Jeg ved godt, at vi lige nu behandler Friis Bach, som om han er et overmenneske. En så retskaffen og dygtig mand, at han ikke kunne sidde på en post og løse problemerne, men måtte træde tilbage for at kunne sove om natten. Det er det billede pressen tegner efter dygtigt at have lavet det flotte strategiske træk.
Jeg finder det dog problematisk, når vi ser på hvordan pressen ellers kaster sig over småting.
Vi har været dybt nede i en miljøministers skraldespand. Vi har jagtet statsministerens mands seksualitet. Vi har undersøgt Thornings private leasing af bil. Vi går op i hvor politikernes børn går i skole. Og når pressen bider sig fast, bliver de ved i ren kampagne-stil at finde små og store ting, der kan komme i nærheden af at bakke de tidligere historier op.
I Sidste uge kunne vi læse en længere historie, der handlede om at Lars Løkke havde drukket et enkelt glas rødvin på GGGIs regning. Helt efter reglerne, bevares, men han havde ikke fortalt om det glas rødvin på pressemødet – selvom der var tid nok.
Nu har vi så en minister, der må siges at have sovet markant i timen under et bestyrelsesmøde, som omhandlede 90 millioner danske kroner og brugen deraf. En minister, der end ikke da sagen om Løkke kørte selv begyndte at se sine referater igennem, men skråsikkert udtalte sig til højre og venstre om regeringens uskyld – hvilket viste sig at være en løgn.
Løkke har rejst på de billetter, som den danske regering havde sørget for, at Løkke fik tilsendt! Eneste, der reelt har gjort noget for at ændre de regler, er faktisk Løkke. Det ændrer historien markant, selvom Løkke stadig gjorde det for sent efter min smag. Men ikke for sent efter reglerne, som netop var lavet så han skulle flyve som han gjorde. Nok om Løkke.
Vi har nu en minister, der på et pressemøde direkte siger, at han i sidste uge sad med en dårlig rapport om hele GGGI sagen, men ville vente med at offentliggøre den til efter kommunalvalget. En minister, der ganske enkelt ikke har været sin opgave voksen.
Til gengæld trådte han så “dygtigt” af, at vi alle faldt i svime over hans ubetingede troskab til folkestyret, integriteten og ansvarlighed. Kommentatorer nærmest med grådkvalt stemme udtaler, at den anstændighed nok breder sig til andre ministre. Jeg havde det personligt modsat: I min verden render han af pladsen fra et ministerium, der tydeligt har brodne kar, istedet for at rydde op. Tænk hvis alle løb fra pladsen, hvis der i baglandet var roderi? Det håber jeg ikke breder sig til andre ministre! Tænk, hvis en bankdirektør trak sig, hvis der var en mellemleder der havde begået fejl? Ville man så hylde ham for at løbe med sin pension? Jeg kan se forsiderne.
Med den detaljegrad hele GGGI sagen har været dækket med, og den dækning af hvert eneste hvæs Rosentkranz-Theil udstødte blev uredigeret trykt, er det urimelig forskelsbehandling at pressen blot nikker og kæler for den nye folkehelt, der forlod skuden. Det er dygtigt spin, det erkender jeg. Endda med en Vestager, der næsten kunne græde med tårer – men tilbage står et grimt forløb, hvor en minister ikke har været sit ansvar bevidst som bestyrelsesmedlem, hvor hans ord har stemplet en andens politikers troværdighed markant, hvor han har holdt en rapport tilbage, fordi den kunne skade hans parti ved et valg, og hvor han så render når lokummet brænder. Og Pernille skriger endda endnu… Thorning siger, at hun ikke “i sin vildeste fantasi kan forestille sig, at dette er tilbageholdt af politiske grunde” – men den minister hun hylder, holdt rapporten tilbage til efter valget. Det har vi hans ord for.
Hvis vi ønsker anstændighed, så bør denne sag mane til ligeså stor eftertænksomhed som de exitprocenter DR kom ud med på valgdagen. Og her kan vi ikke nøjes med at sende en mellemleder på sporten.
Jeppe Søe
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
