Godnat lille Mohammed

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Kan du finde fåret i bogen skat?
Mæææhh sir fåret…

Malthe og jeg har startet aftenrutinen i sofaen. En smule vand, en banan og en bog. Tæt hygge i stuen, vi mærker hinanden og jeg hvisker stille i hans øre en masse ord om dagens oplevelser. “Har du leget med Tobais?”, “Kan du huske at bolden røg ind under bilen, men så tog vi den ud igen ik skat?”.
Malthe nikker, han er for døsig til rigtigt at sige noget længere. Putter sig ind til mit bryst, mens jeg bærer ham ind på hans eget værelse.
Rullegardinerne er trukket ned, så solen og verden kan holdes ude – en række små lysende stjerner giver rummet et strejf af lys, hvis han skulle blive utryg. Men lige nu er han helt tryg, mens jeg lægger ham i den fine barneseng og hans hovedpude tager imod hans slappe krop. Hans hænder finder rundt om mit hovede, han vil knuses i søvn. Mærke sin fars tryghed og høre en godnatsang. Med fjernbetjeningen starter jeg den lille ipod i højttalerstanden. Benny Andersens sang om barndommens land toner stille og beroligende ud i rummet, mens jeg synger stille til melodien ind i hans øre. Åndedrættet bliver tungere, mens han overgiver sig til søvnen. Strofe for strofe synker han dybere ned – og til sidst standser han med at sutte på sutten, han sover trygt.
Jeg lægger dynen over ham, lukker døren og sætter babyalarmen til, hvis nu hans drømme kommer over den lydstyrke der vækker den lille alarm. Det gør drømmene sjældent. Hvad skulle dog gi ham onde drømme, når livet bare leves i børnehøjde og dagens største problemer er, når man ikke kan finde en buet skinne til et brio-tog. Han har endnu ikke lukket den del af verden ind, som giver natten noget at tænke over. Han forstår intet af det, der sker andre steder, end i det paradis han bevæger sig i.
2 år gammel – der er nok at tage stilling til, nok at lære, nok at skulle erfare. Senere kommer de onde ting snigende. Ting der gør, at man begynder at sætte ting i relief. Ting der gør, at selv en putning giver tanker om urimelighed.

Ikke langt herfra er der en anden virkelighed.

Ikke noget med Afrika eller Haiti, hvor ulykkerne står i kø og dagen kun handler om at få lov til at opleve natten med. Nej vi behøver ikke tage længere væk, end at vi ikke har passeret en grænse.
Mohammad skal også til at i seng. Han bor på et flygtningecenter i Sandholm, sammen med sin familie. Da han var 2 år havde han allerede fået alt det ind, der gør, at man ikke kan sove. På flugt op gennem europa i en lukket lastbil, forældrenes gråd og frygt hele vejen op. Ukendte bestemmelsessteder giver ikke en tryg favn. Børn kan fra naturen mærke forældrenes utryghed, de er kodet fra naturens hånd til at være vågne og på vagt, hvis de mærker at moderen er det. Og Mohammads mor har været på vagt fra hans fødsel.
Familien er samlet i rummet, der udgør deres hjem. Køjesengen er klar til putning, men ingen putter ham. Mor er syg, hun sidder i et hjørne og kigger tomt ud i luften. Far prøver at holde sammen på familien, men kan ikke tage sig af alle. Han har fundet ud af, at det er bedst at sidde med Mor mens børnene falder til ro – forlader han hende og putter børnene, bryder hun ud i gråd og så vågner de allesammen. Børnene ved derfor, at når far sender dem et blik, så skal de gå op i sengen og lægge sig under dynen. Mohammad ligger og kigger på sin mor og far. Mor bliver trøstet og holdt om, Mohammad har vænnet sig til det og synes det er godt, at nogle holder om Mor når hun har det sådan.
Mohammad kan høre de andre på centret gennem de tynde vægge. Hans mor er ikke den eneste forældre der har svært ved denne tid på dagen. Mødre, der så gerne ville putte deres børn i tryghed og sige dem, at de nok skal passe på dem og at verden er god når de vågner igen – men det ved mødrene godt at de ikke kan love. Derfor kan de ikke putte. De ville føle det var en løgn at signalere tryghed – og det slår dem ud.
Mohammad ligger og kigger rundt i lokalet. Han tør ikke græde, fordi han så vil mærke at det er et problem for hans Far. Så Mohammad er holdt op med at græde. Han er blevet en stille dreng, der bare er til. Det er også det eneste man kan love ham. Ingen ved hvor mennesker vil sende ham hen imorgen. Det eneste man kan love er, at han er til. Det affinder Mohammad sig med, lukker sine øjne og falder i søvn. Drømme giver ikke en rolig nat, lyde fra rummet ved siden af vækker – men det er dagligdag, så Mohammad kan hurtigt falde i søvn igen når han vækkes af virkeligheden. Mohammad har allerede lært, allerede taget stilling og allerede erfaret mere end de fleste.

Godnat til jer begge.

I sover forskelligt, livet er startet på hver sin måde.
Ingen af jer har valgt hvor i startede livet og hvordan – I er bare kommet herned og er landet tilfældigt. Lidt som at vinde og tabe i Lotto. Her er det bare ikke 20 kroner der er på spil, men et menneskeliv der kan udvikle sig godt eller skidt.
For den ene drengs vedkommende er alt op til hans forældre, der har sat livet på pause for at gøre det hele helt perfekt. For det andet barn, er det op til politikerne. Både dem der kæmper i deres hjemland, og dem der bestemmer i det land, der er deres tilflugtssted.
Følger man med i den danske debat er det som om vi glemmer, hvem vi taler om! Udvisningen af “de fremmede” er så stor en forretning, at man kan skabe hele partier på opbakningen. De er centrum i en imagekampagne, som spindoktorer høster stemmer og omtale på.

For mig er de ikke fremmede!

De er menneskeliv – præcis som jeg, der bare ikke havde gevinst på deres lod.
De er børn, der er landet i en anden virkelighed end vores egen.
Det er værd at huske… at de fremmede er Mohammad.
Godnat. Og sov godt…
Læs også:  Hvorfor er vi ikke JE SUIS IRAK???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.