Felix var en dreng, der for det meste var fyldt med solskin og gode idéer, men når vreden ramte ham, var det som om en lille vulkan gik i udbrud inde i hans mave. En historie om at finde roen, før de vrede ord slipper ud.
Felix boede i et hus med blå døre og en have, hvor græsset altid kildede mellem tæerne. Han elskede at bygge ting. Han byggede slotte af papkasser, tårne af træklodser og rumskibe af alt det, han kunne finde i køkkenskuffen. Men der var én ting, Felix ikke var særlig god til, og det var, når tingene faldt sammen. Når det højeste tårn væltede, eller når hans lillesøster Mia kom til at træde på hans rumskib, skete der noget mærkeligt. Felix mærkede en varme, der startede helt nede i storetæerne. Varmen kravlede op gennem benene, satte sig som en knude i maven og endte helt oppe i hans kinder, der blev så røde som modne tomater. Inden han vidste af det, hoppede der ord ud af hans mund, som slet ikke var pæne. Det var vrede ord, tunge ord, ord der fik Mia til at se helt forskrækket ud og mor til at sukke dybt. Bagefter var Felix altid ked af det, for ordene hang ligesom fast i luften som små, grå skyer, han ikke kunne få væk igen.
En tirsdag morgen, hvor regnen trommede mod ruden, og Felix lige havde set sit flotteste legotårn splintre mod gulvet, fordi han selv var kommet til at skubbe til det, mærkede han vulkanen igen. Han åbnede munden for at råbe noget rigtig dumt af gulvet, men så fik han øje på noget under sin seng. Der lå en lille, gammel trækasse, han aldrig havde lagt mærke til før. Den glimtede svagt i det grå lys. Glemte var de væltede klodser for et øjeblik, da Felix kravlede ind under sengen for at få fat i kassen. Da han åbnede låget, lå der ikke guld eller diamanter. Der lå et viskelæder. Men det var ikke et almindeligt viskelæder fra penalhuset. Det her var neonfarvet, blødt som en skumfidus og det duftede svagt af jordbær og nyfalden sne. Da Felix rørte ved det, mærkede han et lille elektrisk sitren i fingerspidserne.
Næste dag tog Felix viskelæderet med i skole. Det lå trygt i hans lomme og varmede mod hans lår. I frikvarteret gik det galt. Felix var med i et spil rundbold, og da det blev hans tur til at slå, ramte han helt ved siden af. Han hørte en af de store drenge grine og sige noget om, at Felix slog som en mormor. Der var den igen. Varmen. Vulkanen. Felix kunne mærke de grimme ord forme sig på tungen. Han ville råbe noget om store ører og dumme sko. Men lige i det øjeblik, han åbnede munden, mærkede han viskelæderet i lommen. Han greb om det, og pludselig skete der noget magisk. Han kunne se sine egne ord! Før de forlod hans mund, svævede de foran ham som små, mørkegrå røgskyer formet som bogstaver. Hurtigt som en mis trak han viskelæderet frem og førte det hen over luften.
Hvor viskelæderet rørte de grå ord-skyer, forsvandt de med det samme. Men de blev ikke bare væk; de blev forvandlet til små kaskader af glitrende sølvstøv og farverige stjerner, der dalede lydløst ned mod asfalten. Felix kiggede forbløffet på det. Den store dreng, der havde grinet, så ingenting. Han så bare Felix, der stod helt stille med et mærkeligt smil og viftede med et farvestrålende viskelæder i luften. “Hvad laver du?” spurgte den store dreng. Felix trak på skuldrene. “Jeg sletter bare noget, der alligevel ikke var vigtigt,” svarede han roligt. Vulkanen i hans mave var gået ud. Den var blevet kølet ned af det magiske glimmer. For første gang i lang tid følte Felix sig ikke tung og træt efter at have været vred. Han følte sig let, som om han kunne svæve helt op til skyerne.
Resten af dagen var viskelæderet hans bedste ven. Hver gang han mærkede irritationen boble – når madpakken var med leverpostej i stedet for pølsemadder, eller når hans blyant knækkede for tredje gang – tog han viskelæderet frem. Han opdagede, at han kunne bruge det på mange måder. Han kunne slette sine egne vrede tanker, før de overhovedet blev til ord. Han lærte at se, hvordan de vrede ord ville have set ud, hvis de var sluppet ud. Nogle var spidse som torne, andre var tunge som sten. Men viskelæderet klarede dem alle sammen. Luften omkring Felix blev efterhånden helt fyldt med usynligt glimmer, som kun han kunne se, men som alle andre kunne mærke. Folk begyndte at smile mere til ham, fordi han ikke længere sendte små, grå tordenskyer ud i verden.
En aften, da Felix sad på sit værelse og kiggede på det magiske viskelæder, lagde han mærke til noget. Det var blevet mindre. Hver gang han brugte det til at fjerne en vred bemærkning eller en sur tanke, blev det en lille smule slidt. Han blev helt forskrækket. Hvad skulle han gøre, når det var helt væk? Ville vulkanen så komme tilbage og overtage det hele? Ville han igen blive drengen med de røde kinder og de grimme ord? Han prøvede at gemme viskelæderet væk i den lille trækasse, så det ikke blev mere slidt, men næste dag i skolen skete det igen. Hans bedste ven, Jonathan, kom til at spilde juice på Felix’ nye tegning.
Varmen steg op. Ordene pressede på bag tænderne. Felix mærkede efter viskelæderet i lommen, men han tvang sig selv til at lade det ligge. Han lukkede øjnene og forestillede sig, at han havde viskelæderet inde i sit hoved. Han så for sig, hvordan han førte det hen over den vrede, der var ved at koge over. Han forestillede sig glimmeret og de små stjerner. Han trak vejret dybt ind, helt ned i maven, og talte langsomt til ti. Da han åbnede øjnene, var varmen væk. Han kiggede på Jonathan, der så helt ulykkelig ud over den ødelagte tegning. “Det gør ikke noget, Jonathan,” sagde Felix. “Vi kan bare tegne en ny sammen. Min tegning manglede alligevel lidt orange.” Jonathan lyste op, og Felix mærkede en varme i hjertet, der var meget bedre end vulkanens varme. Det var en varme, der mindede om varm kakao og gode krammere.
Da Felix kom hjem den dag, tog han viskelæderet op af lommen. Det var næsten helt væk nu, kun en lillebitte splint af farver og duft var tilbage. Han smilede for sig selv, for han vidste nu, at han ikke længere havde brug for det. Magien sad ikke i viskelæderet; magien sad i pausen. Den lille pause mellem at mærke vreden og at åbne munden. Han havde lært at lave sit eget glimmer. Han lagde den sidste lille rest af viskelæderet tilbage i trækassen og skubbede den langt ind under sengen. Måske var der en anden en dag, der fik brug for at finde den.
Felix gik ud i haven og satte sig under det store æbletræ. Han kiggede op gennem bladene, hvor solstrålerne dansede. Han tænkte på alle de ord, han ikke havde sagt, og alle de smil, han havde fået i stedet. Han vidste, at vulkanen stadig boede derinde et sted, for sådan er det at være menneske, men nu vidste han også, hvordan man tæmmer den. Man skal bare huske at tage sit indre viskelæder frem og forvandle de grå skyer til stjernestøv. Og mens han sad der, faldt et lille æble ned og landede lige ved siden af ham. Han tog en bid og nød den søde smag af ro.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Mias rejse til Skyernes Land]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
