Langt ude på kanten af det, vi kalder den virkelige verden, lå en lille by, som de fleste voksne glemte at kigge efter. I denne by boede Frida, en pige med lommerne fulde af mærkelige sten og et hjerte, der bankede i takt med de ting, andre slet ikke lagde mærke til.
I Fridas by var alle meget travle. De gik med hurtige skridt, kiggede på deres ure og talte om ting som budgetter, vasketider og vigtige møder. De havde glemt, hvordan man kigger op på skyerne for at se, om de ligner elefanter eller bløde franskbrød. Men Frida kiggede altid op, og hun kiggede især mod den store, gamle pilehave, der lå nede ved Sølvbækken. Der stod et træ, som de gamle kaldte for Den Sukkende Pil. Det var et træ med grene så lange, at de dyppede deres spidser i vandet, som om de prøvede at fange de hemmeligheder, floden bar med sig fra de fjerne bjerge.
En dag, hvor eftermiddagssolen malede alt i en farve af smeltet rav, satte Frida sig ved foden af det store træ. Hun kunne mærke, hvordan jorden sitrede svagt under hende, som om træet trak vejret dybt nede i mørket. Hun lagde øret mod den ru bark og hørte en lyd, der ikke var vindens hvisken eller vandets klukken. Det var en tone. En ren, klar tone, der gemte sig helt inde i træets indre. Frida vidste med det samme, at denne tone gerne ville ud. Hun fandt en lille, tør gren, der var faldet af i natten storm, og hun begyndte forsigtigt at fjerne barken med en flad sten, hun havde slebet skarp.
Frida arbejdede med fløjten i mange timer. Hun skar ikke bare i træet; hun lyttede til det. For hver lille splint hun fjernede, føltes grenen lettere i hendes hænder. Da hun endelig havde boret de seks små huller og skåret mundstykket præcis, som træet bad hende om, lignede fløjten ikke noget særligt. Den var bleg og nubrede, men da Frida satte den for læberne og blæste den allerførste luft ind i den, skete der noget, som ingen videnskabsmand i Hverdagskøbing nogensinde ville kunne forklare i en rapport.
Tonen, der kom ud, var ikke bare en lyd. Den var en farve. Den var den dybeste blå, man kan forestille sig, som havet om natten, og den var pyntet med små gnister af sølv. Da lyden rørte ved græsset foran hende, rejste de små strå sig op og begyndte at neje. En lille, grå sten ved hendes fod skiftede pludselig farve og blev til en funklende rubin, før den igen blev grå, da tonen døde ud. Frida spærrede øjnene op. Hun havde fundet en fløjte, der ikke spillede musik, men som spillede selve magien bag verden.
Frida vidste, at hun ikke kunne beholde denne lyd for sig selv. Hun rejste sig og begyndte at gå mod byens torv, mens hun spillede en let og hoppende melodi. For hvert skridt hun tog, voksede musikken bag hende. Det var som om, fløjten trak alle de drømme ud af luften, som de voksne havde tabt undervejs til deres vigtige møder. Små lysende sommerfugle af ren lyd begyndte at danse omkring hendes hoved, og luften duftede pludselig af nybagte småkager og eventyrbøger, der lige er blevet åbnet.
Da Frida nåede ind til byens centrum, stoppede folk op. Det var ellers noget, de aldrig gjorde. Borgmesteren, en mand med en meget stram slips og en endnu strammere kalender, stod lige midt på torvet og kiggede på sit ur. Men da Fridas musik ramte ham, glemte han alt om tiden. Han mærkede pludselig en mærkelig kildren i sine fødder. Det var den samme kildren, han havde følt som barn, når han løb barfodet gennem en kornmark. Uden at han selv vidste af det, begyndte hans højre fod at vippe i takt til musikken.
Snart var hele torvet forvandlet. Fridas fløjte spillede nu en sang om “Søndage, der aldrig slutter” og “Skjulte skatte i baghaven”. Musikken flød som en gylden flod gennem gaderne og ind i de grå kontorer. Folk åbnede deres vinduer, og de så ikke længere bare på asfalten og de travle biler. De så, at skorstenene på husene lignede små nisser med hatte på, og at skyerne over dem faktisk lignede en kæmpe drage, der lå og tog en lur. Den tunge, grå tåge af alvor, som altid hang over byen, begyndte at løfte sig.
En gammel dame, der altid havde haft travlt med at tælle sine mønter, begyndte pludselig at nynne med. Hun huskede en sang, hendes bedstemor havde sunget for hende om en fløjte lavet af piletræ, der kunne åbne døre til lande, man normalt kun besøgte i søvne. Og Frida blev ved med at spille. Hun lukkede øjnene og forestillede sig, hvordan piletræet nede ved bækken sukkede af glæde over, at dets tone endelig var kommet ud på eventyr.
Men som det altid er med magi, så kræver den, at man passer på den. Da solen begyndte at gå ned, og de første stjerner tittede frem som små diamanter på en mørkeblå kjole, stoppede Frida med at spille. Hun tog fløjten fra læberne og tørrede den forsigtigt af i sit ærme. Stilheden, der faldt over torvet, var ikke den sædvanlige tunge tavshed. Det var en forventningsfuld stilhed. Folk kiggede på hinanden og smilede. De talte ikke om budgetter eller vasketider. De talte om, hvor smuk stjernehimlen var, og om de mon kunne huske, hvordan man byggede en hule af sofapuder.
Borgmesteren gik hen til Frida. Han så ikke længere så stram ud. Hans slips sad lidt skævt, og hans øjne strålede. Han spurgte ikke, hvor hun havde købt fløjten, eller hvad den kostede. Han sagde bare tak. For han havde indset, at byen havde haft brug for at stoppe op og mærke efter, før de helt glemte, hvorfor de overhovedet havde så travlt. Frida nikkede og lagde fløjten i sin lomme sammen med de mærkelige sten. Hun vidste, at fløjten kun ville virke, så længe hun huskede at lytte til træerne og vandet.
Da Frida gik hjemad mod sit eget hus, fulgte en enkelt lille lysende tone efter hende som en trofast hundehvalp. Hun vidste, at piletræet altid ville stå dernede ved Sølvbækken og vente på hende, hvis hun en dag fik brug for at minde verden om, at det umulige kun er umuligt, hvis man holder op med at tro på det. Og mens hun lagde sig til at sove, kunne hun høre vinden hviske gennem pilegrenene langt borte, som om træet sagde godnat til alle de drømme, der endelig var blevet vækket til live igen.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #269 – Da skyerne blev til candyfloss
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
