I mit newsfeed ser jeg video af en kvinde, der ligger i et hul og venter på, at mænd kaster deres sten. En anden video viser en dreng, der har fået en bygning ned over sig i et bombeangreb, og reddes ud. En forstenet 5-årig. En tredje video viser en bilbombe eksplodere og kroppe forsvinde fra verden. Jeg vil ikke se noget af det. Men det er vigtigt jeg gør det alligevel.
Nogle gange føles virkeligheden som en snak mellem politikere, en debat mellem sort og hvid, en “sag” eller “udfordring”, der skal løses. Det må de andre tage sig af. Korte indslag på en flygtig TVskærm, inden vejrudsigten lover sol i næste uge. Man finder grillen frem og glemmer det meste. Tager sig af det, der er nemt at danne sig en holdning til. Topskat, husøkonomi og uhyrlige gebyrer i Nykredit.
Videoer som dem, jeg ikke vil se er del af den virkelighed vi glemmer under vejrudsigten. Mens jeg putter ungerne og læser højt af Pippi, ligger der kvinder og venter på sten, børn under bygninger, der ikke reddes ud, men udånder, kroppe kastes i vejret af uvenskabens bomber mellem ideologier. Videoerne får mig til at huske virkeligheden bedre. Også efter vejrudsigten. De får mig også til at føle mig passiv, fordi jeg ikke ser en løsning, jeg kan være del af. Og det er nok i virkeligheden derfor, jeg helst ikke vil se dem. Og tænder grillen. Hvad fanden skal vi ellers stille op?
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
