Det er den samme historie hvert eneste år. Lige omkring midten af marts sker der noget med lyset. Det er ikke længere det der blege, undskyldende skær, som har hængt over Danmark siden november. Nej, det er den skarpe, lave forårssol, der rammer forruden med en præcision, som kun en tysk ingeniør kunne have planlagt. Og her står vi så. Bogstaveligt talt midt i afsløringen.
Jeg sad i bilen her til morges og opdagede, at jeg faktisk ikke kunne se vejen ordentligt. Ikke fordi det var tåget, men fordi indersiden af min forrude lignede noget, der var blevet pudset i baconfedt. Det er den der særlige hinde af støv, udåndingsluft og glemte drømme, som samler sig i løbet af en vinter, hvor man har haft mere travlt med at holde varmen end med at holde facaden. Og når solen så endelig bryder igennem, bliver man konfronteret med virkeligheden: Vi lever i et rod.
Arkæologi under passagersædet
Det er en mærkelig form for arkæologi, man bedriver, når man beslutter sig for at rydde op i bilen efter en lang vinter. Man finder ting, man havde glemt eksisterede. En enkelt handske, der har mistet sin partner et sted mellem Hobro og Herning. En parkeringsbillet fra en dag i december, hvor det regnede så meget, at man overvejede at bygge en ark. Og selvfølgelig den klassiske samling af småsten og grus, som må være kommet ind med skoene, men som nu danner et helt lille bjerglandskab under måtterne.
Der er noget befriende ved at rydde op i det fysiske rum, men det minder mig altid om, at det mentale rum ofte ser præcis ligesådan ud. Vi går rundt med små mentale parkeringsbilletter og glemte handsker i baghovedet. Gamle bekymringer, uafsluttede samtaler og ideer, der aldrig blev til noget, men som stadig ligger og fylder op i de kognitive hjørner.
“Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad”. Her i marts er det som regel bare støv, men det er også duften af en ny begyndelse. Og hvis man skal have plads til den nye begyndelse, er man nødt til at få bugt med det gamle skrammel.
Den store mentale støvsugning
Jeg har aldrig forstået de mennesker, der altid har en pæn bil. Altså dem, hvor man kan sætte sig ind uden først at skulle flytte en stak papirer, en tom vandflaske eller en paraply, der har set bedre dage. De må have en orden i deres indre, som jeg kun kan misunde. For mig er bilen et mobilt kontor, et tænkekammer og nogle gange en midlertidig lagerhal.
Men her midt i marts går det ikke længere. Når jeg ser støvet danse i sollyset på instrumentbrættet, bliver jeg ramt af en akut trang til at rense ud. Ikke bare med en fugtig klud, men med en dyb, eksistentiel støvsugning.
Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bliver fyldt med indtryk. Vi scroller, vi lytter, vi ser, og vi lagrer. Men hvornår sletter vi? Hvornår holder vi egentlig forårsrengøring i vores egne holdninger og fordomme? Det er så let at lade de samme tanker køre i ring, ligesom den der irriterende lyd fra en løs skrue i instrumentpanelet, som man har vænnet sig til, men som i virkeligheden driver en til vanvid.
Man burde indføre en årlig dag for mental affaldssortering. En dag, hvor man gennemgår sine vaneforestillinger og spørger sig selv: “Har jeg stadig brug for den her irritation over min nabo?” eller “Er den her gamle frygt for at fejle virkelig noget, jeg skal bære med mig ind i sommeren?”. Hvis det ikke bringer glæde eller værdi, så ud med det. Præcis ligesom den tomme pose fra en tankstation, der har ligget i dørlommen siden januar.
Lykken ved en ren forrude
Der er en helt særlig tilfredsstillelse ved at køre ud af en vaskehal i en bil, der dufter af syntetisk æble og nyvasket optimisme. Pludselig føles verden lidt mere overskuelig. Man ser tingene klarere. Farverne i landskabet popper mere, når man ikke ser dem gennem et filter af vintergråt snask.
Det er den følelse, vi skal jagte i hverdagen. Den der klarhed, som opstår, når man tør rydde op og fjerne støjen. Det behøver ikke være de store politiske visioner eller de forkromede livsplaner. Det kan bare være det enkle i at mærke foråret, høre fuglene (hvis man ruller vinduet ned og slukker for radioen) og glæde sig over, at dagene nu er længere end nætterne.
Vi glemmer ofte at fejre de små sejre over kaosset. Men når jeg i dag har tømt bunden af bilen for grus og fået pudset ruderne, så føler jeg mig faktisk som en lille smule bedre version af mig selv. Det er måske naivt, men i en verden, der ofte føles tung og uoverskuelig, er en ren bil en form for håndgribelig succes.
At lade tankerne flyve frit
Når bilen er ren, kører den næsten af sig selv. Eller sådan føles det i hvert fald. Det er her, på de lange strækninger gennem det spirende danske landskab, at de bedste ideer opstår. Ikke når man sidder foran en skærm og prøver at være produktiv, men når man bare følger vejen og lader tankerne flyve lige så frit som de lærker, der er begyndt at markere deres territorium over markerne.
Det kræver dog, at man ikke sidder og stirrer sig blind på støvet på instrumentbrættet. Og det kræver, at man tør være i stilheden. Marts er en god måned til stilhed. Det er ventetidens måned. Alt er ved at springe ud, men intet er helt færdigt endnu. Det er en mellemstation, hvor vi kan nå at få det sidste skidt ud af systemet, før det hele eksploderer i grønt og solskin.
Så tag en klud. Tag en støvsuger. Og tag dig tid til at kigge lidt indad, mens du skrubber løs på fælgene. Det kan være, du finder noget værdifuldt, du havde glemt under alt skidtet. Eller også får du bare en ren bil. Begge dele er faktisk en ret god start på foråret 2024.
P.S. Hvis du finder en forsvunden venstre-vante eller meningen med livet i bunden af din bil, må du meget gerne sige til. Jeg mangler stadig begge dele efter min tur i dag. Har du brug for et foredrag, der kan rydde lidt op i de mentale rækker i din virksomhed eller forening, så ved du, hvor du kan finde mig – jeg kommer gerne kørende i en (nogenlunde) ren bil.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
