Søe: Studér din kollegas knapper – måske er der en mikrofon…

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

– Studér din kollegas knapper – måske er der en mikrofon

18. mar 2009, kl. 07.42 Social Kommunikation Ledelse

(snuppet fra http://dknyt.dk/sider/artikel.php?id=39906#.VRlOc0YXR6c )

HVIS LYNET RAMMER: – Føler I jer forfulgt? Det er kun lige begyndt. I dette øjeblik er der en journalist, der tager en skjult mikrofon på. Medierådgiver Jeppe Søe hudflettede på VISS-konferencen både sensationsmedier og enkeltsagspolitikere

Af Knud AbildtrupSKANDERBORG: Jeppe Søe sagde selv op som journalist på tv, fordi tv-mediet var for overfladisk og har i dag ikke høje tanker om den faggruppe, han forlod.- Vi taler ikke om den fjerde, men om den første statsmagt, som han tolkede mediernes magt på mandagens konference i Skanderborg, ‘Hvis lynet rammer’.

Han fik store dele af konferencedeltagerne med sig med sine beskrivelser af moderne dansk medievirkelighed, hvor han ikke selv lagde fingrene imellem:

– Vi filmer livet på din institution i 12 timer, klipper de 11 timer og 59 minutter ud – ikke mindst indberetningen og samtalen om det, der gik galt – og der, hvor en medarbejder sættes på plads – og vupti har vi en nyhed om mishandling. Og så en opfølgning, så vi kan få lederen fyret – og se en politiker vaske sine hænder.

– Som seere bliver I til aber, sagde han og henviste til amerikansk medieforskning, der påviser, at tv-seere følelsesmæssigt er nemme at påvirke – de opfatter toppen af isbjerget, men får ikke alt det underliggende med.

– Pressen sætter dagsordenen, dømmer, før dommerne har været inde. Og bruger underholdningsmediet til at banke jer på plads med argumentet om, at ‘her er der tale om folk, der ikke kan tale selv’.

‘Cry-tv’
– Den ‘gode historie’ forarger og gør folk bange og utrygge. Og hvis vi starter en nyhedsudsendelse med krig, død, vold, ødelæggelse og lidt miltbrand – så har vi siden 1980’erne vidst, hvordan det virker, hvad aberne laver i flok – ud fra de elektroniske seerundersøgelser.

Jeppe Søe levede sig helt tilbage i tiden før år 2000, hvor han var studievært på forskellige tv-stationer og
drog konference-deltagerne ind i mekanismerne bag dagens kommercielle tv-drift:

– Det gælder om at lave ‘tude-tv’ – ’cry-tv’, vrængede han. Så aberne ikke kan zappe væk og bliver nødt til at følge hende, der ikke kan finde sin far i ‘Sporløs’ eller Marianne Boel, der græder over at have set en ubehagelig hestetransport.

Læs også:  Jeg går ikke på kur

– Ram folk på den psykologisk rette måde, så bliver de på kanalen. Og vi kan se det på målingerne, der er den store religion. Men folk skal vel og mærke ikke op af stolen, de skal blive i sofaen, fordi der altid er et nyt program, de skal se – Amin Jensen eller ‘Vild med svans’, som han fik salen på Sølund til at grine af.

Han skal nakkes
– Jeg var selv på kursus på CNN og lærte, hvordan en interviewperson skal gøres med tryg og ha’ kaffe, før I, når han er allermest tryg – WHAM – banker ham lige i næsen. Og husk, det handler om, at han skal forsvare sig, ikke forklare. ‘Forklar dig’ findes ikke længere – han skal nakkes, han skal bløde.

– I den medieskabte virkelighed gælder det om at tage en lille sag og gøre den kæmpestor, og så finde en politiker, der elsker enkeltsager. En gang var der politikere, der sagde, ‘jeg udtaler mig ikke om enkeltsager’ – det er der ingen, der siger længere.

– En historie, der er en dræber for en institution, kan blive en dræber for en politiker. Og pressen, der føler sig forpligtet til at være de svages talerør, gør straks de pårørende til pædagogiske eksperter, som får lov at udtale sig på baggrund af sammenklippede billeder.

– Pressen angriber den faglige stolthed. Jeg har mødt folk i jeres branche, der til sølvbryllupper ikke vil sige, at de arbejder, hvor de gør, og siger, de er flyttemænd. Det er da et stort problem!

– Der kan være sager, hvor en fyring af en leder, der er brug for. Men der er helt sikkert også sager, hvor det hele først ramler, hvis lederen, som den, der kendte mest til problemerne, bliver fyret – blot på baggrund af en dårlig sag i medierne.

Det er kun lige begyndt
Jeppe Søe fortalte også, hvordan han gav folk i institutionsverdenen råd om at sende pressemeddelelser om ’ugens glade krøbling’ – til tv, fordi der er brug for den slags indslag – bl.a. som afslutning på en nyhedsudsendelse, hvor mediet har behov for, at seerne – aberne – ikke zapper væk før reklameindslagene.

Læs også:  Michael Jackson

– Vi arbejder iøvrigt i VISS på en undervisningsdag efter valget – så nye politikere kan lære f.eks. jeres område at kende. Uvidenhed bør i det hele taget tages mere alvorligt.

– Føler I jer forfulgt? Det er kun lige begyndt. I dette øjeblik er der journalister, der tager mikroner på. Pas på deres knapper – er de lidt sorte i det – så pas på, de skjuler måske en mikrofon.

– Der har allerede været en plejehjemssag – hvor en pårørende satte kamera op for at kontrollere, hvordan hendes mor blev behandlet. Journalisterne har vist vejen, Ekstra Bladet elsker det. Er der videodokumentation, er det jo sandhed.

I bliver snigløbet
– Jeg tror, at jeres område bliver snigløbet ekstremt de kommende år, for ‘vi skal jo også ud og finde ud af, om det er blevet bedre…’

– Det kommer. Der er nok nogen på vej lige nu.

– Om man vil deltage i en mediehistorie som leder eller ej, må være ens egen beslutning. Jeg kan godt lide Flensteds holdning (læs ‘En rigtig møgsag blev til ny viden) – om ‘ring om en dag eller to, så jeg først kan tale med dem, der ved noget’. Men jeg tvivler på, den virker i alle tilfælde.

– Det er jo ikke pressens virkelighed, for aberne sidder og tuder lige nu. Der er altså én, der skal bløde, og vil politikerne ikke, er der en lidt længere nede i systemet, der vil.

Jeppe Søe havde endnu en advarsel til de pædagogiske og sociale fagfolk: Pas på, når I går på værtshus, for i båsen ved siden af kan der sidde journalister og opsnappe, hvad du snakker med dine kolleger om.

– Enhver ansat skal passe på – og er faktisk arbejdspladsens vigtigste pressechef. Men husk jeres faglighed – den er altid jeres bedste forsvar.

– Og sluk så i øvrigt ikke for tv’et, men tænd for jeres sunde fornuft.

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.