Jeg læser, at Forsvaret stadig holder fast i deres tidslinje, selvom alle andre har et ur. Det er en fascinerende disciplin, det her med at eje sandheden så hårdt, at man helt glemmer, at virkeligheden findes uden for ministeriets tykke mure. I den seneste tid har vi været vidner til en sag om droner over danske militærområder, der bedst kan beskrives som en blanding af en dårlig spionfilm og et afsnit af Casper & Mandrilaftalen. Det er sagen om dronerne, der både var der, ikke var der, og som i hvert fald ikke var der på de tidspunkter, hvor folk rent faktisk så dem.
Når man som almindelig borger kigger op i luften og ser noget, der summer som en overdimensioneret kaffekværn og har lys på, så tænker man som regel, at der er noget. Når man så er soldat og står med et skarpladt våben og tømmer 43 runder efter det samme objekt, fordi det fylder hele sigtekornet, så er man som regel ret sikker på sin sag. Men i Forsvarsministeriets tidsmaskine fungerer det anderledes. Her kan man åbenbart skyde efter en tanke, ramme en illusion og bagefter sende en SMS om, at det hele bare var en kollektiv hallucination, der tilfældigvis passede med radarernes fejlmeldinger.
Det mest imponerende er evnen til at fastholde en version af virkeligheden, der er så renskuret, at den ikke engang har kontakt med de folk, der var til stede. Vi har nu set vidneforklaringer og læst SMS-korrespondancer, der piller den officielle tidslinje fra hinanden som et billigt samlesæt fra en kinesisk webshop. Men Forsvaret står fast. De har deres egen tidsregning. Det er en form for kvantefysik for embedsmænd, hvor en hændelse både kan finde sted og ikke finde sted på samme tid, alt efter hvem der spørger, og hvor mange penge der er afsat til anti-drone-udstyr i finansloven.
Jeg har altid fundet det morsomt, hvordan myndighederne betragter tid. For os andre er ti minutter bare ti minutter. For et ministerium er ti minutter en elastisk størrelse, der kan strækkes over tre måneder, hvis man mangler en rapport, eller trækkes sammen til et splitsekund, hvis man skal forklare, hvorfor man ikke reagerede på en advarsel. I drone-sagen har man formået at skabe et hul i tid og rum. Vidnerne siger ét, SMS’erne bekræfter det, men den officielle rapport konkluderer noget tredje. Det svarer til at stå med en flad cykel, tre vidner der så bilen køre over dækket, og en SMS fra føreren der skriver ”ups”, hvorefter politiet konkluderer, at dækket i virkeligheden er fyldt med luft, og at bilen slet ikke var opfundet på det pågældende tidspunkt.
Det minder mig om den der klassiske autoritære logik, hvor man ikke skal tro på sine egne øjne, men på det stykke papir, der kommer fra oven. Hvis ministeriet siger, at himlen er grøn, så er det bare dig, der har glemt at pudse brillerne. Og hvis 43 skud ikke har ramt noget, så er det ikke fordi man ramte ved siden af, men fordi målet i virkeligheden var en metafor. En meget stor, larmende metafor med vinger og et neonskilt, hvor der står ”jeg overvåger jer”.
Der er noget dybt godnat over, at vi nu sidder i en situation, hvor SMS’er mellem de involverede parter viser en helt anden virkelighed end den, man har præsenteret for Folketinget. Det er som om, man har glemt, at digital korrespondance faktisk efterlader spor. I gamle dage kunne man bare brænde brevene og håbe på, at vidnerne fik hukommelsestab eller blev sendt på en meget lang øvelse i Grønland. I dag findes der screenshots. Det er de moderne magthaveres værste fjende. Et lille billede af en tekstbesked kan vælte en tidslinje, der har taget et helt departement uger at konstruere.
Men Forsvaret nægter at blinke. De kigger direkte ind i de 43 skud og de utvetydige beskeder og siger med ophøjet ro, at deres tidslinje stadig er den rigtige. Det kræver en helt særlig form for mental træning at kunne det. Det er den samme form for træning, man ser hos små børn, der står med hele ansigtet smurt ind i chokolade og hårdnakket påstår, at de ikke har rørt kagefadet. Forskellen er bare, at børnene normalt ikke har ansvaret for rigets sikkerhed og et budget på flere milliarder.
