godmorgen soveby

“Her er fred og ro”

– Nej, forhåbentlig ikke!

Siden de store kommunesammenlægninger har vi set en centralisering, der har suget marven ud af de små samfund. Skoler lukker, busruter forsvinder, og tilbage står vi med betegnelsen ”soveby”. Men en soveby er kun en soveby, hvis man har glemt at vågne op og se sit eget værd. Jeg har i årevis kæmpet for baglandets sag, fra vandtårne til borgermøder, fordi jeg nægter at acceptere, at alt liv absolut skal koncentreres i de store byers beton. Landsbyerne er vores stamceller; det er her, det hele starter. En stamcelle er ikke færdigformet, men den rummer muligheden for at blive til det hele. Sådan er det også med landsbyen. Det er her, vi finder det sunde fællesskab, som byerne for længst har glemt i jagten på convenience, pendlerliv og anonymitet. I landsbyen ved man, hvem der mangler, når nogen ikke dukker op. Man ser hinanden. Man bærer hinanden. Det er ikke romantik. Det er samfundets grundsubstans. Derfor er landsbyerne ikke et levn fra fortiden, men et laboratorium for fremtidens folkestyre, ordentlighed og menneskelighed.

Stop med at kalde jeres by for ”Byen i det grønne”. Det er der 600 andre byer, der også gør, og det sælger ikke en eneste byggegrund. Hvis I vil overleve, skal I turde finde jeres sande identitet. Er I en by for børnefamilier, for de kreative, eller er I den rebelske flække, der gør tingene på jeres egen måde? Identitet er ikke noget, man opfinder i en smart marketingafdeling i København; det er noget, man har. Kunsten er at finde den, støve den af og formidle den, så omverdenen ikke kan lade være med at kigge jeres vej. Jeg har arbejdet med byer som Haslev, Hovborg og i hele Ribe og Vejen Kommune, og det handler altid om det samme: At beslutte, hvad man vil være, og hvad det er realistisk at blive. Allerede i 2002, efter et ophold i et vandtårn, begyndte jeg at formulere begrebet ”Baglandet”. Ikke som et smart slogan, men som en påmindelse om noget, vi havde glemt. Baglandet er bogstaveligt talt det land, der ligger bag os og holder os oppe. Det er ikke periferien. Det er fundamentet. Det er jorden under systemet, fødekæden under væksten og det menneskelige bagtæppe under al den pæne powerpoint-retorik om udvikling. Når man hånligt taler om udkant, afslører man mest af alt, at man har mistet orienteringen. For uden baglandet har Danmark ingen rygsøjle.

Stor erfaring med landsbyer

– Folkestyret skal tilbage til kaffebordet

Når jeg kommer ud til et bylaug eller en borgerforening, taler jeg aldrig efter et manuskript. Jeg taler til de mennesker, der sidder i rummet. Vi skal have folkestyret tilbage til kaffebordene, hvor de vigtige beslutninger bliver truffet. Det kræver ordentlighed, men det kræver også, at man tør provokere systemet. Vi skal bevæge os fra at være ”udkant” til at være ”forkant”. Og nej, det betyder ikke, at man skal stå og stampe i trodsalder og bede om medlidenhed fra dem, der aldrig kommer længere ud end ringvejen. Det betyder, at man løfter osteklokken, kræver indflydelse og insisterer på, at baglandet ikke skal administreres ovenfra, men høres nedefra. Det handler om pligt og ret – retten til at bo, hvor man vil, men også pligten til selv at bidrage til fællesskabet. Hvis I bare venter på, at kommunen redder jer, så dør landsbyen. Pengene og visionerne findes ofte helt andre steder, hvis man tør tænke stort og måske endda søge mod EU frem for blot at stirre sig blind på det lokale rådhus.

En workshop med mig er ikke bare endnu et møde med gule post-it noter, der ender i en skuffe. Det er en dag, hvor vi river facaden ned. Vi ser på, hvordan pressen ser jer, hvordan de unge taler om jer på de sociale medier, og hvorfor jeres nuværende branding fejler. Jeg har set byer transformere sig, fordi de turde se deres egne ”tomme huller” som muligheder frem for begrænsninger. Skab noget selv. Hvis diskoteket er lukket, så byg noget andet. Hvis skolen er væk, så find en ny måde at være sammen på. Det kræver en samtale, der er ærlig og til tider gør ondt, men uden den samtale flytter vi os aldrig. Det er også derfor, jeg i Sønderborg Kommune producerede 15 landsbyfilm, som blev vist i Kinorama. Ikke for at pynte virkeligheden til, men for at visualisere den enkelte flækkes særkende og styrke. Hver landsby har noget, der ikke kan kopieres af nabobyen, hvis man gider lede ordentligt efter det. Den disciplin – at finde kernen, skære ind til benet og gøre den synlig – er præcis den samme, jeg tager med ind i foredrag, workshops og borgermøder i dag.

Landsbyen er fundamentet for vores demokrati. Det er her, man kender sin nabo, og det er her, ordentligheden har sine dybeste rødder. Når vi kæmper for landsbyerne, kæmper vi for en måde at være menneske på, som ikke kan findes i en 3-værelses lejlighed i Aarhus. Vi skal huske stoltheden over vores sted. Det er borgerne, der skaber byen – ikke omvendt. Derfor er mine foredrag og workshops altid en opfordring til handling. Blæs til kamp mod lukningerne ved at gøre jer selv uundværlige. Gør jer selv så interessante, at folk ikke kan lade være med at flytte til.

Vi har brug for at genopfinde samtalen mellem borgere og politikere. Jeg har ofte siddet med ved bordet, når bølgerne gik højt, og min opgave er at være den katalysator, der får begge parter til at lytte. Det handler ikke om at råbe højest, men om at argumentere bedst. Brug jeres historie, jeres særheder og jeres fællesskab som jeres stærkeste våben. Jeg har gennem årene samarbejdet med både Landdistrikternes Fællesråd og Erhvervsstyrelsen, netop fordi kampen for det glemte Danmark ikke vindes med nostalgiske suk, men med konkret strategi, skarp formidling og viljen til at stille krav. Hvis I er klar til at tage det næste skridt og transformere jeres soveby til en leveby, så lad os tage fat. Vi kan enten mødes til et inspirerende foredrag, et borgermøde med substans eller rulle ærmerne op til en dyb workshop, hvor vi lægger strategien for jeres fremtid.