Det sker hvert eneste år. Lige præcis nu, her i slutningen af marts, hvor kalenderen insisterer på, at vi er trådt ind i foråret, og solen pludselig får magt nok til at kaste et lys over de støvede vinduer, som man ellers har haft held med at ignorere siden november. Det er den dag, hvor man kigger ud og ser en himmel så blå, at den næsten virker redigeret, og man tænker, at nu er det nu. Nu skal uldfrakken på pension, og nu skal man ud og mærke livet. Men lad mig sige det med det samme: Foråret er en lystløgner af værste skuffe. Det er årstidernes svar på en brugtvognsforhandler med alt for meget voks i håret og et smil, man aldrig helt bør stole på.
Vi hopper på den hver gang. Vi er som en flok naive turister, der tror, at den billige rødvin smager lige så godt derhjemme i regnvejret som på en solskinsdag i Toscana. Så snart termometeret sniger sig op på syv grader i skyggen, og solen rammer en lækrog, så smider vi jakken. Vi sidder der, blege som indersiden af en mælkekarton, og insisterer på, at “det faktisk er ret lunt”. Sandheden er bare, at jorden stadig er dybfrossen, og at de der syv grader kun er en hån mod vores immunforsvar. Foråret er ikke en årstid; det er en psykologisk krigsførelse mod den danske befolkning, der har været indespærret i mørke i et halvt år og nu er villige til at tro på hvad som helst for et skud D-vitamin.
Den store forårsillusion og den uundgåelige lungebetændelse
Der er noget dybt fascinerende over vores kollektive hukommelsestab, når det kommer til marts måned. Vi glemmer fuldstændig, hvordan det føles at have en rigtig forkølelse, og vi overbeviser os selv om, at “den friske luft” er sund. Men den friske luft i marts er ikke frisk – den er lumsk. Den er som en ekskæreste, der ringer midt om natten og lover guld og grønne skove, kun for at minde dig om, hvorfor I gik fra hinanden, så snart du tager telefonen. Jeg ser dem overalt lige nu. Folk i tynde sommerjakker, der står og skutter sig ved busstoppestedet, mens deres læber langsomt skifter farve til en moderat nuance af blåbær.
Vi vil så gerne have det til at være sandt. Vi vil så gerne have, at vinteren er slut. Men foråret i Danmark er i virkeligheden bare vinter i forklædning. Det er vinter, der har taget en lyserød skjorte på og forsøger at virke imødekommende, mens den stadig gemmer på en kniv af nattefrost i ærmet. Vi går ud i haven, kigger på de stakkels erantis, der kæmper for livet, og tænker, at nu skal vi i gang. Vi finder havemøblerne frem, tørrer dem af for vinterens slimede rester, og sætter os ud med en kop kaffe. Efter præcis fire minutter indser vi, at vi er ved at dø af kulde, men vi bliver siddende, for vi har jo besluttet, at det er forår. Det er en form for national stædighed, der grænser til det patologiske.
Der er en særlig tone i lyset på denne tid af året, der afslører alt. Det er ikke det varme, omfavnende lys fra august. Det er et koldt, afslørende lys, der minder os om, at vi har glemt at male stakittet, og at vores biler trænger til en vask, der rækker dybere end bare en tur i automaten. Lyset i marts lyver ikke om skidtet, men det lyver om varmen. Det er den ultimative ironi: Jo mere solen skinner nu, jo koldere føles det ofte, fordi den kolde luft fra øst ikke har tænkt sig at vige pladsen bare fordi, vi har fået lyst til at gå i sneakers.
Mellem håb og hukommelsessvigt
Måske er det i virkeligheden sundt, at vi lader os narre. Hvis vi ikke var i stand til at bilde os selv ind, at sommeren er lige om hjørnet, så ville vi jo aldrig overleve de sidste krampetrækninger af den danske vinter. Men der er også en arrogance i vores forhold til foråret. Vi tror, vi kan tvinge det frem. Vi køber os fattige i stedmoderblomster og planter dem ud i krukker, velvidende at der kommer nattefrost i nat, som vil forvandle dem til små, frosne monumenter over vores egen utålmodighed. Vi vil have kontrol over naturen, men naturen sidder bare derude og griner af os, mens den sender en byge af hagl ned over vores nyvaskede bil.
