Jeg sidder i Xi’an og læser, at de danske kyster er under angreb. Af gopler.
Her i Kina ankommer lyntogene 13 sekunder før tid. De bygger fremtiden i beton og 5G, mens Villum, Malthe og jeg forsøger at følge med i et tempo, der får en dansk DSB-forsinkelse til at ligne en historisk hændelse fra stenalderen. Men hjemme i det flade nord er det ikke teknologien, der driller. Det er naturen. Den har nemlig fundet på noget utilgiveligt. Den er dukket op.
Der er “Breaking News” på alle kanaler. Brandmændene har indtaget Kattegat. Dræbergoplerne – som lyder som noget fra en dårlig tysk horrorfilm fra 80’erne – har meldt deres ankomst i Limfjorden. Man skulle tro, at goplerne havde holdt et strategisk stormøde i en dybhavsgrav og besluttet sig for at ødelægge den danske sommerferie ved at indsætte en flåde af slimede, retningsløse geléklumper.
Vi kalder det en “invasion”. Som om de har en plan. Som om de har læst vores feriekalender og tænkt: “Nu rammer vi dem, mens de har fundet solcremen frem”.
Sandheden er bare, at havet er varmt. Rigtig varmt. Og når vandet bliver lunt, så elsker goplerne det. De passer deres egne cyklusser, mens vi går i kollektivt selvsving, fordi vi har glemt, hvordan man begår sig i virkeligheden.
Vi har fået en mærkelig form for naturskræk. Vi forventer, at det danske havmiljø skal fungere som en steril swimmingpool i et sommerhusområde i Blåvand. Der skal være blåt, der skal være gennemsigtigt, og der skal absolut ikke være noget, der brænder, bider eller kigger mærkeligt på os. Hvis naturen ikke opfører sig som en velfriseret park med adgangskontrol, så ringer vi til medierne og kræver en forklaring.
Det er dannelses-fjernt. Vi er blevet et folkefærd, der er så distancerede fra det element, vi er rundet af, at vi ser en brandmand som en personlig fornærmelse.
“Dræbergoplen” er mit yndlingsord i denne uge. Den hedder egentlig den amerikanske ribbegople. Den dræber ikke mennesker. Den dræber fiskeyngel. Den æder deres mad og deres æg. Det er et kæmpe problem for økosystemet, bevares, men i de danske overskrifter lyder det som om, man risikerer at blive kvalt i sengen af en gople, der har sneget sig ind gennem soveværelsesvinduet.
Vi elsker at frygte det, vi ikke forstår. Og vi forstår efterhånden meget lidt af det, der foregår uden for vores skærme.
Mens jeg går rundt her i Xi’an og ser et samfund, der er besat af at kontrollere alt – fra ansigtsgenkendelse til afgangstider – så minder de danske gopler mig om noget vigtigt. Naturen er ligeglad. Den er totalt og aldeles ligeglad med dine planer om at dyppe tæerne ved Bellevue. Den har ikke læst din sommerferie-strategi. Den følger strømmen, varmen og instinktet.
Vi har fået den idé, at vi kan reklamere over naturen. At vi kan indgive en klage til Vesterhavet, hvis bølgerne er for høje, eller hvis der er for meget tang. Vi vil have vild natur, så længe den er pæn på et Instagram-billede og ikke kræver, at vi rent faktisk forholder os til, at den er… ja, vild.
Det er måske det egentlige problem. Vi har glemt at svømme i virkeligheden. Vi vil have sikkerhed, kontrol og garantier. Men havet giver ingen garantier. Det giver kun vand. Nogle gange koldt, nogle gange varmt, og i år åbenbart med en ekstra portion gelé.
Måske skulle vi bare acceptere, at vi ikke er de eneste, der har ret til at være her. At brandmanden ikke er ude på at ødelægge din dag, men bare forsøger at overleve i et hav, som vi i øvrigt selv har gjort varmere og mere ubalanceret.
Her i Kina bygger de broer over bjerge og tunneller under byer. De tæmmer landskabet med en effektivitet, der er skræmmende. Men selv her kan man mærke, at naturen bare venter. Den trækker vejret under asfalten.
Hjemme i Danmark panikker vi over en lille gople. Det er næsten sødt. Men det er også et tegn på, at vi er ved at miste forbindelsen til det fundamentale. Naturen er ikke en serviceydelse. Den er ikke en kulisse til din dannelse. Den er selve dannelsen. Hvis du ikke kan tåle en brandmand, så er det måske ikke havet, der er noget galt med.
Så bad dog. Eller lad være. Men hold op med at kalde det en krig. Det er bare sommer.
Naturen er ligeglad med dine ferieplaner. Den var her før dig, og den er her sikkert også, når du har pakket din strandstol sammen og er kørt hjem til din sterile hverdag igen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
