FAR VAKT TIL LIVE I INDBAKKEN

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg ville lige rydde op i indbakken. Den indeholder 226.834 mails fra de sidste 16 år. Alt før 2000 er gemt i arkiv, sikkert fordi jeg var ræd for årtusindeskiftet. Nu skal disse også arkiveres…

– men pludselig når jeg til den tid, hvor min far stadig var i live. Tiden før 2008, hvor han var en daglig del af min telefoniske samtale og dagligt i min indbakke om alt og intet, stort og småt.

De fleste af jer kender ikke Poul Erik Søe.
Det er synd for jer. Han var værd at kende.
Jeg glædes dagligt over at have en far, der er værd at mindes.

Se f.eks. denne mail med sporadiske tanker fra 2003 han sikkert skulle bruge til en morgensamling på Lønne Højskole. Dem er der masser af – som fortjener at gense dagens lys.

Jeg SAVNER ham forfærdeligt…

—-
Emne: Huskeseddel mod tomheden

Først i august tidligt på natten
at blive trukket af sin drengs hånd
ud under stjernehimlen for at tælle stjerneskud.
Det er ham, der ved noget om dem.
Han har tidspunkterne, skudmængden og lysstyrken
på computer-skærmen,
og nu ude i den koglende august-nat
er hele himlen en skærm,
hvor virkeligheden farer rundt,
uden at man behøver at trykke på tasterne.

Den vårny smag af rabarbergrød,
før den kunne købes frysefærdig,
de røde rabarbar-klumpers syrlige signaler
i tungestrid med nymalket komælk,
de runde fordybninger efter skeen
i den røde grød med mælkens hvide rand.

En soltung eftermiddag med alt for klart lys
ned over baggårdens husklemte indelukke,
et gammelt cementrør, der smuldrer i kanten,
mælkebøtter, der blegt har forvokset sig
under en kasse, som nogen så har fjernet,
et hullet stakit, der ikke længere
kan holde på hemmeligheder,
og som nabohavens grønhed
er ved at kravle igennem
i tillid til, at der er bedst på min side.

Allikerne, flyve-øvere i skrigende rundkreds
omkring kirketårnet ved solnedgang,
og deres ligegyldighed,
når klokkeren tager fat på at ringe solen ned
på det rigtige tidspunkt,
endnu før klokker-fagforeningens
arbejdstidsregler fik magt over solens himmelgang.

Frikadeller med havregryn i
for at strække kødet,
den møre, brune skorpe på stegefladerne,
når man tager dem lige fra stegepanden,
den indre blødhed og varmen i munden,
fordi man ikke kan vente på, de bliver afkølet.

En femårigs tøsenæse, der løber
og bliver holdt stift frem mod mig
for at blive tørret.

Den stolte glæde undervejs i en god samtale,
som jeg optager på bånd til en radioudsendelse,
og opdagelsen af, at optageren ikke var slået til.

Jordbær lige fra marken,
mørklægningsgardiner,
der bliver taget ned efter fem år,
den nikkende julemand hos tøjhandleren,
Engelsk Herremagasin,
det Richs-billede, man lige manglede i serien,
smør, rystet af fløde i en mælkeflaske
under krigen,

En blomst på mit bord
uden afsender,
kold sylte med Arffmans sennep og rødbeder
– tredie juledag –
om natten, når de andre sover
og øl, der er hældt lidt for hurtigt op,
så det skummer som nisseskæg
og løber ud på en dug,
der alligevel skal skiftes.

Fjordens klare vand før Cheminova,
tælle muslinger og østers på bunden,
hente dem op i en ketcher og ro en halv time
over på den anden side for at få fem øre stykket,
som omsættes i lakrids-kalabreser
og Kongen af Danmarks.
Forslugent at smage lakrids og bolcher
på samme tid,
at nå at få det hele spist, før de andre kommer.

Følelsen af fingrenes løb
over en kastanje, der ligger
dybt i en lomme.

En istap, der langsomt drypper sig kortere,
giver afkald på sig selv, slipper sig selv,
en sidste glasklar spids, der ikke længere
tør holde fast på vinteren.

De sidste snebolde af tø-sne,
der hænger bedre sammen
end frostdagenes løse sne,
en glemt rustcykel, der dukker op
i en synkende snedrive,
brostenene, der een og for een melder sig
op gennem sneen
som underlag for ny sommerleg.

Morgener, hvor en nysværtet kakkelovn
er blevet fyret for kraftigt op
og fylder stuen med en sviende lugt.

På lang afstand at se den, man er vild med,
komme vuggende imod een,
Endnu er hun så langt væk,
at man ikke kan se nok
til at være sikker på, at det er hende,
men man ved det alligevel, fordi hun vugger
i de hofter, man knap kan se,
sådan som kun hun gør det,
kroppen er ikke engang et rigtigt omrids,
det er bevægelsen, man kan se,
det er bevægelsen, man er forelsket i,
og man begynder at gå den bevægelse imøde.

