Forløbet i Venstre set med pressekritiske briller

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

DOLKEPARTIET
– analyse af hele forløbet i Venstre set med pressekritiske briller.

Venstre har, for de fleste journalister, altid været ret kedelige. De har ikke kæmpet internt, som vi kender det fra S og K. De har klappet deres ledelse på poster på landsmødet og accepteret budgetter og regnskaber uden bøvl.

Nu er det lykkedes at gøre Venstre til et dolkeparti, i modsætning til folkeparti. Det er orkestreret smukt men gennemført med tydelig amatørisme, da de medvirkende tydeligt ikke har prøvet det før. Spørg de gamle koryfæer i S hvordan man kører sådan en kamp, med spin og rygtesmede og hemmelige møder. Det er en svær sag at skjule – og det lykkes da også skidt for de i venstre, der nu vil til fadet.

Istedet for et veltilrettelagt skub, der skulle få Løkke helt ud i torvene, kom man til at ramme hele partiet. I by efter by har man holdt møder og mange steder meldt ud, hvad man ville – endda mange steder på et tyndt og delt grundlag.

DÅRLIGT UDFØRT KONGEMORD.
Det har for nogle få udvalgte virket nærmest livsvigtigt at få meldt ud hvad man mente om Løkke, selvom baglandet ikke har været ligeså klare i spyttet. Nogle steder har det været besluttet uden debat, andre steder med krig i kredsene – og i enkelte kommuner har kun modstandere været indkaldt til møder. Alt sammen ting der gør, at uanset hvad dagen imorgen bringer af ledelse, er hele partiet opløst. Grupperne er sprængt, vrede over en form, rasende over ikke at være lyttet til – eller vrede over, at man deltog i debatten istedet for at holde kampen intern.

De, der nu er på vej mod hovedbestyrelsesmøde i Odense, har ikke klare mandater med sig – men forlader et bagland i splittelse.

Tropperne, der ønskede fornyelsen, vil blive afsløret. Det har været så dårligt udført, at der foreligger beviser, som om måneder vil komme frem i venstre – og som vil beskrive et forløb, som vil få sympatien til at vende. Igen. Og midt i alt dette sidder Thorning med hånden på valgknappen og venter kun på, at det vil være fair at trykke. Det bliver nok tidligt efterår.
Hvor venstre ikke er i nærheden af sammenhold.

ULØKKELIG INDGANG.
Løkke bærer en stor del af skylden for, at sagen er blevet så stor. Det er soleklart, at politik i dag kræver, at man ikke bare er ren – men klinisk renset.
Løkke fejlede markant som amtsborgmester og lærte af sagen, som han formåede at komme igennem. Men efter sådan en omgang vil man i pressen være dømt for livstid. Der vil være journalister i alle ens papirer – og en Løkke burde have set, at det derfor kræver ekstremt gode papirer – og at der måske endda var ting, som er helt naturlige at sige ja til, som man skulle afvise.

Han skulle med andre ord acceptere en virkelighed som stemplet. Som tidligere forklaret mener jeg ikke der var skyggen af problem i GGGI sagen. Og jeg mener tøjindkøbet er en nødvendighed, som partiet gjorde ret i at købe. (Læs tidligere status på væggen hvor debatten stadig kører). Men med gribbe flyvende over ens lig i denne ørkenvandring skulle Løkke have sikret sig, at hans egen person var ude af de beslutninger – og at dette kunne dokumenteres. Den slags kan man hyre folk til.

ORGANISATIONEN I GLASHUSET
Men Løkke bærer så absolut ikke hovedansvaret. Det gør først og fremmest en uduelig organisation i Venstre, der har taget valg som direkte kan sætte deres formand i dårligt lys. Alene det faktum, at partiet midt i denne tid gav Løkke en rejsecheck i fødselsdagsgave er en så hovedrystende begivenhed, at man næsten tænker den ind i plottet på mordet.

Læs også:  KLOKKERENT PLETSKUD

Derudover må kommunikationen i partiet have et hak. Udmeldinger fra både politikere, formand og parti har været helt urimeligt dårlige og uigennemtænkte. De har flagret i øst og vest – og været tålrummende.

Vi taler her om en gruppe og en “virksomhed” som har rådgivere at gå til – og som burde kunne agere som nogle, der fik budskaberne klart ud. Det er ikke sket. Enten fordi de er uduelige – eller fordi der netop ikke har været et ønske om at fremstå samlet, fordi nogle har ønsket dette virvar.

PRESSEN ER STØRSTE SYNDER
Sidst det, som jeg er mest interesseret i – nemlig pressens rolle. Pressen har i denne sag spillet med totalt åbne kort og tydeligt vist, at man ønskede sagen gjort stor. Man ønskede ganske enkelt at få Løkke ned under gulvbrædderne. Ikke af politiske grunde. Der findes hverken røde eller blå lejesvende. Men fordi jo større Løkke sagen bliver, jo bedre forsider, jo mere salg.

Historierne har ikke bare været tynde – de har været udokumenterede og rent gætværk – og langt langt fra de journalistiske principper, som alle danskere tror at medierne agerer efter. Uanset vores manglende tiltro til journalister, så har vi alligevel den der “når den er på TV2 må der være lidt om det”-tankegang. Det var der sjældent.

Ekstra bladet skrev en tynd lille sag om noget tøj. Det er helt lovligt og de fleste mener ok og nødvendigt for et parti at købe det under valgkampen – så det var en oplysning til borgerne, som vælgerne og medlemmer af Venstre, Danmarks Liberale Parti kunne reagere på.

Allerede kort efter påstod man, at Løkke snød i skat.

