Så står vi her igen. Champagnen er lagt på køl, kransekagen er klar, og jeg skal snart med min kæreste og mine børn lytte til Hans Majestæt Kongen og senere hoppe ind i det, der bliver et vildt år for det danske folkestyre.
2025 har været et år, hvor verden for alvor har vist tænder. Vi har set et USA under forandring med Trumps genkomst, vi har mærket de kolde vinde fra øst, og vi har set teknologien rykke hurtigere end nogensinde. De teknologiske fremskridt er fantastiske, men stiller nye krav til vores menneskelige dannelse og sunde fornuft. Det må vi opgradere – frem for at tro, at vi kan sætte en stopper for fremtiden gennem lovgivning, der kan omgøres med en simpel VPN-forbindelse. Der er brug for et nyt grundtvigsk dannelsesopgør, ikke symbolske begrænsninger. Og så skal vi ikke gå på kompromis med vores ret til privatliv i kampen mod det, nogle åbenlyst synes er det onde.
Verden er vild. Det er i tider som disse, man opdager, at politik ikke bare handler om teknokrati, men om at have et fast fundament at stå på, når det stormer.
For mig personligt blev 2025 året, hvor jeg satte det sidste punktum i fortællingen om "et naivt politisk projekt". Udgivelsen af Axel Boisen’s bog, Jeppe på Borgen, var en nødvendig status over, hvad der sker, når drømmen om det brede samarbejde bliver kvalt i regneark og en kultur, jeg overhovedet ikke kunne genkende mig selv i. Et punktum.
Jeg har tilbragt året som løsgænger. Det er ret hårdt arbejde at være ordfører for det hele. Til gengæld er der den glæde, at man kan stemme det man mener og samarbejde med alle i salen. Nogle har spurgt, hvorfor jeg ikke bare fandt et nyt parti med det samme. Svaret er enkelt: Jeg respekterer vælgerne og vores folkestyre for højt til at blive "partihopper". Jeg har fra bagerste række stemt efter det, jeg lovede vælgerne i valgkampen. Og fra talerstolen fokuseret på det, jeg inden og under valget fortalte vælgerne var væsentligt. Jeg har haft ugentlige møder med vælgere i min storkreds og passet mit arbejde. Rådet til mig, da det buldrede i Moderaterne var, at jeg bare skulle tage mig en orlov med fuld løn. Men jeg er ikke valgt til at blive hjemme, når jeg ikke er syg! Så jeg mødte på arbejde allerede dagen efter bruddet, klar til kamp for det jeg tror på. Sjovt var det ikke, men vigtigt.
Jeg har været fristet undervejs af fine tilbud, som måske kunne have sikret mig en fremtidssikret politisk taburet – men mit mandat er ikke en handelsvare.
Som jeg for nylig fortalte i en podcast hos Joakim B. Olsen, så har jeg for længe siden truffet et helt naturligt valg – jeg hører fortsat til i Venstre. Jeg kom fra et medlemskab gennem 10 år i Venstre. Her har jeg venskaber med store dele af baglandet, jeg har talt for næsten alle kredse og VU-foreninger, jeg har hjulpet folkevalgte og ministre i årtier – som jeg også gjorde det med Løkke i årevis, mens han var statsminister.
Jeg gik helt fejlagtigt med Løkke ud af Venstre, i troen på at værdierne stod fast. Skabte et nyt parti – ved brug af alle de egenskaber og den erfaring jeg har med at håndtere politiske fælleskaber, men lige før og især efter valget, tog projektet vand ind på grund af en ledelse, der især glemte fælleskabet og demokratiske principper – og da mobningen i sekretariatet kom til mine ører, forlangte jeg en uvildig undersøgelse af eksperter udefra. Løkke ville hellere undersøge sig selv.
Resten er historie. Jeg kunne ikke være med på busruten men tager tilbage, hvor jeg kom fra. Venstre er for mig det store blå og liberale folkeparti, der favner hele landet bredt med deltagelse i alle de demokratiske organer vi har. Det giver stabilitet – og respekten for baglandet er indgroet, ligesom højskolebevægelsen jeg selv er rundet af, i høj grad lever i Venstre.
Men jeg tager ikke en genvej!
Jeg må erkende, at alle i Moderaterne fik en klovnenæse på i bussen, og den skal renses helt af. Jeg hader den klovnedragt jeg pludselig var iklædt. Det kræver tid og ordentlighed at få den af. Jeg ville derfor ikke tage et mandat til et andet parti midtvejs; jeg ville gøre mig fortjent til jeres tillid på ny.
En kreds i baglandet hos Venstre skal jo vælge at tage mig tilbage, de skal gense og genhuske hvad jeg står for. Om det betyder en plads på Venstres liste ved næste valg, eller om jeg skal bruge fire år udenfor Borgen for at bevise min integritet, det må tiden, baglandet, kredsene og vælgerne vise.
For mig er det vigtigere at bevare min troværdighed end at bevare min taburet. Og jeg har levet 51 af mine 54 år udenfor borgens mure, så det kan jeg nok igen – selvom jeg må sige, at jeg helt reelt ELSKER at være folkevalgt! Jeg bruger 70-80 timer ugentligt på at leve op til vælgernes mandat og mener selv, at jeg til fulde er værdig og lever op til de krav, jeg mener man kan stille til en folkevalgt i statens tjeneste.
Når jeg ser rundt i Folketingssalen, ser jeg mange dygtige og flittige kolleger fra næsten alle partier, der hver dag kæmper for det, de tror på. Det er ikke altid politikerne eller folkestyret, der er noget galt med – det er de kulturer, der indimellem opstår, når magten bliver et mål i sig selv. Dem skal vi turde udfordre, så vi kan finde tilbage til "hullet i vaniljekransen" – det levende ord og de værdier, der gør os til et samfund frem for blot en stat. Vi bliver nødt til at finde baggrunden for politikerleden og forandre det. Ikke bare tale om det!
Nu kigger vi ind i 2026. Et valgår. Et år, hvor magten vender hjem til vælgerne. Jeg glæder mig til at møde jer derude – ikke som et glansbillede, men som det menneske, jeg hele tiden har forsøgt at være: En ordkløver, der hellere vil stå alene med sine værdier end at sidde i en flok og tie stille.
Om I møder mig på en valgplakat eller “bare” som medborger på gågaden, så glæder jeg mig uanset til samtalen med jer!
Tak til alle jer, der har støttet mig gennem 2025. Jeres opbakning er beviset på, at ærlighed stadig har en plads i debatten. Med og modspil er værdsat – og jeg håber det fortsætter.
I januar starter jeg et nyt mødested. Et upartisk mødested. En folkelig tænketank, der skal forsøge at styrke folkestyret og gøre os alle til bedre medborgere. Det kræver nemlig noget af os alle – men der ER også nogle strukturelle udfordringer på borgen, som jeg mener vi bør debattere. Nogle valgtricks i kommunerne der må ses på. Det kommer vi til at tale om i denne nye bevægelse, som jeg har brugt en del fritid på i det seneste halve år.
Pas på hinanden, pas på frisindet – og rigtig godt nytår! 🥂🇩🇰
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