Man må også tage hatten af for den kreative brug af ordet ”fejltolkning”. Hver gang virkeligheden bliver for påtrængende, er det en fejltolkning. Soldaterne har fejltolket, hvad de så. Radaren har fejltolket signalerne. Og vi andre har naturligvis fejltolket de SMS’er, der sort på hvidt beskriver forløbet. Det er en fantastisk helgardering. Hvis intet betyder det, det faktisk betyder, så kan man jo aldrig tage fejl. Det er Den ultimative krisekommunikation: Gør sproget så flydende, at sandheden drukner.
I mellemtiden svæver de her usynlige droner videre i vores bevidsthed. De er blevet et symbol på kløften mellem systemet og borgerne. På den ene side har vi virkeligheden med dens støj, dens vidner og dens rodede tidslinjer. På den anden side har vi den blankpolerede myndighedsversion, hvor alt kører efter en snor, og hvor ingen behøver at stille spørgsmål, så længe man bare læser den rigtige rapport.
Det er i grunden ironisk, at vi i en tid med så meget teknologi – droner, AI, satellitter og konstant overvågning – stadig lander i de her helt klassiske menneskelige absurditeter. Vi har grej til at se en mus på en mark fra tre kilometers højde, men vi kan ikke finde ud af, om vi har skudt efter en drone over en dansk flådestation. Vi kan gemme milliarder af gigabyte data, men vi kan ikke huske, hvad vi skrev til hinanden for et halvt år siden, før en journalist begyndte at grave i det.
Måske er løsningen i virkeligheden enkel. Vi skal bare indføre ministerieltid overalt. Forestil dig, at du kommer for sent på arbejde. Din chef skælder ud, men du svarer bare koldt, at ifølge din interne tidslinje ankom du for fem minutter siden, og at hans observation af dit fravær er en fejltolkning af din fysiske tilstedeværelse. Hvis du bliver taget i en fartkontrol, forklarer du bare betjenten, at radaren har haft en teknisk udfald, og at din bil i øvrigt slet ikke var på vejen på det tidspunkt, hvilket kan bekræftes af en rapport, du selv har tænkt dig at skrive i næste uge.
Det virker for Forsvaret, så hvorfor skulle det ikke virke for os andre? Problemet er bare, at for de fleste af os har handlinger konsekvenser. Hvis jeg skyder 43 gange efter noget, der ikke er der, bliver jeg nok indlagt eller i det mindste bedt om at aflevere mit jagttegn. Hvis jeg sender en SMS, der siger ét, og bagefter påstår det modsatte, mister jeg min troværdighed. Men i de højere luftlag er troværdighed åbenbart noget, man kan vedtage i et udvalg.
Det mest skræmmende er egentlig ikke, om der var droner eller ej. Det skræmmende er den nonchalante omgang med fakta. Når man kan se bort fra vidner og direkte dokumentation for at beskytte en tidslinje, så har man bevæget sig væk fra at være en myndighed og over i at være en historiefortæller. Og selvom jeg holder meget af gode historier, så foretrækker jeg normalt, at dem der passer på landet, forholder sig til den verden, vi andre også bor i.
Vi må bare konstatere, at Forsvarets tidsmaskine er en af de mest effektive kapaciteter, vi har anskaffet os i nyere tid. Den kan fjerne ubehagelige hændelser, ændre klokkeslæt og få voksne mænd til at tvivle på deres egne øjne. Det er imponerende teknisk formåen. Det er bare ærgerligt, at den ikke kan bruges til at bekæmpe de droner, der rent faktisk flyver rundt derude. For mens man har travlt med at rette i tidslinjen, har de fremmede droner masser af tid til at se det hele. De har nemlig ikke travlt med at skrive rapporter. De nøjes med at filme os, mens vi kigger den forkerte vej og diskuterer, hvad klokken er.
Det er måske den sande Søeforklaring: At jo mere vi forsøger at kontrollere fortællingen, jo mere mister vi kontrollen over virkeligheden. Og virkeligheden har det med at larme, især når man prøver at skyde den ned med 43 skud, der ikke findes, på et tidspunkt, der aldrig har fundet sted.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
