I Fortnite er jeg ham, der dør først. I CS:GO er jeg ham, de andre bruger som advarsel. “Gå ikke derind.” Så går jeg derind. To sekunder senere ligger jeg digitalt udstrakt som et vådt håndklæde, mens børnene koordinerer med en præcision, en stabschef ville blive helt blød i knæene over. Mit liv bliver brugt som kanariefuglen i minen. Mere er jeg ikke værd på holdet.
Jeg sidder dog i headsettet som et digitalt anker. Eller bare som en nem frag. De glemmer hurtigt, at far lytter med. Så kommer alt det andet. Skolen. Venskaberne. Dramaerne. De små stikpiller. Den pludselige stilhed, når nogen faktisk mener noget. Det er ikke bare skærmtid. Det er deres forsamlingshus med skins og skudsikre veste.
Tidligere i dag skrev jeg om fitness-fællesskaber. Nogle bruger det sundt og godt med en flok venner, andre bruger det for at opnå et tomt ideal i spejlet. Langt de fleste bruger det med AirPods i ørerne og med sig selv. Det er muligt jeg fik skrevet indlægget som en boomer der slet ikke anderkendte den forskellighed i fitness – men jeg mener fortsat at vi mangler forpligtende fællesskaber i dag. Barn som voksen. Vi mangler foreningernes hold, hvor det bemærkedes når man udeblev.
Nogle af dem, der kommenterede på mit fitness opslag påpegede, at det da var knap så slemt som børn der doomscroller på skærmen. Det er jeg ikke enig i. Det kan også noget! Vi voksne taler ofte om det digitale, som om børnene sidder nede i en kælder og langsomt bliver til stueplanter. Det er en mærkelig analyse. De taler jo mere sammen, end vi gjorde. Vi stod og hang ved et gadehjørne og sagde “nå”. De driver hele aftenlange forhandlinger, alliancer og opgør, mens de bygger, skyder og ydmyger deres fædre.
Jeg ved det godt. Jeg var selv den sære i flokken. I Lønne i Vestjylland gik mange unge op i bajere, cylinderstørrelser og den slags mekaniske kærlighed, der lugter af totaktsolie. Jeg gik op i jernalderen. Ikke lidt. Meget. Så mens andre talte om knallerter, guidede jeg busture for deltagerne på højskolen til arkæologiske udgravninger. Det lyder ikke som en ungdom med høj puls. Det var det heller ikke. Men det var dog en puls.
Jeg læste SKALK, som andre læste blade med blanke sider og store drømme. Jeg sad og nørdede med fund, grave, fibler og jordlag, mens resten af ungdommen havde travlt med at finde ud af, hvor meget øl der kunne hældes i et menneske, før det begyndte at tale dialekt til månen. Kontrasten var til at tage og føle på. De havde hestekræfter. Jeg havde hedebosyning og jernalderkeramik.
Og så kom modemmet. Opasia. Den pibende portal til verden. Dannelse gennem 56k. Man kunne nærmest høre horisonten åbne sig i små elektroniske skrig. Derude fandtes der andre som mig. Andre, der læste SKALK uden ironisk distance. Andre, der vidste, at en fibula ikke var noget, lægen fjernede, men et spænde, nogen havde tabt for meget længe siden. Internettet var ikke flugt. Det var redning. Det var stedet, hvor den mærkelige ikke længere var alene.
Derfor bliver jeg også træt, når voksne vil gøre børnenes digitale liv halvkriminelt. Det er en doven tanke. Det digitale kan være et fristed for den enkelte. Og netop den enkelte burde man passe bedre på. Kierkegaard advarede mod mængden. Mængden som pøbel. Mængden som det sted, hvor ansvaret fordamper, og mennesket bliver modig på andres regning. Det passer skræmmende godt på de digitale ekkokamre, når de står alene og bare kører rundt i deres egen damp.
Men Kierkegaard havde også blik for den enkelte. Det menneske, der først bliver sig selv, før det bliver opslugt af flokken. Det er faktisk noget af det, gaming kan. Den stille knægt kan få en stemme. Den skæve pige kan finde sit hold. Den mærkelige kan opdage, at der findes flere mærkelige, og at det måske bare hedder mennesker. Det er ikke ingenting.
Problemet opstår, hvis fiberlinjen bliver hele virkeligheden. For så mister man modstanden. Den fysiske. Den ubehagelige. Den nødvendige. Løgstrup skrev om den etiske fordring. At vi altid har noget af den andens liv i vores hånd. Det er en stor sætning. Og den bliver ikke mindre sand, bare fordi man sidder med headset på. Men den er sværere at mærke, når den anden kun er en stemme, man kan mute, eller en avatar, man kan skyde og genstarte.
Derfor har vi brug for de forpligtende fællesskaber, hvor man ikke bare kan logge af, når samtalen bliver besværlig. Højskolen. Værnepligten. De rum, hvor man er nødt til at dele luft, tavshed, irritation og opvask. Hvor man lærer, at andre mennesker ikke forsvinder, bare fordi man bliver træt af dem. Det er ikke et argument imod det digitale. Det er et argument imod dovenskab.
Børn skal ikke reddes fra internettet, som om Fortnite er et narko-kartel med dansktopmusik i baggrunden. De skal have balance. Digital frihed. Fysisk forpligtelse. Begge dele. Ellers ender vi med kopier uden originaler. Mennesker, der kan alt det performative, men ikke kan sidde ved et bord og bære, at andre findes.
Jeg siger det med den største ydmyghed, man kan mønstre, når man lige igen er blevet skudt først af en 13-årig med hurtigere tommelfingre og bedre dømmekraft. Jeg er ikke imod den digitale verden. Jeg er et gammelt modem med puls. Men ingen bliver hele mennesker af kun at være online. Så ender man som en avatar med holdninger og uden jord på skoene.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
