Den 4-årige Rasmus er nu stedt til hvile. Alt for tidligt stoppede hans liv. Som altid, når børn dør, påvirker det alle der hører om det. Og normalt er medfølelsen enorm for forældrene, der må gå den tunge gang ud af kirken, med det liv de skabte og som stoppede brat.
I sagen om Rasmus blev virkeligheden en anden. Omstændighederne var tragiske ud over alle grænser. En mor melder sig til politiet med besked om, at hun har kvalt sin søn. Forud er gået 4 års kampe mellem mor og far i statsamtet, om samvær med drengen kan vi forstå. Alt er ulykkeligt at læse om, uforståeligt og ubærligt. Og så begynder vi alle at kræve svar. Vi leder i øst og vest efter noget, der kan forklare denne ufattelige handling. Medierne går naturligt i selvsving, fordi vi andre også gør. Der må være en oplagt og helt tydelig grund – og den vil vi finde. Koste hvad det vil.
Det kostede en del.
Debatten har været mere end uskøn.
Hensynet til, at to mennesker og deres mange pårørende stod midt i en ufattelig tragedie har været tilsidesat i håbet om, at finde svar. Et svar der næppe kommer, da gerningen med sikkerhed er uforklarlig. Sindet hos mennesker og dyr er ufatteligt komplekst. Gerninger, der ikke ligner os, kan komme ud af det blå – og nogle af de gerninger i affekt, er så umenneskelige, at vi aldrig vil forstå dem. Det tror jeg heller ikke moderen kommer til. Jeg gætter, men tror ikke, der er skyggen af ondskab i gerningen. Desperation har vækket nogle urgamle gener vi alle har, som gudskelov ikke får frit løb hos de mange, men nogle bliver ramt. Og det utænkelige sker.
Livet går ikke videre for den moder.
Jo, tiden går… men tiden vil for evigt stå stille.
Jeg skrev for tre dage siden en status her på facebook. Den er foreløbigt læst af 131.000 mennesker, delt 800 gange og debatten har været enorm intens. Meningen med min status var ikke at lege detektiv og finde forklaringer, lede efter om det var mor eller far der var den reelt skyldige – ej heller "holde med" en part. Alle er tabere – og respekten for det, som de to mennesker og deres pårørende er midt i, gør at jeg har forsøgt at holde mig fra at dømme. Har vi lyst til at dømme? Ja med sikkerhed. Det nemmeste i verden er, at skrive et par sætninger der “sender mor i helvede” eller med uvidenhedens briller fastslår, at “faderen jo også er en voldelig mand”. Det er så nemt i vores søgen efter svar, at blive ødelæggende for vores fornuft.
Mit ønske var at debattere, om det virkelig kan være rigtigt, at en mor slår sin søn ihjel og bagefter fortsat af systemet betragtes som nærmeste pårørende, der kan bestemme alt. For mig var det nærliggende, at stafetten må gå videre som konsekvens af sin gerning. Det overraskede mig enormt, at retten i Aalborg fandt frem til, at moderen selvfølgelig fortsat skulle være nærmeste værge. På trods af at faderen, der er uskyldig i selve gerningen, kunne have brugt det i sin sorgproces at have medbestemmelse. Moderen er fortsat, ifølge medierne, i en situation, hvor hun ikke magter at tage stilling til noget. Hun er indlagt, har sat sin søster til at ordne alt – og kunne selvfølgelig heller ikke magte, at komme til bisættelsen. Det naturlige havde dog været, om det var faderen.
Og så gik debatten ellers amok.
Jeg er GANSKE rystet over en række af de ting, der blev skrevet i debatten. Moderen blev kaldt “en heks” og nogle ønskede, at hun ville blive voldtaget og tæsket til døde i fængslet. Nogle kom med beskrivelser af gerningen, som om de havde stået ved siden af. Beskrev, hvordan moderen kalkuleret havde grebet kvælningen an, smilet til ham imens og bagefter løbet en tur, for at fejre sin gerning. Faderen fik samme tur. Baseret på en 10 år gammel dom, som medierne dengang beskrev, tog man artiklerne for gode varer og gav den fuld gas med konspirationerne. Faderen havde voldeligt banket moderen og truet hende på daglig basis. Han havde det i sig, mente man. Han fortjente ikke skyggen af samvær, konkluderede nogle lomme-eksperter, baseret på et par google-søgninger.
Min indbakke fik også temmeligt groteske besøg samt trusler. En person mente at jeg “skulle skæres fra underlivet og op til munden for at forsvare en gangster som Carsten D”. Vedkommende satte trumf på sin enorme mangel på IQ ved at fastslå, at faderen “havde truet moderen til at slå Rasmus ihjel, for at slippe for 14 års børnepenge”. Den slags typer har vi blandt vore medborgere – men gudskelov har de ikke skyggen af magt med deres forkvaklede forsøg på at deltage i debat. Jeg sletter altid den slags pr. omgående. Spilder jeg min tid på dem, eller politiets tid, har de jo vundet.
