Det er som om, hele Danmark holder vejret under en glasklokke af is. Vi er vågnet op til en virkelighed, hvor frosten endelig har bidt sig fast, og pludselig er de frosne søer blevet det eneste sted, hvor vi kan mærke, at vi stadig er i live, mens resten af samfundet ligger i dvale bag en skærm.
Der er noget dybt ironisk over, at vi i dag finder vores største frihed på en overflade, der er så skrøbelig, at den kan briste under os når som helst. Mens myndighederne prædiker afstand, forsamlingsforbud på fem personer og isolation som den eneste sande dyd, så har naturen åbnet for en fest, som ingen politiker har kunnet planlægge eller give tilladelse til. Overalt på landets søer ser vi det samme syn: Mennesker, der søger mod hinanden, mod isen og mod den skarpe vinterluft. Det er ikke nødvendigvis et oprør i klassisk forstand, men det er et biologisk og menneskeligt svar på den indespærrede energi, som har hobet sig op i os gennem måneder med Zoom-møder og ensomme gåture.
Vi har fået at vide, at vi skal blive inde, men når frosten lægger et låg over vandet, vågner noget i os. Det er som om, den lille frihed ved at glide hen over isen er den eneste modvægt, vi har mod det tunge system, der har lukket vores liv ned. Vi står i kø for at komme ud på Peblinge Sø eller de lokale gadekær, og selvom politiet kører patrulje og minder os om, at vi ikke må være for mange, så vinder trangen til at være menneske hver eneste gang. Man kan ikke bure ånden inde, selvom man kan lukke biograferne og restauranterne. Den indespærrede energi skal ud, og lige nu finder den sin ventil på de frosne søer.
Den digitale ensomhed mod den fysiske kulde
Der er en sær kontrast i denne vinter. Vi lever i en tid, hvor vores sociale kontakt er blevet reduceret til pixels og ustabile internetforbindelser. Vi ser hinanden i små firkanter på computeren, men vi mærker ikke hinandens nærvær. Men herude på isen er kulden virkelig. Den bider i kinderne, den gør fingrene stive, og den minder os om, at vi har en krop. Det er måske derfor, vi flokkes herude. Vi har brug for at mærke noget, der er større end os selv, og noget der ikke er styret af en algoritme eller en pressemeddelelse fra Slotsholmen.
Isolationen gør noget ved os som folk. Den skaber en form for åndelig frostvejr, hvor vi risikerer at miste forbindelsen til det, der gør os til et fællesskab. Når vi ikke længere kan mødes om det væsentlige, begynder vi at visne. Men isen giver os et kortvarigt frirum. Det er her, hverdagens eksperter – de mennesker, der faktisk får hjulene til at køre rundt, mens de kloge i København diskuterer grafer – mødes og ser hinanden i øjnene. Det er her, vi husker, at vi er et folk, og ikke bare en række cpr-numre i et regneark. Det minder mig om de gamle ord fra Grundtvig om, at vi er “folk før vi er stat“. Lige nu føles det bare som om, staten har glemt, at folket har brug for luft for ikke at gå til i kynisme og håbløshed.
En hyldest til den lille frihed
Vi glemmer ofte at værdsætte de små ting, indtil de bliver taget fra os. At kunne gå en tur på en frossen sø lyder måske banalt i den store sammenhæng, men nu er det en revolutionær handling. Det er en påmindelse om, at der findes en verden uden for corona-statistikkerne. En verden hvor årstiderne skifter, og hvor vandet fryser til is, uanset hvad der står i den seneste bekendtgørelse. Det giver en form for ro at vide, at naturen ikke lader sig styre af restriktioner.
Denne vinter har været lang, og den føles længere end nogensinde før. Men der er en skønhed i det kolde lys, som vi skal holde fast i. Vi skal bruge denne tid på isen til at samle kræfter til det, der kommer på den anden side. For isen smelter før eller siden, og når den gør det, skal den indespærrede energi bruges til at genopbygge alt det, der er blevet forsømt. Vi skal genfinde respekten for det enkelte menneske og dets behov for at være en del af noget større end sig selv. Systemet må aldrig blive vigtigere end mennesket, og det er måske den vigtigste lektie, vi kan lære af at stå herude i kulden og kigge ud over det hvide landskab.
Det minder mig om et vers af Halfdan Rasmussen, der skrev om, hvordan vinteren bider, men hjertet stadig slår. Vi skal sørge for, at vores hjerter bliver ved med at slå for andet end bare overlevelse. Vi skal slå for samværet, for ordentligheden og for det liv, der findes uden for de fire vægge, vi er blevet bedt om at opholde os i. Den indespærrede energi er ikke farlig i sig selv – den er en ressource. Den er den drivkraft, der skal føre os ud af krisen, hvis vi tør lade den komme til udtryk i stedet for bare at prøve at kontrollere den ihjel.
Når isen bryder
Vi ved alle sammen, at denne tilstand er midlertidig. Men lige nu føles det som om, vi er fanget i en evig venteposition. Vi venter på vacciner, vi venter på tal, vi venter på tilladelse til at leve. Men livet kan ikke sættes på pause. Det finder vej gennem revnerne i isen. Det er et tydeligt eksempel på naturens skabelse, som vi ser i dag på søerne. Det er livet, der insisterer på at være til stede, selv under de sværeste betingelser.
Når vi ser tilbage på denne tid, vil vi huske kulden, ja. Men vi vil også huske de øjeblikke, hvor vi trodsede isolationen og søgte mod hinanden på det glatte underlag. Vi vil huske, at vi fandt sammen i små grupper, drak kaffe af termokander og huskede os selv på, at vi stadig er her. Det er den ånd, vi skal tage med os videre. En ånd af modstandskraft og menneskelighed, som ikke lader sig knægte af hverken virus eller bureaukrati. For under isen strømmer vandet stadig, og før vi ved af det, vil foråret komme og minde os om, at intet varer evigt – heller ikke nedlukninger.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
