GENOPLIVET

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Så var jeg jo til træning i går. Først nu har jeg luft og kræfter til en status på livet og sundheden. Det var en enorm skuffelse. Jeg har jo hyret en personlig træner, Natascha, og jeg havde sådan glædet mig til at sidde og se hende træne helt personligt. Sådan lidt lapdance-agtigt i et seperat rum. Men det viser sig, at en personlig træner ikke træner for dig! Det er åbenbart meningen du selv skal bevæge dig.

Det synes jeg er noget overraskende og det kunne de godt lige have skrevet. Hun startede med at måle mig igennem. Og som det anede mig, er det ikke så slemt andre steder end på maven. Jeg har fået en borgmestermave, og så endda uden at have samme magt som Thomas Kastrup-Larsen, borgmesteren her i byen. Det er unfair. Han har den ikke engang, maven. Måske jeg har fået hans? Det er endnu mere unfair og kun fordi han også er sportsidiot, der ses spurte rundt i byen hele tiden – uden oppositionen efter sig.

En borgmestermave sidder præcist midtpå. Som om man var gravid i tredie måned. Det tjekkede hun faktisk ikke om jeg er. Bryst og hofte er samme mål – men midt på maven går der lige de der 7-8 cm ud som gør det umuligt for mig at se min tissemand, når jeg kigger ned. Det er der to løsninger på: Enten at svede i centeret eller hoppe på en af de der annoncer om penisforstørrelser, der konstant dukker op. Algoritmen hos Google er perfekt.

Læs også:  Hurra for det danske

Natascha – Sygeplejerske & Personlig Træner har lagt et ret omfattende program, som vil kunne mærkes på få uger. Jeg kunne faktisk mærke det efter 5 minutter, hvor jeg mente tiden måtte være gået, men kun var halvvejs i opvarmningen.

Jeg havde fundet et par indendørssko frem, som jeg fik i gave for mange år siden, hvor jeg ville til at spille badminton. De har ikke været brugt. Og gudskelov er jeg næstformand i bestyrelsen for Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole og havde derfor en T-shirt til svedig brug. Jeg havde ellers tænkt mig at male i den. Nu fik den lov at leve lidt.

Centeret er ikke så slemt. Brugerne var ikke på størrelse med Schwarzenegger – ikke af muskler i hvert fald. De var som jeg folk, der havde fået nok. Søde smil og grin – og så hørebøffer med musik. Dem havde jeg glemt. Ligesom vandflasken. Det var så ekstremt tydeligt det var første gang! En 46-årig i efterskole T-shirt, varme joggingbukser, ingen vandflaske og lidt for små sko – og så rød i hovedet over bare at se på en maskine. Og applewatch der løb tør for batteri, fordi det ikke var vant til at måle puls og pludselig kom på ekstra arbejde.

Men jeg overlevede. Alle øvelserne. Nærmest. Og jeg overlevede også Natascha, der på sadistisk vis nød det lige lidt for meget. Måske hævn over min forrige status. Magten er hos hende – selvom det er mig der har en borgmester i maven. Jeg overvejer stadig annoncen fra Google som alternativ – men er nu bundet til Natascha, den benhårde dominatrix fra Svenstrup.

Læs også:  STØRRE CHANCE FOR AT KENDE EN FLYGTNING, END EN LANDMAND

I dag skal jeg ud og løbe. Det frygter jeg meget. Ikke fordi jeg ikke kan løbe – men fordi jeg jo kommer til at passere alle dem, som jeg har skrevet om herinde utallige gange. Dem med løbetælleren på gps der deler streger på kort med alle vennerne. Det bliver lidt som en statsanklager der slippes fri i Vridsløse lille statsfængsel, blandt alle dem hun har fået dømt. Jeg tager maske på. En maske der forestiller borgmesteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.