I 40 år har jeg rejst på den samme måde. Mig, min bagage og en fysisk bog i hånden. Oftest den uundværlige ”Turen går til…”. Den har været min faste følgesvend fra Europas brolagte gader til fjerne afkroge af verden. Jeg har læst om åbningstider, der for længst var lavet om, peget på bykort med æselører og kaffepletter, og håbet på, at den anbefalede restaurant fra udgaven trykt i 2018 stadig eksisterede.
Det var sådan, man rejste. Man var overladt til sig selv, sin sunde fornuft og en tryksag, der alt andet lige var forældet, det sekund den forlod trykkeriet. Det havde sin egen analoge romantik. Man for vild. Man fandt vej igen.
Mange kulturromantikere vil hævde, at netop dét er rejsens sande ånd. At dannelsen opstår i friktionen. At man skal fare vild i en mørk gyde for at finde sig selv, og at det ufrivillige kaos er forudsætningen for det ægte eventyr. De er bange for, at hvis vi overlader styringen til en algoritme, så mister vi den menneskelige rejse og bliver blot passive passagerer i vores eget liv.
Men lad mig være helt ærlig: Romantikken dør lidt, når man står i Beijing. Det øser ned, man har to teenagedrenge med, og den ene har lige forstuvet anklen så voldsomt, at han ikke kan støtte på den.
I det øjeblik slår man ikke op på side 42 i en guidebog under ”Praktiske oplysninger” for at opnå “dannelse”. En bog kan nemlig ikke se, at det regner, at klokken er 17.30 på en fredag, at Kinas hovedstad netop nu er et massivt, uigennemtrængeligt trafikkaos, eller at apotekeren nede om hjørnet kun taler mandarin.
På denne tur har jeg nemlig rejst med en ny slags rejsekammerat. En usynlig lokalguide i min telefon og på min næse, som ikke bare kender byens historie, men som kender min virkelighed lige nu og her. Kunstig intelligens.
For mit tech-begejstrede hjerte er det en åbenbaring at mærke, hvordan teknologien ikke dræber ånden, men faktisk frigør den. Det sker for eksempel, når jeg går gennem Beijings gader med mine Meta-briller på. Jeg får øje på en bygning, hvis arkitektur fascinerer mig, og i stedet for at lede febrilsk efter den på et forældet kort, siger jeg bare ud i luften: ”Hey Meta, hvad er det for en bygning?”. Brillerne tager et lydløst foto af det, jeg kigger på, og et par sekunder efter får jeg læst et indsigtsfuldt, historisk svar direkte ind i øret. Jeg kan kigge på virkeligheden, mens jeg lærer om den. Det er øjeblikkelig dannelse uden at fjerne blikket fra nuet.
Da uheldet var ude, og anklen lignede en overmoden aubergine, spurgte jeg min digitale ven til råds. Svaret var ikke en generel henvisning til et hospital. Det var skræddersyet. Jeg fik serveret de nøjagtige kinesiske tegn, jeg skulle stikke i smasken på receptionisten på vores hotel, Wanshou, for at låne en kørestol. Og da vi senere manglede isposer, skrev den den høfligste kinesiske smøre, der bad personalet om at skaffe is til en hævet ankel – med al den indbyggede asiatiske høflighed, jeg aldrig selv kunne have formuleret.
Da vi skulle besøge Sommerpaladset, sagde bogen sikkert, at vi bare skulle tage derhen. Men min digitale guide vidste, at vi kom rullende. Den guidede os uden om hovedindgangens uendelige trapper og pegede os direkte mod den specifikke port, hvor en kørestol rent faktisk kunne komme ind. Den kender ikke bare kortet; den kender topografien.
Og da et regulært kinesisk skybrud tvang os til at aflyse en guidet gåtur i Den Forbudte By, kom AI’en igen til undsætning. Bogen havde bedt os vente til i morgen. Min digitale assistent foreslog lynhurtigt en “Bāochē” – en privat chauffør – så vi kunne sidde tørt på bagsædet og lave en “drive-by” sightseeing ned ad Chang’an Avenue forbi Maos portræt og de olympiske stadioner, alt imens regnen piskede mod ruden.
Derefter sendte den os på Silkemarkedet med en decideret overlevelsesguide til at prutte om prisen. Den instruerede drengene i absolut ikke at vise begejstring for sneakers, lærte os at taste 10 procent af prisen ind på kinesernes lommeregnere med et smil, og mindede os om, at vi i de smalle gange faktisk kunne bruge kørestolen som et taktisk skjold. Vi var klædt på til kulturen, før vi overhovedet trådte ind af svingdøren.
Selv da jeg i et anfald af logistisk panik kom i tanke om, at vi ikke havde booket lyntogsbilletter til Xi’an til dagen efter, tog maskinen over. Den styrede mig uden om de apps, der krævede kinesisk ansigtsgodkendelse, guidede mig ind på den officielle engelske tog-app (12306), mindede mig om at vores fysiske pas nu agerede togbilletter i Kina, og advarede drengene om, at deres spray-deodoranter og for store powerbanks ville blive nådesløst konfiskeret i røntgenscanneren på stationen.
Det mest fascinerende skete dog, da vi strandede efter turen på Silkemarkedet. Gaderne var stadig våde, himlen åben, og min gamle, analoge rejsehjerne sagde: ”Vi skal bare hjem til hotellet. Koste hvad det vil. Bestil en bil!”
Men her trådte min usynlige ven i karakter og korrigerede mig blidt, men bestemt: ”Det er fredag aften, og myldretiden er på sit højeste. Hvis I kører mod hotellet nu, kommer I til at sidde i en taxa i en time. Gå i stedet 900 meter hen til dette specifikke storcenter. Der ligger en stor Haidilao hotpot-restaurant. Spis der. Det er indendørs, I får varmen, de vil nærmest bære jer og kørestolen på hænder og fødder, og drengene kan se en mand danse kung-fu med nudler og lave traditionelt maskeskift. Når I er færdige, er trafikken forsvundet.”
Det var ikke bare et tip; det var ruteplanlægning, vejrudsigtsanalyse, psykologisk overskud, logistik og kulturoplevelse kogt sammen på to sekunder. Og den havde fuldstændig ret.
Har jeg mistet eventyret ved at skifte guidebogen ud med en algoritme? Nogle vil utvivlsomt mene det. De vil savne det uperfekte og mene, at rejsens sjæl går tabt. Men sandheden er jo, at uforudsigeligheden stadig rammer. Verden er stadig kaotisk. Regnen falder stadig, ankler vrides stadig om, og sprogbarriererne eksisterer endnu.
Forskellen er bare, at kunstig intelligens fjerner friktionen i håndteringen af kaosset. Den giver mig friheden til at bruge min tid og mit nærvær på selve rejsen i stedet for på det uoverskuelige bøvl. Den fjerner panikken over en hævet ankel og frustrationen over at spilde livet på bagsædet af en taxa i myldretiden. Den lader ånden få plads, fordi maskinen tager sig af det praktiske.
Den giver overskuddet tilbage. Og i stedet for at stå og stirre ned i et papirkort i silende regn og føle sig dum, kan man sidde tørt omkring en rygende varm suppegryde med sine drenge, mens en robot ruller forbi med friske bambusskud.
Turen går stadig til udlandet. Men måden, vi går den på, bliver aldrig den samme igen. Og ærligt talt? Godt det samme.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
