Jeg ser dem for mig hele tiden nu. Politikerne i forældrerollen. Ikke som lovgivere. Som barnepiger. Med det ansigtsudtryk voksne får, når de har besluttet, at andre mennesker ikke længere må være voksne. Den ene står med en afgift. Den anden med en gulerod. Den tredje har taget hjelm, knæbeskyttere og en folder om korrekt livsførelse med. Og sådan bliver et frit samfund langsomt lavet om til en SFO for myndige borgere.
Det er den nye folkesport. At detailstyre andre menneskers liv og kalde det omsorg.
Du må gerne spise det, de synes er rigtigt. Du må gerne leve, som de synes er klogt. Du må gerne købe det, de kan lide. Du må gerne sige det, de har afstemt i et udvalg. Men går du uden for stregen, så kommer afgiften. Eller forbuddet. Eller kampagnen. Eller moralprædikenen forklædt som samfundssind. Det er politik som opdragelse. Med voksenble og pegefinger.
Og så kommer den altid. Den sætning, der lyder pæn nok til at blive trykt på en valgplakat og dum nok til at ødelægge et menneskesyn.
Frihed under ansvar.
Det lyder sobert. Civiliseret. Næsten voksent. Men det er i virkeligheden bare den pæne version af, at nogen med magt definerer, hvad ansvar betyder, og derefter kalder det frihed, hvis du adlyder. Du får lov at være fri inde i et hegn, andre har sat op. Du får lov at vælge mellem de valgmuligheder, nogen allerede har godkendt. Det er ikke frihed. Det er line med længere snor.
Jeg tror på noget andet.
Frihed til forskellighed.
Det er ikke en pyntelig formulering. Det er hele sagen. Retten til at være den, man er. Retten til at leve på den måde, man finder rigtig. Retten til at gøre det, man tror på. Også når det viser sig at være dumt. Også når naboen ryster på hovedet. Også når eksperten i fjernsynet får nervøse trækninger. For frihed er ikke retten til kun at vælge korrekt. Frihed er retten til også at vælge forkert. Så længe du ikke skader andre.
Det er den sande dannelse. Ikke den stive version med hævede øjenbryn og korrekt servietfoldning. Men den levende. Den, hvor man kan holde ud, at andre mennesker lever anderledes. Den, hvor man ikke får udslæt af forskellighed. Den, hvor man forstår, at et samfund ikke bliver stærkt af ensretning, men af plads.
Mill sagde det samme for over 100 år siden. I On Liberty. Magten skal kun gribe ind, når dine handlinger skader andre. Ikke når du skader en smagsdommer. Ikke når du provokerer et panel. Ikke når du lever på en måde, der giver dårlige overskrifter. Over dig selv, din krop og dit liv er du suveræn. Det burde ikke være en revolutionær tanke. Alligevel lyder den efterhånden som undergrundslitteratur på Slotsholmen.
For vi er blevet vant til det modsatte.
Hvis nogle få misbruger noget, regulerer man alle. Hvis en teenager gør noget idiotisk online, skal millioner overvåges. Hvis nogen spiser forkert, skal resten puffes, prikkes og beskattes på vej mod den officielle tallerken. Hvis et produkt kan være usundt, skal staten opdrage med pris og skyld. Hvis nogen bliver stødt, skal sproget pakkes ind som en sofapude. Hvis en idiot kører for stærkt, skal halvdelen af landet have nye regler, skilte og formaninger, som om frihed er et hul i hegnet, der straks må lukkes.
Det er ikke styrke. Det er micromanagement med pressekonsulent.
Politikere har opdaget, at detailregulering giver hurtige likes. En skæv sag på forsiden. Et følelsesudbrud i et studie. En minister, der siger, at nu skal der handles. Og så kommer loven, forbuddet, afgiften eller kontrollen. Ikke fordi det nødvendigvis virker. Men fordi det ser handlekraftigt ud i 24 timer. De høster applaus for at begrænse de mange på grund af de få. Og bagefter står de uforstående tilbage og spørger, hvorfor politikerleden vokser.
Det gør den, fordi folk godt kan mærke, når de bliver behandlet som børn.
Man bliver træt af at blive reguleret i munden, i mobilen, i bilen, i indkøbskurven, i nydelsen, i vanerne, i sproget og snart vel også i måden, man smører sin leverpostejmad på. Der sidder altid et menneske et sted og mener, at netop din hverdag ville blive bedre, hvis bare du blev skubbet lidt hårdere i den rigtige retning. Som om hele landet er et adfærdsprojekt med statsfinansieret formynderskab.
Liberalisme er ikke et partinavn. Det er ikke en fanclub. Det er ikke et ungdomsparti i stramme skjorter eller et gammelt logo på en plakat. Det er en levevej. En måde at se andre mennesker på. Med tillid. Med plads. Med den helt enkle erkendelse, at voksne mennesker ikke skal micromanages gennem livet af folk, der lever af at mene noget om andres.
Online og offline.
For friheden er under pres begge steder. Den digitale detailstyring lister ind forklædt som tryghed. Den fysiske detailstyring kommer med kampagner, afgifter og små forbud forklædt som ansvarlighed. Resultatet er det samme. Mindre råderum. Mindre egenvilje. Mindre respekt for, at mennesker er forskellige og må være det.
Det betyder ikke, at alle bare må sejle.
Et frit samfund er ikke et koldt samfund. Vi skal ikke have et samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og resten kan ligge og rode i grøften. Selvfølgelig skal der være et sikkerhedsnet. Man skal kunne falde. Blive grebet. Få hjælp. Blive skubbet videre. Et ordentligt samfund kendes ikke på, hvor højt det prædiker frihed, men på om det også samler folk op, når livet vælter dem. Men det ændrer ikke ved pointen. Sikkerhedsnettet skal ikke være et edderkoppespind, der hænger fast i ansigtet på folk hele livet.
Friheden skal tilbage.
Til dem, der vil leve sundt. Og til dem, der vil spise sovs som en trosretning. Til dem, der vil være online hele natten. Og til dem, der smider telefonen i en skuffe. Til dem, der vælger skævt, skørt og socialt upassende. Til dem, der rammer ved siden af. Til dem, der lærer selv. Til dem, der ikke ønsker staten siddende som moralsk GPS på skulderen.
Frihed til forskellighed er ikke et fripas til at skade andre. Det er et opgør med ideen om, at magten skal opdrage mennesker til korrekthed. Det er et forsvar for retten til eget liv. Eget ansvar. Egne dumheder. Egne drømme.
Det kæmpede jeg for som folkevalgt. Det kæmpede jeg for før jeg kom på tinge, det kæmper jeg for nu. Og skulle jeg være heldig at blive valgt påny, er det stadig min livsforståelse.
Hvis politik igen skal give mening, kunne man begynde dér – ved at holde op med at være vores barnepiger.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
