Facebook påstår, at I savner mig. Det er åbenbart væsentligt, at der ikke går over en uge – ellers “savner mine følgere mig”. Jeg tænker dog at I har mere end nok at fifle med julemåneden, hvor der er tusind ting som skal ordnes, plus det løse.
Når jeg er tavsere end tavs er det fordi jeg (endelig) fik mod til at sige ja til et quickfix af mine øjenlåg, der siden jeg var teenager er vokset ud af proportion med resten af kroppen – og derfor har hængt ned over øjnene som en snedrive på taget, der truer med at glide ned og definitivt lukke verden ude. Morgen og aften værst, og udsynet påvirket.
Jeg har i december kun få foredrag og det er derfor eneste mulighed hele året for at ligne en idiot i krydderen i nogle uger. Og det gør jeg virkelig. Alle er bange for at se på mig uden solbriller – og når har jeg dem på, virker jeg som en smartass i Bilka. Eller ligner gulddreng, hvilket også er grænseoverskridende. Så jeg laver en kombi og ligger med isterninger på øjnene og podcast i ørene. Og venter på at det her skal gå over.
Mandag er jeg i Bergen med solbriller – gudskelov er debatten kun i radioen og i litteraturhuset – tirsdag lander jeg i København med møde og en strøgtur og onsdag ryger stingene endelig – og derefter drøner jeg til foredrag for Forsvaret. Soldater er vant til at se på folk med blåt øje.
Alt det kan man nemt klare – mens det faktum, at Villum lige nu holder børnefødselsdag her i huset med hele nulte klasse straks er værre – men det hele skal nok gå. Larmer de for meget tager jeg bare solbrillerne af, så er der virkelig hurtigt ro 😉
Det påstås jeg er nogenlunde køn igen inden 2019. Udsyn er dog mere værd end udseende. Så førstnævnte er både mit mål og glæde.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