Min mor, der synger
Ud vil jeg, ud, åh så langt, langt langt,
mens hun vasker op efter fyrre pensionærer.

Læs også:  Folkelige oprør begynder med en bagedyst

Hesten foran mælkevognen, lugten af hestepærer,
presset mod næsen af dyrets sved
og fra de sure mælkesjatter under jungerne,
de sorte svedpletter langs hestens seletøj,
rundingerne på hestens bag, dens sitrende ben,
dens tålmodige mule og den hvide savl,
som om den selv havde drukket
al mælken.

Månen, når skyerne har travlt
og får det ser til at se ud,
som om den løber baglæns.

Et barn, der kommer løbende ind
for at spørge om noget meget vigtigt,
hvorfor stjernerne ikke falder ned,
om man kan få gennemsigtige mursten,
eller om Gud kan se,
at man ikke har vasket tæer.

En muldvarp, der løber hen over jorden,
en svale, der bygger rede
i vores entré-lampe
af kinesisk silkepapir,
hundens vilde glæde,
når man har været væk fra den
i hele tyve minutter.
Rødspætter med persillesovs og meget citron,
sovsen til stegte hjerter.

Koncerten fra Wien nytårsdag,
Kaj Julian fra Kilden i Aalborg,
Teddy Petersen fra Wiwex.
Mogens Kilde i Palladium –
dengang, man ikke vidste,
at den slags ikke er fint nok
til oplyste mennesker.

Og lille Jeppe, da han første gang
brugte gryderne som trommer
og grydelågene som bækkener.

De ord, der blev sagt i køen
foran biografens billethul,
når man havde fået lov til
at se fire-forestillingen.
Køen een lang ordbog
over den forbudte voksen-verden.

Børns øjne, mens jeg pakker noget op,
de selv har lavet.

En edderkop, jeg redder op af vandpytten,
og som uden taknemlighed går videre,
som om jeg er der for det samme.

Det øjeblik, da den første af Færøerne
dukker op
som en grøn æggeskal på havet
efter 36 timer i kuling.

Som otteårig at gå op ad gaden
5. maj 1945 med Dannebrog
og alle de allieredes flag
gjort fast med knappenåle til trøjen
og tilråbet fra en stor dreng:
– Dér har vi nok den nye Gøring.

En meget lille hånd,
der gør sig større i min
og en lille stemme, der siger,
at her i mørket er det nok bedst,
vi følges ad.

Den stålblanke kugle
fra en cykels kugleleje
inde i et hjemmelavet hylster af sølvpapir
nede i en tændstikæske
i det øjeblik, da den rejser sig op på enden
og bliver stående.

Ovnbagt julekage, der har fået lidt for meget,
med sukker, kanel og rosiner
efter Hellig Tre Konger
med et tykt lag smør.

Den første solopgang.
Underlyset på skyerne
og en vind, der flygtende
løber hen over lange, våde græsstrå.

Den sidste is helt ude i hjørnerne
på de firkantede æsker
i issælgerens skraldespand
de dage, hvor man ikke
havde 35 øre til en vaffel over disken.

Sen morgenkaffe en dag,
hvor alle andre er på arbejde.

En femøres lykkepose under krigen
med vaffelrester dyppet i salmiak
og et lille, sekskantet stykke pap,
der sættes på en halv tændstik
og bliver til en snurretop.

En fuldrynket, gammel kone,
der besøger en kirkegård
på grænsen mellem Rusland og Estland
for at lægge blomster på fire børns grave.
Hun knytter næven og taler russisk
med retning mod Moskva,
som har taget dem fra hende.
Bagefter griner hun med bævende rynker,
mens hun drikker Neskaffe ved bussen.

Larmen i København,
når folk skal hjem fra arbejde
og har travlt med at skaffe sig god tid.
Stilheden i landsbyen den første morgen,
der er faldet sne.
Mildheden i stemmen hos to,
der lige har været oppe at skændes,
og som pludselig vil enes igen.

Morgenrundstykker fra bagdøren hos bageren,
duften fra brødet og posens knitren,
kold citronvand fra det stedlige Bryggeri,
så gul, at det ses på glasset.

En cykeltur på seksten kilometer ud
og seksten kilometer hjem
for at trække mit livs første banan
i en af den slags automater,
hvor lågerne skulle klappes nedad
ved at rykke i en sort tap,
og bitterheden i banansmagen,
fordi den var helt grøn
og jeg ikke kendte gule bananer.

Lang tid efter den sidste flytning
at åbne en kasse, som er blevet stillet på loftet,
og som gemmer et brev fra ens kone,
før hun var ens kone.

Tegninger i sandet,
som langsomt viskes ud
af bølgerne ved højvande,
en brødmaskine,
der smuldrer sig igennem et nybagt rugbrød,
opdagelsen af, at historielæreren
kigger i bogen, når han bruger årstal.

Lykken over det første par briller,
der fik verden til at træde ud
af barndommens tåge.

Når ens far lagde nogle af kødbollerne
fra hans egen suppe
over på ens tallerken.

