Siden jeg var lille dreng har den årlige duft af savsmuld været en fast del af sommeren. Siddende på stolen eller bænken med åben mund og øjnene stift rettet mod manegen. Mon hun overlever springet fra trapez til trapez? Taber han en af de 12 bolde der er i luften? Og kommer klovnen pludselig ud blandt publikum – lidt for tæt – med vand der sprøjter fra en blomst eller en lagkage med flødeskum, der måske rammer dig i hovedet – men heldigvis sidder fast i håndfladen.
Jeg KNUSELSKER cirkus – som er en del af vores kultur, ligesom Det Kongelige Teaters ballet, Nationalmuseet, festivalen med rå rock, Comedy Zoo, Dansktoppen og alt derimellem. Alt er med til at styrke vores fællesskab – vores samfund. Det lille Cirkus Mascot skriver under på hilsen, der siger og stiller sig derfor ikke frem alene som enestående – men melder sig i et samlet kor af udøvere, der beder os genhuske kulturens nødvendighed.
Kulturen kan vi ikke bare tage for givet. Den må vi kæmpe for. Støtte og styrke. Både som publikum og som stat. Så når Kulturministeriets minister melder, at tiden er for alvorlig til kultur – så siger jeg, at kulturen er for alvorlig til at blive glemt i tiden. Kulturen er måske endda medvirkende til, at vi kan rejse os påny fra dette helt nødvendige dødvande.
Jeg deler derfor med glæde deres lille hilsen til os alle, som i virkeligheden både er en hilsen fra cirkus, teater, sang, dans, musik, stand-up, festivaler og alt muligt andet… det skal de faktisk have tak for!

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