Man havde ikke belæg for det, men påstod det på forsiden. Og krævede – helt uhørt – at Løkke skulle tilbagebevise påstandene.

Han skulle bevise sin uskyld.

Det ønskede han ikke. Private papirer er private, lod han forstå. Hans rådgivere burde ha set, at der skulle svares hurtigt og klart – men man lod Løkke tage i sommerhus for at fejre fødselsdag. Den slags er der ikke længere forståelse for i pressen, det ved enhver. Det er dårlig rådgivning at tro, at et pressekorps der lugter blod siger til sig selv “vi venter lige med at fortsætte historien til Løkke har holdt fest”.

Imens der ikke kom svar, udtalte eksperter i medierne sig frådende om, at hvis sådan og sådan var sket, ville det ikke være lovligt. Ingen anede noget – man sad reelt og debatterede i timevis og på forsiderne, at det er ulovligt at undlade skat. Det ved enhver, men anklagen lå jo mellem linierne. Hvis Løkke ikke har betalt for varerne ved udgangen, er det så lovligt?

HVORNÅR HOLDT DU OP MED AT SLÅ DIN KONE?
Da Løkke endelig kom tilbage, var dagen derfor kørt helt op af medierne. Totalt i selvsving havde de kørt en historie om partiets tøjkøb op til at være en bilagssag med muligt bedrageri og skattesnyd. Den var jo selvfølgelig umulig at forsvare for Løkke så sent – som den ville være for enhver. Nu skulle kongen dø. Hertil og ikke længere, lod kommentatorerne vide.

Straks kom der meningsmålinger som viste, at Thorning, på grund af Løkke, og ikke ved egen drift var fordoblet i sin troværdighed. Venstre i krise. Løkke i frit fald. Angreb om en dyr gave til fødselsdagen, mens Fogh fik en kajak. Modeekspert synes ikke Løkkes tøj var pengene værd. Og valgkampen kørte samtidig.
Flere målinger. Nu også om Løkke var den rette formand. Og portræt af Kristian Jensen med billeder fra hans jyske gymnastikhold og en udtalelse fra sin tid i VU hvor han siger, han gerne vil være statsminister.

Læs også:  På tur med GoMore

MESSERSCHMIDT VAR LØKKES ANSVAR.
EU valget blev en katastrofe for alle partier, der siger ja til mere EU. Hele Europa gik totalt ned og Messerschmidt vandt helt jordskredssejr med sin skepsis.

Det var Løkkes skyld, lod man forstå. Og han sagde det også fejlagtigt selv på valgnatten, hvor han lod vide at han som person skyggede for venstre.

Man kan kun skygge, hvis man står i vejen for solen. Pressen valgte hvor solen skulle stå. Og flyttede den som de ville.

Løkke kalder til møde i hovedbestyrelsen. Klogt og redeligt ønsker han at fortælle først til partiets topfolk, hvad der er op og ned.

DET FYLDER FOR MEGET I PRESSEN
SAGDE MODSTANDERNE
TIL PRESSEN
Partiets topfolk har forlængst accepteret pressens historier og mener, der står for meget om Løkke. Han skygger. Og det går de så ud og siger til pressen, uden at tænke på, at der nu står endnu mere og at de selv er del af skyggen.

De mener der skal en nu formand til. Altså at pressens fokus på det, de selv i samme sætning kalder Danmarks dygtigste politiker, skal vælte ham. Og tror naivt, at der vil blive ro ved et skifte. En eventuel ny formand overtager en sæk lopper, der er ude af posen. Et parti der enten ønsker ham – eller mistænker ham for, at have væltet den formand, de ønskede sig. En presse der nu vil gå dybt ned i denne formand for at sige, at det ikke hjalp – og for at de jo nu ved, at pressen kan påvirke Venstres svage del af baglandet til at danse. Jeg ved eet medie, der har søgt aktindsigt i nogle konkrete ting om Kristian Jensens ministertid – og det er klart, at det jo ikke stopper.

Enhver politiker i dag får et øgenavn, som man mopper med. Bilagslars, guccihelle, ferielene, cirkusministeren, betonhans, rockersass.

Det er et livsvilkår nu – det eneste man som parti og bagland SELV bestemmer er, hvilken betydning mobningen skal ha. Sætter man mopperen udenfor, eller den moppede.

Venstre valgte, for en højtråbende dels vedkommende, at hylde mopningen og legitimere den.

Nu står Venstre så der. Opdelt totalt i kredsene. Et bagland i krise og et opgør om formandsposten indenfor rækkevidde.

LØKKE HJÆLPER VENSTRE VED IKKE AT GÅ!
Han skal kræve et kampvalg på sagen, hvor alle medlemmer skal stemme og dermed også beslutte, om det er politik eller presse der har magten i partiet. Vil den anden fløj tage magten, må de kæmpe på politik fremfor underbukser. Ansigt til ansigt. Dermed ville Løkke sikre, uanset om han så taber, at politik stadig handler om politik – og også indirekte støtte alle andre politiske partier i tanken om, at pressens redaktører ikke er medlemmer af partiet, at pressens forsider ikke er som et landsmøde – og at pressens dagsorden kan bekæmpes, hvis man tror på sagen.

Om nogle måneder, når dette har lagt sig, vil pressen sidde i presselogen og vurdere artiklerne fra denne hetz og sige, at “ja der strammede vi nok, men det viste sig jo at…”…
Men vi lærer intet.

Hverken pressen eller læserne lærer noget af igår.
Vi lever i nuet, sluger det råt i øjeblikket – og lader os forføre.

Hjernevask er et hårdt ord at bruge. Så det tør jeg selvfølgelig ikke.

Men… “HVIS det er som påstået, SÅ ville det jo være hjernevask”.

/Søe

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.