Lugten af madbål i Nigeria,
den røde jord i Kenya
og de tomme bogreoler
i Karens Blixens hus ved Nairobi.
Hestevognene på torvet i Krakow en juni-nat,
knælende polske bønder i andagt
foran Den Sorte Madonna i Czestochova.

Læs også:  BILEN ER ET USTOPPELIGT TERRORVÅBEN

En fod, der er fodformet,
et usminket ansigt, der tør være gammelt,
et barn, der står alt for tidligt op
på forældrenes fridag en dag i juni
og kommer ind for at spørge,
om det snart er jul.

En dame, der myndigt
slår en smørklump til firkantet form,
så vandet løber fra det,
og pakker resultatet ind i pergamentpapir

Lyden af otte hestesko,
når et hesteforspand, der kører lydløst på asfalt
pludselig drejer ind på brosten.

Den fjerne lugt af benzin fra en bil,
der var klodset op under krigen.

En ung mand og en ung kvinde,
begge omkring de tyve og med let rystende stemmer,
der skingert diskuterer Stephen King,
mens ingen af dem endnu
tør række hånden frem
og røre ved hinanden,
som de begge helst vil.

Børn, der snakker sig selv i søvn
på bagsædet under en lang hjemtur fra en familiefest,
deres stille indsigelse,
når de sovende bliver båret ud fra bilen,
og deres velvære, når de bliver lagt på sengen.

Meddelelsen som ti-årig om, at kongen er død,
og at vi har fri resten af dagen.
Knud Kristensen, der glemmer
at sige Hans Majestæt,
kronprinsen, der har et hurra i overskud.
Husmoderens ti minutter i radioen den dag,
de foreslog, at man skulle skifte
mellem røde og grønne elastikker
om mandens madpakke
for variationens skyld.

At sidde bagest i den sidste bil,
der kommer med en færge.

Marguerite Viby, Christian Arhoff
og Ib Schønberg i en gammel dansk film,
der ender godt.

Lugten af gemmetøj i en landsbykirke
ved en jordefærd med stort følge.

Når juletræet er sat hen i en krog
julemorgen og sidde og sniffe julen ind i sig
inde i hjørnet, hvor ingen kan se een,
fordi træet står for.

Lugten af tøj, der har hængt ude i frostvejr.
Og af skomagerværksted, af saltet sild,
min fars tømrertøj,
mæt af sød sved og af lugten af nyt træ.

Frihedsbudskabet på en slidt plade,
overspillet til et slidt bånd,
når det bliver genudsendt 5. maj.

En gammel mand med hænderne hvilende
på en stok, han selv har skåret,
mens han synger en sang,
han kan udenad.

I dagevis en hel familie et forår
et helt nyt sted, man er flyttet ind,
at slide i haven med at fjerne guldregnen,
som vil være for farlig for børnene,
når bælgfrugterne kommer,
for så – når roden endelig er hevet op –
at høre naboen sige, det var et elmetræ.

At sidde i en stue meget tidligt i maj,
når en buket af de allerførste levkøjer
har stået der nogle dage
og fyldt rummet med tung, mæt krydderduft.

At høre et målbevidst barn
øve og øve det samme stykke på klaveret
med de samme fejl hver gang
og den bratte standsning
på det samme sted i melodien,
mens der indædt bliver hamret
hårdere og hårdere i tangenterne
som en straf til det uskyldige klaver.

Skiver af gul, dansk melon med sukker,
Axel Schiøtz på en gammel plade,
når han synger om prinsesse Tove af Danmark.

To kvinder i en bus
på sædet lige bag mig,
når de diskuterer,
om det bliver en hård vinter i år.
Når lyngen blomstrer i toppen,
bliver vinteren streng, siger den ene.
Nej, det er når, den ikke blomstrer i toppen,
siger den anden.
Min far sagde altid i toppen,
siger den første.
Min bedstefar, siger den anden.

Børn, der har malet sig til fastelavn
og kommer syngende ind i en butik,
den mælkebøtte, der har overlevet
forårets lugning,
den alt for stærke parfyme-lugt fra en pige,
der har stjålet fra mors sminkeæske
for første gang.

Fingre, der krummende kalder
på et barn, der er ved at lære at gå
for at lokke det til et skridt.
Hænder, der fortvivlet vrider sig
for at rette op på, hvad en mund lige har sagt.
Hænder, der strækkes frem for at modtage een,
der bærer på en stor sorg.
Hænder, der vil ta’ om en elsket,
men endnu bliver holdt nervøst ved siden.
Gamle hænder,
der har fået smilerynker på håndryggen.
En hånd, der bydende skærer gennem luften
hos en taler, der er meget usikker på sin sag.
En lillefinger, der næsten usynligt bliver løftet
som en diskret vinken midt i et alvorligt møde
fra een, man holder af.
Hænder, der hvide af mel lige er blevet færdige
med at ælte dejgen til et franskbrød.
Hænder, der sætter lyng på plads i en krans.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.