ET DØGN MED LEVENDE ORD

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Godmorgen!
Dagen derpå. “Kun” 24 timer blev det til. Drømmen var 36, men det er nærmest mirakuløst at jeg kom gennem de 24.

De første 10 timer var helt uden problemer. Grebet af stemningen og med masser af besøg. Familie og venner. Alle mine fire børn kiggede ind. Og begge børnebørn. Folk der lige råbte go go go, og folk der stod og kiggede.

Allerede klokken 23 om aftenen efter 11 timers uafbrudt tale var jeg i en krise. Ord var der nok af, men jeg blev ramt af en mærkelig ensomhed. Stod der på havnen i natten og talte alene ind i et kamera – jeg kunne umuligt komme gennem natten. Lige efter midnat gik jeg i gang med at tale om tsunamien og pressens dækning af katastrofer – og i det sekund jeg nævnte ordet tsunami kom min bedste ven Jesper Nilausen ud af mørket. Ham jeg netop skulle til at fortælle om, da han netop dækkede tsunamien for TV2. Han satte sig ved min side en times tid. Vi kunne ikke tale sammen, da jeg jo holdt foredrag. Men jeg var ikke alene. Og det pudsige i at se ham i det sekund jeg skulle tale om netop ham, gav en mærkelig åndelig styrke. Noget var med mig!
Min søn Jonathan blev til omkring kl 3 og sad bare med en ven og var tilstede. Herligt.

Ved 4 tiden om morgenen var det virkelig koldt. Ord var der stadig nok af – men igen synes jeg det var en mærkelig ensom fornemmelse at stå der og tale, mens beduggede folk gik hjem fra en herlig nat i byen og hele Danmark sov. Jeg synes det var flot at have talt i 16 timer – men der var jo fandme 8 timer igen!!! En hel arbejdsdag!
Ord reddede mig. Vi havde sat mobilnummer på skærmen og det væltede ind med emner. Bagere der skrev at de kiggede med. Nogle folk sad sammen og talte om det jeg fortalte. Herligt og skønt. Så VAR jeg jo ikke alene!

Sidste krise kom kl 8. Det var den værste. Det var her jeg besluttede at mit personlige mål om 36 timer skulle droppes og at jeg “kun” skulle gennemgå udfordringen på et døgn. Det hjalp lidt at tænke på, at der så “kun” var 4 timer tilbage istedet for 16. Og det gav mig en energi uden lige. Jeg havde jo gemt fire foredrag til sidst – og de kunne nemt fylde de sidste 4 timer. Men fysisk begyndte det at mærkes. Min lilletå kunne jeg ikke mærke – det kan jeg stadig ikke – og min tunge begyndte at bløde, fordi den jo blev nærmest slidt ned når den konstant bevægede sig mod tænderne. For ikke at tale om halsen og stemmebåndet, der dog stadig kunne virke men kradsede når jeg drak kaffe. I dag er stemmen helt væk. Jeg fik skruet op for mikrofonen så jeg kunne tale mere sagte fra 8 til 12.

Læs også:  MÅ JEG IKKE BARE VÆRE MAND?

Undervejs gennem forløbet kom søde folk med kaffe, brød, slik, energidrik, energibar, mad, sandwich, kage… Og formiddagen i de sidste timer kom folk til for at bakke op. Det gav en enorm energi. Jeg vidste ordene kunne række. Der var endda 2 hele foredrag jeg ikke ville kunne nå at holde.
Og pludselig var tiden gået. Uret viste 24.00.00 og jeg stoppede. På det tidspunkt havde jeg næsten energi til mere – men holdt fast i, at det skulle holde her. For fysikkens skyld. Så må jeg jo bare prøve igen en anden gang.

Det blev et totalt vanvittigt døgn på havnen i Aalborg. Jeg har aldrig før prøvet noget lignende og elskede – næsten – hvert minut.

Endnu skønnere er det at vågne op og logge på facebook, Twitter og chekke SMS. Claus og Kasper har styret det for mig mens jeg talte og sendt de ord videre til mig undervejs, som de mente gav mening for mig at få. Men for søren hvor er det skøn læsning. I VAR jo derude i mørket. I lyttede med kort eller langt. Og de ord i sender tyder på, at missionen lykkedes. At det aldrig blev pladder for at få tiden til at gå – men at hvert minut skulle give en form for mening. At man skulle kunne åbne for mig kl 3 om natten i et kvarter og få noget at vide. Jeg kan ikke huske ret meget af det, jeg har sagt, men ord fra jer fortæller, at det gav mening. Jeg er glad. Rigtigt glad.

For hvorfor var det jeg gjorde det?

Læs også:  Aldrig har bagsiden af højskolebladet da været så væsentlig som i denne udgave...

For det første fordi jeg er en stædig satan. Ingen skal sige “du kan ikke tale et døgn” uden at jeg gør det. Og tilføjede så selv, at det skulle være uden manuskript.

For det andet fordi jeg tror på det levende ord. Der er alt for få ord i verden, der kommer fra hjertet. Vi skal dele flere ord som vi selv finder på – istedet for mest at citere fra noget vi har læst eller det eller hørt på tv. Vi skal dele vores tanker, holdninger og oplevelser med hinanden istedet. Det jeg ville var at vise, at hvis man har en grundholdning og et ståsted, som begge er nogle der skabes i opdragelsen, barndommen og ungdommen – og kun sjældent ændres gennem livet, så er de nok til, at kunne tale om alt. Når et emne kastes ind, kan man altid hurtigt mærke i hjertet hvad man mener om det – og “kunsten” må så være at turde sige det bramfrit, uden først at gennemgå det filter vi har bygget op: “hvad mon de tænker hvis jeg siger det” eller “er det smart at sige”.

I de 24 timer talte jeg bramfrit. Frit fra leveren. Uden filter. Ærligt og redeligt. Uden tanke på, om det måske ville blive opfattet som dumt, blæret, uvidende eller var taktisk uklogt.

Jeg sagde ting jeg aldrig har sagt til nogen før – og delte ord og indfald, jeg ikke før har tænkt. En dag vil jeg måske se det hele igennem og meget af det vil også komme ud som videoklip i løbet af nogle uger. Men lige nu vil jeg helst have et par ordfri dage. Hvis jeg da kan holde det! Det er jo allerede gået galt med denne status

Ord er min levevej – derfor:
Hvis du eller dit firma eller din forening eller din skole eller…. har brug for ord, så kig ind på www.jeppe.dk – jeg har plads i kalenderen og GLÆDER mig til at holde foredrag nær dig.

Mange hilsener og med stor tak!
Jeppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.