Det minder mig om de gange, hvor jeg selv har troet, at jeg var klogere end vejrudsigten. Da jeg var yngre, mente jeg, at uld var noget, man kun brugte, hvis man var over firs eller boede på Grønland. Jeg husker tydeligt en marts-dag, hvor jeg insisterede på at køre en tur i en åben bil, med sådan et tag man skulle stoppe for at sætte på plads igen – bare fordi solen kiggede frem. Jeg lignede sikkert en succes, men indeni var jeg ved at forvandle mig til en ispind, og de næste fjorten dage tilbragte jeg under dynen med en feber, der fik mig til at se syner om både elverpiger og skatteopkrævere. Siden dengang har jeg lært at have en vis respekt for foråret, men jeg falder stadig i med jævne mellemrum. Man vil jo så gerne narres.
Der er også noget smukt i det her bedrag. At se danskerne vågne op fra deres dvale er som at se en film i fast-forward. Fra den ene dag til den anden ændrer bybilledet sig. Vi begynder at smile til hinanden på gaden – noget vi ellers har brugt de sidste fire måneder på at undgå for enhver pris. Vi begynder at tale om “lysere tider”, som om det var en politisk reform og ikke bare en astronomisk selvfølge. Men pas på smilet, for det er ofte bare en muskelkrampe forårsaget af den kolde vind, der rammer dine tænder, fordi du glemte at tage dit halstørklæde på.
Kunsten at navigere i det store forårsbedrag
Hvis man skal overleve marts uden at ende som stamkunde hos den lokale lægevagt, så kræver det en vis form for kynisme – eller i det mindste en god portion erfaring. Man skal lære at skelne mellem “sol-varme” og “luft-varme”. Sol-varme er den, der føles dejlig i panden, når du står helt stille i en krog uden vind. Luft-varme er den, der faktisk findes i de molekyler, du indånder. Og i marts er de to ting sjældent på talefod.
Jeg holder ofte foredrag om kommunikation og om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Foråret er det perfekte eksempel på, hvordan vores hjerne ser det, den gerne vil se, fremfor det, der rent faktisk er der. Vi ser solstråler, og vores hjerne sender et signal om “sommer”, selvom alle objektive data – såsom frosne vandpytter og folk i dunjakker – siger noget helt andet. Vi kommunikerer med os selv på en måde, der er decideret manipulerende. Vi fortæller os selv små løgne for at holde gejsten oppe, og det er vel i bund og grund det, der gør os menneskelige.
Men måske skulle vi bare acceptere, at foråret er en overgangsfase, der kræver sin mand – og sit termotøj. Det er ikke tiden til de store armbevægelser eller de tynde skjorter. Det er tiden til at betragte verden gennem ruden og nyde, at lyset er tilbage, uden nødvendigvis at kaste sig hovedkulds ud i det. Foråret lyver for os, ja, men det gør det af et godt hjerte. Det prøver at vække os blidt, før sommeren kommer og kræver, at vi rent faktisk er glade, sociale og i god form. Lige nu må vi godt bare være blege og bære lidt for meget tøj, mens vi drømmer om det, der kommer.
Vi skal huske, at livet ikke kun handler om at nå frem til målet, men om at overleve turen derhen. Og turen gennem marts er en af de sværeste etaper. Det er her, man ser, hvem der har karakter, og hvem der knækker og køber en afbudsrejse til Alanya i ren desperation. Jeg vælger at blive her, kigge på de løgnagtige solstråler og tage en ekstra trøje på. For selvom foråret lyver, så er det trods alt en løgn, jeg hellere vil høre end sandheden om en evig vinter.
Det handler om at finde balancen. Man skal kunne glæde sig over den første erantis uden at tro, at man nu kan sove med vinduet åbent. Man skal kunne nyde kaffen i solen uden at smide undertrøjen. Det er en svær disciplin, men hvis vi mestrer den, så er vi klar til alt, hvad resten af året har at byde på. Og hvis det hele alligevel ender med en lungebetændelse, så har vi i det mindste haft fem minutter i solen, hvor vi troede på, at alt var muligt. Det er vel også en slags livskvalitet, selvom den kommer med en recept på penicillin.
Så lad os bare blive snydt igen i år. Lad os smide jakken for tidligt, lade havemøblerne blive våde i en pludselig haglbyge og lade os narre af den blå himmel. Det er en del af den danske folkesjæl at blive overrasket over vejret hvert eneste år, som om det var første gang, vi oplevede et forår på disse breddegrader. Det er naivt, det er dumt, og det er helt igennem vidunderligt. For hvad ville alternativet være? At sidde inde og vente på, at det bliver juni? Nej tak, jeg tager løgnen hver gang.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
