De store kommercielle fitnesscentre er ikke bare træningscentre. De er moderne ungdomsklubber, men uden hverken pædagoger, billardborde eller den mindste antydning af øjenkontakt. Det er muligvis boomerens syn på sagen, men i dette tilfælde er jeg boomer og leger bedrevidende med stor glæde.
I de gode gamle dage – og ja, her lyder jeg præcis så gammel, som de unge i centret synes, jeg ser ud – var en ungdomsklub et sted, hvor man mødtes for at være sammen. Man røg måske en smugsmøg bag skuret, spillede bordfodbold med en fyr, man ikke rigtig kunne lide, og lærte på den hårde måde at navigere i et fællesskab. Det var beskidt, det var støjende, og det var dannelse i øjenhøjde.
I dag er billedet et andet. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik, som Berlingske for nylig har dykket ned i, er fitnesscentret blevet de unges absolutte favoritarena. Fire ud af ti unge under 35 år slider nu i maskinerne. Det er langt mere populært end foreningsidræt og de klassiske klubber. Men der er en hage. En ret stor én. For mens de unge i foreningslivet oplever et fællesskab i 93 % af tilfældene, så er det under halvdelen, der føler det samme i de kommercielle fitness-templer. Vi har skiftet dannelsen ud med spejlbilleder.
Når man bevæger sig rundt i de her centre, ser man en hel generation, der har ryggen til hinanden. De står i lange rækker og stirrer intenst ind i vægge af glas. De spejler sig ikke i hinanden – de spejler sig i sig selv. Og hvis spejlet ikke er nok, så er der altid telefonen. Jeg så i det lokale center tre knægte, der knap var gamle nok til at have købt deres egne barberblade, stå i en lille cirkel. De talte ikke sammen. De ventede på, at den ene blev færdig med at filme sin egen overarm, så de kunne tjekke vinklen på skærmen bagefter.
Det er det, forskere kalder “utilfredshedens logik”. Jo mere man stirrer på sin egen krop for at finde fejl, man kan rette med endnu et sæt squats, desto flere fejl finder man. Det er en evighedsmaskine af utilstrækkelighed. I de gamle ungdomsklubber lærte man at leve med sine fejl, fordi man blev set af andre – hele mennesker, der også havde bumser og dårlig humor. I fitnesscentret bliver man kun set af sig selv og en algoritme på Instagram.
Det er en dannelsesrejse, der stopper ved dørtærsklen til ens eget ego. Når vi fjerner fællesskabet og erstatter det med individuel performance, fjerner vi også muligheden for at lære at være et menneske blandt andre mennesker. En ungdomsklub var en træningslejr i demokrati og socialt samvær. Et fitnesscenter er en træningslejr i selveksponering.
Vi taler ofte om, at de unge er ensomme. Måske er det ikke så mærkeligt, når deres primære sociale arena er et sted, hvor man har noise-cancelling hovedtelefoner på for at undgå at høre andre trække vejret. Vi har skabt en kultur, hvor det er vigtigere at have en lav fedtprocent end at have en høj social intelligens.
I foreningslivet – det vi plejede at kalde Danmarks rygrad – lærer man at tage ansvar. Man lærer, at holdet taber, hvis man ikke møder op. Man lærer, at man skal kridte banen eller vaske trøjerne. I fitnesscentret er du kun ansvarlig over for dig selv. Hvis du ikke møder op, er der ingen, der savner dig. Det er den ultimative individualisering. Det er praktisk for forretningsmodellen, men katastrofalt for sammenhængskraften.
Tænk på det gamle billardbord i klubben. Det var her, de vigtige samtaler fandt sted. Mens man ventede på, at det blev ens tur til at støde til den hvide bal, fik man vendt kærestesorger, skænderier med forældrene og frygten for fremtiden. Det skete i mellemrummene.
I fitnesscentret er der ingen mellemrum. Hvert sekund er optimeret. Hvis du ikke løfter, så hviler du – og hvis du hviler, så tjekker du din telefon. Der er ikke plads til den uforpligtende snak, der bygger bro mellem mennesker. Vi har effektiviseret ungdommen til et punkt, hvor der ikke er tid til at være ung.
Det er her, vi som samfund har fejlet. Vi har ladet de kommercielle kræfter overtage dannelsesrummet, fordi det var nemmere end at vedligeholde de slidte ungdomsklubber. Men prisen er høj. Vi får unge, der er fysisk stærkere end nogensinde, men socialt mere skrøbelige. De kan løfte 100 kilo i bænkpres, men de kan ikke løfte blikket og sige “hej” til en fremmed uden at føle en lammende angst.
Vi har brug for at genopfinde fællesskabet. Ikke som et sted, hvor man optimerer sig selv, men som et sted, hvor man mister sig selv i noget større. Vi har brug for steder, hvor spejlene er erstattet af vinduer ud mod verden og mod hinanden.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