Helt som ventet fik vi også Vibeke Manniche på banen. Kvinden har jeg absolut ingen respekt for. Konstant forsøger hun i sager, der handler om kampe mellem mor og far i medierne, at sælge sine bøger. Hun kommer med letkøbte og helt ufattelige udtalelser, som man håber folk kun ryster på hovedet af. Sidste gang var det Claus Pagh, der fik med kødkniven og direkte blev kaldt pædofil. Medierne stod klar. Og denne gang angreb hun faderen, hvilket altid er hendes udgangspunkt, og kaldte ham og hans kamp patetisk. Patetisk!!! En far, der får besked om, at hans søn ikke kommer til jul, fordi han er kvalt af moderen, er nu patetisk, fordi han skriver til ministre eller deltager i et retsmøde.
Vi har her at gøre med en ondskabsfuld ultra-feminist, der skader ligestillingen mere end nogen anden! Enhver udtalelse fra hende er altid mere et forsøg på at skabe mere kamp og splid mellem kvinde og mand, som et nærmest stædigt forsøg på at fastholde den ulighed, der er hendes livsindtægt. At angribe en fader, der blot i desperation kæmper en kamp for at få lov til at have indflydelse på sin dræbte søns endelige bestemmelsessted, og kalde ham patetisk er så umenneskeligt ondt, at jeg håber enhver har fået øjnene op for, at hun skader mere end hun gavner. Manniche rystede mig. Voldsomt. Hun skrev mellem linierne, så direkte hun turde, at faderen sikkert havde gjort det ene og det andet. Jeg ved udemærket, at hun er blottet for evnen til at tænke to gange over sine sætninger, men at hun i en SÅ tragisk sag bruger det til forøget bogsalg er mig helt og aldeles ufatteligt.
Hun har siden skrevet to indlæg om, hvor slemt det er at deltage i debatten – og laver også her en lille mannichen-pis måling: Kun 5 mænd har ønsket hendes bog, resten var kvinder. Og alle de svinske ord, der er sendt hende, kom næsten kun fra mænd. Selv der, tager hun den såkaldte “kønskamp” til indtægt og beskriver lige, hvor slemme alle vi mænd er.
Jeg må sige, at jeg er stolt af at tilhøre det køn, der ikke ønskede hendes bog tilsendt.
Når jeg finder det vigtigt at tage hende med, er det fordi medierne uskønt brugte hende til at viderebringe uskønne ord om faderen – to dage før hans skulle begrave sin søn. BT valgte dog en anden vinkel, og gik “lægen” imod. Det gjorde mig glad, da jeg ikke synes tiden var til at skyde efter hverken fader eller moder. Slet ikke endda. End ikke for at sælge sine bøger, hvor den nyeste iøvrigt hedder “hjerteløs”.
Nok om hende, mere end nok.
Jeg ønskede en debat om det juridiske i at beslutte, at en forælder kunne være nærmeste pårørende efter at have dræbt. En stor del af de 330 kommentarer holdt fokus på netop det, og jeg glædede mig over en debat, der både fik sat spørgsmålstegn ved systemet, statsamtet, psykiatrien og retsvæsnets blik for lovens bogstav.
Jeg er sikker på, at politikerne efter nytår vil se på lovgivningen. Og måske var det på tide at se på hele området, for at sikre at der tages højde for flere af de dybt ulykkelige situationer, som nogle forældre står i, når kærligheden hører op. Kan vi gøre tingene anderledes? Skal der mere hjælp til? Lytter vi nok til begge parter? Er der ligestilling? Er vi menneskelige nok? Og ER barnets tarv så meget i fokus, som det bør. Jeg tror faktisk systemet fungerer stort set, som det skal. Men et eftersyn skader aldrig.
En ting er sikker: At lave et samfund, hvor denne slags ulykker aldrig sker, kan vi ikke. Håbløsheden har også et grimt ansigt, og nogle gange ser vi gerninger, som er uforklarlige.
Det ville klæde os alle, at lade være med at forsøge at forklare det uforklarlige, når vi i virkeligheden ikke ved en skid andet, end det Google kommer op med – eller at vi sammenligner med et eller andet, som vi selv har oplevet i systemet.
Nogle gange ER der bare ingen forklaringer. Kun tomhed. Den tomhed familien nu føler resten af deres liv – og som vi medføler.
Æret være Rasmus minde.
Et minde, der aldrig nåede at blive mindeværdigt.
Måske vi dog kan lære noget som samfund, som debattører og som mennesker.
Så er der i det mindste det at mindes.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
