke en film, der kan ødelægges af, at kende lidt til handlingen. Indholdet sker i det, der står mellem linjerne. Antydningerne af levet liv, der tages op til revision. Kampen om at være lige præcis i nuet, hverken før eller efter. Og at nyde netop det. Området med fortabte sjæle, der hvileløst går rundt i et mørke – mens de kontaktes af folk i meditation eller folk, der er faldet i staver. Eller opslugte.
Pixar gør det igen. Og igen. Denne gang uden slapstick-humor og lagkage-komik. Helt rent og skært – usentimentalt og lige på. Med Jazz som omdrejningspunkt og de store spørgsmål i centrum. Den lille på 8 år begyndte at kede sig lidt efter en times tid, men det er også tidligt at skulle forholde sig til, om man skal drives af drømme og mål eller bare at nuets duft, et blad fra et træ og hverdagens gøremål. Hvis man tænker, at man skal se Coco med fortryllende musik og farver, OP med en talende hund, inderst inde med morsomme replikker fra både triste og glæde i hjernen – så tager man fejl. Det tætteste vi kommer er en talende kat, men den kan ikke fastholde en 8-årig. Pixar går linen ud og bliver i alvoren nærmest konstant gennem filmen. Det elsker jeg dem for. Og så kan man jo lige se den igen, når børnene er gået i seng.
Min profil er altid reklamefri og uden betalte budskaber. Jeg får intet for at anbefale og er aldrig betalt for at sige eller mene noget – men “Sjæl” kan (og bør) ses på Disney+
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
