Det er den tid på året, hvor lysten til at være kulturelt relevant og mærke suset fra teltdugen i Nibe eller bøgetræerne i Skanderborg kolliderer frontalt med en lænderyg, der insisterer på, at vi nu befinder os i en alder, hvor en god nats søvn i en rigtig seng er en menneskeret. Mens Metallica i går rystede Parken og de første toner af EM-festen i Tyskland har ramt stuerne, sidder jeg her og overvejer, om jeg overhovedet kan tåle basvibrationer uden at få diskusprolaps. Der er noget fundamentalt tragikomisk over den midaldrende mands kamp for at bevare grebet om ungdommens festival-identitet, når man samtidig er blevet den person, der ved præcis hvilken model af en campingstol, der giver den bedste lændestøtte og har plads til både en lunken øl og en telefon med ladehastighed-angst.
Når knæene knirker i takt til Metallica
Jeg sad og kiggede på billederne fra Parken i går. Metallica leverede varen, og Snake Pittet var fyldt med folk, der kastede med hornene og lignede nogen, der aldrig har hørt ordet ‘fysioterapeut’. Men hvis man kigger lidt tættere på, ser man os. Os, der står i periferien. Vi er dem, der har strategisk placerede pladser tæt på udgangen, ikke fordi vi vil hurtigt hjem, men fordi vi har brug for en hvilepause hvert 20. minut. Der er en særlig form for dannelse i at indse, at man ikke længere er skabt til at stå i forreste række i fem timer i træk. Det er en erkendelse, der kommer snigende som en kold østenvind over en teltlejr; pludselig opdager man, at man hellere vil diskutere lydkvaliteten og trommeslagerens præcision end at mærke sveden fra en fremmed sidemand på sin skjorte.
Sommeren står og vipper. Vi har lige set Tyskland køre Skotland fuldstændig midt over i EM-åbningskampen, og mens hele nationen forbereder sig på Danmarks kamp mod Slovenien i morgen, mærker jeg en anden form for spænding i kroppen. Det er ikke nødvendigvis sportsgejsten, der sitrer, men nærmere de små advarselslamper i min krop, der fortæller mig, at hvis jeg planlægger at deltage i bare én festivaldag i år, så kræver det en logistisk planlægning på niveau med en mindre invasion. Det handler ikke længere om, hvilke bands der spiller, men om der er siddepladser nok, og om man kan få kaffe, der ikke smager af en smeltet regnjakke. Jeg SKAL til Nibe Festival – som jeg har været nu uafbrudt i 20 år. Skal, skal, skal… men…
Campingstolen som identitetsmarkør
Der er noget ved en campingstol, der definerer manden. I mine yngre dage var en campingstol noget, man købte i en kiosk for en halvtredser og efterlod i mudderet, når festivalen var slut. I dag er min tilgang til emnet blevet næsten videnskabelig. Jeg har fundet mig selv i en friluftsbutik, hvor jeg testede siddehøjden og ryglænets vinkel med en seriøsitet, som gjaldt det indretningen af et nyt hjemmekontor. For lad os være ærlige: Når man har rundet de halvtreds, er campingstolen ikke bare et møbel; det er ens overlevelsesdragt. Det er herfra, vi observerer ungdommen, der render rundt i gennemsigtige plastikregnslag og ser ud til at være ligeglade med deres fremtidige kropsholdning.
Jeg overvejer tit, om man overhovedet kan mærke musikkens ånd, når man sidder ned. Er der en usynlig grænse for, hvor meget man kan lade sig rive med af en guitarsolo, når ens primære fokus er at undgå, at benene sover? Der er en absurditet i at sidde i en komfortabel foldestol med indbygget kopholder og forsøge at se ud som om, man stadig har den indre oprører intakt. Men måske er det netop det, der er den moderne dannelse; at turde være til stede på sine egne præmisser. At indse, at man ikke behøver at lide for kunsten, men at man godt kan nyde den med en pude under lænden.
Den tabte ungdom og den fundne ro
Når jeg kigger ud over de danske landeveje her i midten af juni, ser jeg bilerne med tagbokse og festivalmærkater. Jeg ser forventningens glæde i øjnene på de unge, der er på vej mod deres livs sommer. Og jeg smiler, for jeg ved præcis, hvad de har i vente – både de store øjeblikke og de efterfølgende tømmermænd, der varer tre dage i stedet for tre timer. Men jeg finder også en mærkelig ro i at vide, at min tid i mudderet er ved at være ovre. Der er en frihed i at sige nej til overfyldte togvogne og fællesbade, og i stedet vælge de små, intime koncerter eller måske bare en god snak over en kold øl i haven.
Det er jo det, mine foredrag tit handler om; mennesket i systemet, eller i dette tilfælde, mennesket i campingstolen. Vi forsøger alle at navigere i en verden, der forventer, at vi altid er ‘på’, altid er unge og altid er klar til den næste store begivenhed. Men der er en kæmpe styrke i at turde stå ved sin egen skrøbelighed. Der er en dannelse i at sige, at man foretrækker en koncert, hvor man kan høre, hvad sangeren siger, frem for en, hvor bassen er så høj, at man risikerer at få løse plomber i tænderne. Det handler om ordentlighed over for sig selv.
EM-feber og sofa-strategi
I morgen gælder det så Danmark. Jeg ved, at mange af mine venner skal ud og se kampen på storskærme rundt omkring i landet. De skal stå tæt, råbe højt og fejre (forhåbentlig) en sejr over Slovenien. Og mens de står der, vil jeg sandsynligvis sidde i min egen stue, eller måske i en god stol et sted, hvor der er ro til at analysere spillet uden at få spildt fadøl ned ad ryggen. Det er ikke fordi, jeg er blevet kedelig – jeg er bare blevet selektiv. Jeg vil hellere have en dyb samtale om spillets dannelsesmæssige betydning end at deltage i et kollektivt brøl, hvor halvdelen af deltagerne alligevel ikke kan huske kampen dagen efter.
Vi lever i en tid, hvor alt skal være en oplevelse, en ‘event’ eller en overskrift. Men nogle gange findes de største oplevelser i de små mellemrum. I de øjeblikke, hvor vi tør lægge telefonen væk og bare være til stede, uanset om vi sidder i en campingstol eller står i midten af Parken. Det er her, vi mærker ånden og fællesskabet. Og hvis det kræver lidt ekstra lændestøtte at nå dertil, så er det en pris, jeg gladeligt betaler.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
