HVAD? HAR JEG MÅL?

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg fik et Apple Ur forleden. Det har lige rost mig, fordi jeg har bevæget mig i et minut! “Bevæg dig lidt mere, og du er på vej mod dine mål”. Jeg anede ikke jeg havde mål – og at mit ur kendte dem.
Den måler ganske vist min puls – men kan den læse tanker? Har den gennem telefonen set min krop og vurderet, at der kan spares lidt i vægtafgift?

Apple siger, at deres produkter taler sammen – er det sådan, at da mit ur kom sladrede min iPhone løs om alle mine uvaner til den nye dreng i klassen? Det er bare ikke fair. Her ville jeg lave et nyt bekendtskab og starte på en frisk.
– Hej jeg hedder æbleur. Jeg skal måle Jeppes aktivitet.
– Hej, jeg er iPhone. Her er absolut ingen aktivitet, kun ord, så du får en del fri. Jeg overfører lige alt jeg ved om ham.

Egentlig var jeg kun optaget af hurtigt at kunne se på armen en kalender, en mail og en besked – og ikke konstant skal have telefonen op. Så meget for den bevægelse. Jeg kan hurtigt se om det er noget vigtigt der skal reageres på – eller endnu en Navias fra Uganda, som jeg har arvet milliarder fra. Den del virker! Jeg er snot forelsket i den lille dims.

Jeg kan også sige “Hey Siri, hvordan er vejret” og så viser den en sky. Jeg kunne selvfølgelig også bare se ud af vinduet, men det er så mega gammeldags og herre nederen. Endelig virker man lidt PET agtig, når man går og taler til sit håndled i et jakkesæt og solbriller. Trods skyen.

Læs også:  Kim Larsen er tilbage!

Men mit ur skal sgu da ikke rende og sætte mål uden lige at forhøre sig med mig først.

Tænk hvis den beslutter, at jeg skal have mere sex og derfor sender kontante beskeder til min kone – og hvis den så måler, at det ikke virker, blokerer og unfriender hende. Den har jo adgang.
Tænk hvis den opsiger mit job, fordi den synes jeg sidder ned for meget – eller melder mig ind i fitness.dk – konsekvenserne er enorme!

Jeg siger det bare. Hvis du een gang mere taler om mine mål, så hacker jeg din software og laver en version der roser folk, som ligger ned og ser nyheder. Roser når pulsen er lav. Advarer når du løber.

“Tillykke. Du har idag ligget på sofaen i 5 timer og 20 minutter og har taget 430 gram på. Fortsæt endelig med at nyde livet”.

Den kan så også selv kontakte bedemanden, når pulsen ophører på håndleddet – og straks sende ham min vægt og størrelse – samt lave en status med RIP-ord på Facebook.

Indtil da bliver jeg rost hvergang jeg henter kaffe. “Op og dåååååå, dooor dreng”.

/Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.