Det skete natten til søndag. Som ved et trylleslag – eller snarere en hær af frivillige med trætte øjne og overfyldte bagagerum – er de danske lygtepæle igen blevet forvandlet til et lodret voks-kabinet af smilende ansigter og løfter, der er kortere end en gennemsnitlig kaffepause.
Her står vi nu, midt i maj, og mens bøgen springer ud og forsøger at gøre landet smukt, kæmper plastikpladerne om vores opmærksomhed i hver eneste vejkryds. Det er fascinerende, næsten hypnotisk, hvordan de samme lygtepæle, som ellers kun bærer på hundelufter-reklamer for forsvundne katte eller falmede plakater for det lokale dilettantteater, pludselig bliver den vigtigste kampplads for kontinentets fremtid. Men er det egentlig fremtiden, vi ser på, eller er det bare en kollektiv øvelse i visuel forurening med et demokratisk alibi?
De evige smil i modvind
Man må beundre dem. Kandidaterne. Der står de, fastspændt med strips i fire meters højde, og smiler ufortrødent, selvom den danske forårsregn pisker dem i ansigtet, og en flok duer har udset sig deres pande som rasteplads. Det er et særligt blik, de har fået lært hos fotografen. Det er det der “jeg-lytter-til-dig-men-jeg-kigger-ind-i-fremtiden”-blik. Et blik, der skal signalere både autoritet og en nærværende onkel-agtig varme på samme tid.
Når jeg kører ad de danske landeveje – og tro mig, det gør jeg ofte, for der er altid en efterskole eller en forening, der har brug for et ord med på vejen – føles det som at køre gennem en lang, vertikal kiggekasse. Hver pæl byder på en ny karakter. Der er den unge løve, der ser så beslutsom ud, at man mistænker ham for at have øvet sig foran spejlet siden konfirmationen. Der er den erfarne ræv, hvis smil bærer præg af, at vedkommende har set det meste før og nu mest af alt håber, at plakaten ikke blæser ned i den næste kuling.
Det er en mærkelig form for menneskeliggørelse af systemet. Vi ser ikke paragraffer eller traktater; vi ser tænder. Hvide, lige tænder. Og vi ser frisurer, der trodser tyngdekraften, indtil de første 14 dages fugtighed har forvandlet dem til noget, der ligner en våd hund – hvilket minder mig om, at jeg måske skulle have fået en hund på et tidspunkt, men det må vente til en anden gang. Lige nu er det kandidaterne, der fylder i landskabet.
Slogans der siger alt og intet
Men det er ikke kun ansigterne. Det er ordene. De små, skarpe sætninger, som spindoktorer har svedt over i månedsvis, og som nu skal overbevise os mellem et gearskifte og en rød lyskurv. “For et trygt Europa”. “Din stemme i Bruxelles”. “Sund fornuft”.
Man kan næsten mærke, hvordan substansen siver ud af lygtepælen og ned i asfalten. For hvem er egentlig imod et trygt Europa? Findes der en kandidat, der tør hænge en plakat op med teksten: “For et kaotisk og usikkert kontinent”? Eller hvad med: “Sund fornuft – men kun om tirsdagen”? Nej, vel? Vi er endt i en semantisk konkurrence om, hvem der kan sige det mest selvfølgelige med den største overbevisning.
Det minder mig om en gammel sangtekst, noget i retning af, at ord bare er støv, hvis ikke der er ånd bag. Og det er måske det, der mangler i lygtepælenes voks-kabinet: Ånden. Den ægte samtale, der ikke kan presses ned på 50×70 centimeter plastik. Vi forsøger at koge komplekse udfordringer ned til en Maggi-terning af et slogan, og resultatet smager ofte af ingenting.
Plastikstrips – demokratiets sande fundament
Hvis man virkelig vil vide, hvem der vinder et valg, skal man ikke kigge på meningsmålingerne. Man skal kigge på salget af plastikstrips. De der små, hvide eller sorte plastikbånd er demokratiets sande fundament i disse uger. Uden dem ville vores politiske system bogstaveligt talt falde til jorden ved første vindpust.
Der er noget dybt ironisk i, at vi diskuterer miljø, bæredygtighed og fremtidens ressourcer, mens vi plastrer hver eneste vejstrækning til med tusindvis af kvadratmeter plast, der efter valget ender som affald. Det er som om, vi har besluttet, at for at redde verden, skal vi først gøre den lidt grimmere og lidt mere syntetisk i en måneds tid.
Jeg observerede i morges en gruppe unge mennesker, der var i gang med at montere en kandidat på en pæl lige uden for en lokal SuperBrugsen. De arbejdede med en præcision, der ville have gjort en kirurg misundelig. Der blev trukket til, så plastikken knagede. Kandidaten skulle sidde lige. Han skulle sidde højt. Han skulle dominere lygtepælen, som var det Mount Everest. Det er en form for stamme-markering. Her hersker vi. Her er vores mand. Indtil i nat, hvor modstanderholdet kommer og hænger deres kvinde 20 centimeter højere oppe på samme pæl.
Det visuelle rod som folkelig kunst
Nogle kalder det rod. Andre kalder det visuel støj. Jeg vælger at se på det som en form for folkelig installationskunst. Det er Danmark, når det er mest insisterende. Det er det visuelle bevis på, at vi lever i et samfund, hvor man må sige – og vise – hvad man vil. Også selvom det er grimt.
Der er en egen skønhed i det rod, når man tænker over det. Det er udtryk for engagement. For at der er folk, der gider bruge deres nattesøvn på at kravle op på stiger for at promovere en sag eller en person, de tror på. Det er folkestyre i sin mest analoge og klodsede form. Det er vidunderligt ineffektivt i en digital tidsalder, og måske er det netop derfor, det overlever.
Vi kunne jo bare få en målrettet annonce på vores telefoner, men der er noget ved de der fysiske plader, som vi ikke kan ignorere. De tvinger os til at tage stilling, hver gang vi kører til bageren. “Nå, der er ham med de store briller igen. Hvad var det nu, han ville?”. Det skaber en samtale, om ikke andet så med os selv inde i bilen.
Sommetider kan jeg dog ikke lade være med at smile over sammenstødet mellem plakaterne og virkeligheden. Når en kandidat lover “guld og grønne skove” direkte over et hul i vejen, som kommunen ikke har fået fikset i tre år. Eller når sloganet om “fremtidens transport” hænger på en pæl ved siden af et busstoppested, hvor ruten netop er blevet nedlagt. Det er i de sprækker, at satiren fødes.
Lad os elske det, mens det varer
Om få uger er det hele slut. Så kommer de samme trætte folk ud med deres knive og klipper stripsene over. Ansigterne forsvinder ind i mørket igen. Lygtepælene bliver igen bare lygtepæle, og vi kan igen se træerne for bare plastik.
Men indtil da, så lad os prøve at nyde det. Lad os smile tilbage til dem i pælene. Lad os grine af de tåbelige slogans og beundre den ihærdighed, hvormed de er sat op. Det er en del af vores danske dna. Det er den periode, hvor vi viser ansigt – bogstaveligt talt.
Vi har brug for den der insisterende påmindelse om, at vi er en del af noget større. At verden ikke bare stopper ved vores egen ligusterhæk eller ved byskiltet. At de beslutninger, der tages langt væk, starter med et smil i en dansk lygtepæl.
P.S. Hvis du ser en plakat, der hænger helt skævt, så lad den være. Det er måske den mest ærlige kommentar til tingenes tilstand, vi har i øjeblikket.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
