Nu er vi nået til en helt særlig aften her i læseboden, hvor lygterne brænder med et ekstra gyldent skær, og alle de magiske væsner i krogene holder vejret en lille smule længere end de plejer. Det er blevet tid til at sige tak for nu, men også tid til at sende en hilsen afsted til alle de eventyr, som vi endnu ikke har mødt, men som allerede ligger og gemmer sig et sted ude i fremtiden.
Når man har fortalt hundrede og tredive historier, så skulle man tro, at posen var ved at være tom, men sådan fungerer det slet ikke med eventyr, for de er ligesom de små stjerner på nattehimlen, hvor man altid opdager en ny, hvis man bare kigger længe nok. Onkel Jeppe sidder her i døråbningen til sit hus, der er bygget af de tykkeste og fineste bøger i hele verden, og ser ud over alle de drømme, som I har drømt med undervejs, mens vi har mødt alt fra talende sild til flyvende lygtepæle og børn med lommerne fulde af stjernestøv. Det vigtigste i hele verden er nemlig ikke bare at høre en historie, men at turde lade historien flytte ind i hjertet, så man selv kan begynde at se det magiske i hverdagen, selv når det regner, eller når havregrynene smager lidt for meget af tirsdag.
Hver gang I lukker øjnene og tænker på en lille mus med en stor hat eller en drage, der hellere vil bage pandekager end at sprutte med ild, så bygger I en lille smule mere på den store verden, som vi alle sammen deler, og det er her, at den rigtige dannelse bor, når vi lærer at forstå, at alt kan lade sig gøre, hvis bare vi er gode mod hinanden og husker at undre os. Det er den undren, der gør, at voksne ikke bliver helt kedelige, og at børn bliver ved med at have de klogeste øjne i hele universet, fordi de ved, at bag hver eneste dør og under hver eneste sten gemmer der sig en lille flig af noget, som ingen andre har opdaget endnu.
Så når Onkel Jeppe nu vinker her fra døren og gør klar til at lade de næste hundrede eventyr finde deres egne veje, så husk på, at I altid selv kan tage en usynlig pen frem og skrive videre på jeres egne fortællinger, for verden bliver aldrig for lille til dem, der har plads til store tanker. Der vil altid være brug for folk, der tør tro på det umulige, og som tør være præcis dem de er, uanset om de føler sig som en modig ridder eller en lille forsigtig humlebi, der bare gerne vil finde den bedste blomst i haven.
Tak fordi I lyttede med, tak fordi I drømte med, og tak fordi I er med til at gøre verden til et sted, hvor eventyrene aldrig løber tør for blæk, for så længe der findes et barn, der kigger mod månen og tænker “hvad nu hvis”, så vil der altid være en ny side at vende i den store, fantastiske bog, som vi kalder livet. Pas nu godt på jeres egne eventyr, hold dem varme under dynen, og husk at det største eventyr af dem alle sammen faktisk starter i det øjeblik, hvor man tør være sig selv og se verden med kærlige øjne.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #1
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
